JWCs biografi frem til selve avreisen

• En Reise fra Norge til Brasilien
  • Referat
  • Efterskrift
• Jonas Wessel Crøger: En Reise til Brasilien og Uruguay
  • Christiania 1856
  • San Francisco
  • Colonien Joinville
• Dagbogsoptegnelser (Af Pastor Jonas Wessel Crøger)
  • San Francisco
  • Mit Eneboerliv
  • Reisen fra Sao Francisco til Rio De Janeiro
  • Rio de Janeiro
  • Finis

En Reise fra Norge til Brasilien

Referat

Den 12te September 1854 Kl. 12 Middag gik jeg med Dampskibet Viken fra Christiania. Afskeden fra en mangeaarig Ven og fra Norge, som jeg nu forlod nærved 47 Aar gammel, for at søge mig et Hjem i en fjern Landsdel, havde sat mit Sind i en oprørt Tilstand, der ikke heller kunde lindres ved de lyse Billeder i Fremtiden, som Ungdom ved slige Leiligheder forestiller sig.

Derfor gled Alt paa vor hurtige Fart uden Interesse forbi mig. Ved Kaholmen saa jeg et Glimt af Major Irgens og ønskede at kunne sagt ham Farvel; men Tiden ilede og vi med den. Ved Horten og Valle holdte vi os en kort Stund og Natten fandt os paa Kattegat. Denne Nat var haard: Regnen strømmede ned og Søen slog over Skibet. Jeg har aldrig været saa syg, som i denne Nat. I Dagningen sagtnedes Veiret og jeg fik nogen Hvile.

Om Morgenen den 13de naaede vi Frederikshavn og saa nu Jyllands flade Kyster. Jeg gjorde i Dag Bekjendtskab med en vakker dansk Landmand fra Fyen, et sandt Eksemplar paa en Dansk: livlig og godlidende, kraftig bygget, et regelmæssigt Ansigt med en Ørnenæse, og, skjønt over de 50, frisk Rødme i Kinderne. Dagen gik og Natten fandt os i Beltet. Jeg saa Intet af Nyborg: det var mørkt. Den 14. September. Kielerbugt er det skjønneste Land, som jeg hittil havde seet. Her er Rigdom og Fedme.

Kiel selv er ganske net, men tager sig nok bedst ud ved Indseilingen. Vi ankom Kl. 10 Formiddag og snart var al Bagage læsset paa Vogne og afsted gik det til Bahnenhof. Nu var alt Tysk og det Norske sagt Farvel. Jeg drev lidt omkring for at adspredes Endnu var jeg sammen med en Norsk: Skræddermester Larsen fra Christiania. Kl. 4 blev signaleret og den sammenstuvede Menneskemasse styrtede ind i Vognene.

Det gik nu hurtigt gjennem Holsten, forbi Pløen etc. Fladt, aldeles fladt Land saa langt Øiet naar, frugtbart, men ogsaa store Torvemyrer. Kl. 7 ankom vi til Altona. Efter megen Larm fik jeg mit Tøi og en Droiche

() og holdt nogle Minutter derefter mit Indtog i Hamburg, mere herremæssigt end jeg kunde ønske for Pungens Skyld.

Den 25. september gikk jeg ombord på emigrantskipet Florentin. Skipskapteinen heter Wichmann, en dansker av fødsel. Jeg liker ikke hans ansikt. På mellemdekket er det mye damp og mudder. På skipet er det en stor mengde barn og tre gravide koner. Alle passasjerer er tyske, jeg er den eneste nordmann ombord. Schweizerne er de mest interessante. Jeg sto ved rælingen og betragtede disse Tells, Staufachers og Fürsts landsmenn med stor nysgjerrighet, men de så tarvelige ut. De lignet noe på våre egne fjellfolk, også i klesdrakt, de var nu ikke særlig pene å se på, men nu vil jeg få mulighet for å lære dem nærmere å kjenne.

Den første natten ombord sov jeg på dekket, men det var ikke behagelig. Det dugget sterkt og hundene på naboskipene lagde en masse bråk. Disse tyskere synes å være godmodige folk, da de oppfører sig vennligt mot mig. De synger, prater i vei og er morsomme. Mange af dem er landbrukere, maskinister, noen er fallerede kjøpmenn, tror jeg da nok, håndverkere og mesteparten er vanlig arbeidsfolk. I kahytten er det en professor Buchard fra Halle, en doktor medicinæ Gerhard fra Sachsen, en forhenværende borgmester fra Glogau, Dürsel, som har fått sin avskjed av politiske grunner. Vi er ialt 240 passasjerer, et altfor stort antal til at skipet kan rumme oss alle, for vi har også med oss en meget stor mengde pakkgods.

Den 1. oktober. Jeg forsøkte i nat å sove på mellemdekket, men Harzfolket, som nesten udelukkende holder til på den ene siden av skipsrommet sov som veritable kuer og svin og deres barn skrek og oppførte seg som rene djevelunger. Luften var heslig og forpestet, og da klokken var 11 ble lampen igjen tent. Jeg reiste meg og så tre mennesker som holdt en mann imellom seg. Mannens kone gråt og klagde over at han hadde død. Jeg tok min madrass, la meg på akterdekket og satt der inntil matroserne, som skulle vaske og skylle dekket, vekte meg.

Det er søndag idag. Evangeliet på denne dagen for den norske kirke handler om enkens sønn av Nein. Kl. 9 om formiddagen var skipet klargjort og en damper førte oss ut av Hamburg. Ved Glückstadt ble liket av den døde mannen lagt i en kiste og transportert i land. Det forekom meg merkelig, at så mange lo og fjaset, mens liket ennå lå her for alles øyne.

Den 3. oktober. Det var kanskje et dårlig varsel, at skipet ble satt på grunn i utløpet av elven men kom seg fri igjen da det ble flo. Vi lå ved Kuxhafen inntil den 3de October. Dette var en fryktelig tid. Borgmester Düssel hadde allerede den 3. oktober oppsatt en erklæring til Schroeder & Co., som eier dette skipet, om at vi ikke ville reise videre, før sundhetstilstanden ombord hadde blitt undersøkt av politiet og alle syke satt i land. Denne erklæringen underskrev jeg og mange flere. Men skipperen har nektet å avsende den. Ingen får lov å gå i land.

Den 5. oktober. Vi har 6 døde. I natt fødte en kone et guttebarn. Været er stormende med regn. I formiddag dro 3 dødsskipe forbi vårt fartøy. De var små som dukkeskipe og hadde sorte og røde flag. Vi kunne ikke få fatt på dem da skipsbåten var fastsurret. Noen var altså i havsnød for den slags små skipe sætter sjøfolkene ut, når de fortvilt håper på å bli reddet. En liten slup drev så mye for vinden, at den ikke kunne styres og slo mot vårt skip og knuste sitt Bogspryd. På mellemdekket skriker, bander og skjennes man. Det er tyvaktige folk ombord. Jeg tør ikke la noe ligge løst. Her er mange uforskammede og grove mennesker.

Den 6te October. Denne Nat var den forfærdeligste, som jeg har oplevet. Storm og Regn og nede i Mellemdækket de grueligste Hyl af en døende Kone. Jeg kunde ikke holde ud at høre derpaa, gik derfor op paa Dækket, hvor jeg forblev det meste af Natten. Medens jeg gik der, kom Borgermester Düssel, vi talte om denne skrækkelige Tilstand, og han lovede med Haand og Mund, at den Erklæring, som han havde skrevet og tilligemed mig og mange Flere underskrevet, men som Kapteinen havde nægtet at afsende, skulde imorgen blive afsendte. Kort før sat Kapteinen ogsaa ude paa Dækket. Jeg spurgte ham, om han hørte disse græsselige Skrig fra det døende Menneske. "Ja, jeg hører dem", svarede han. Jeg gjorde ham da opmærksom paa, at han var ansvarlig for vort Liv og lagde det paa hans Samvittighed, at han enten maatte vende tilbage til Hamburg eller afsende vor Erklæring. Dette Sidste lovede han. Medens jeg sad der, fortalte en Matros, som havde Vagt (Kl. 11-12) at paa dette Skibs forrige Reise til Dona Francisco, og hvorpaa denne Kaptein da var Styrmand, døde 33 Passagerer.

Morgenen den 7de October kom, men Erklæringen blev ikke afsendt. Da jeg spurgte Kapteinen om hvormange Passagerer paa hans forrige Reise var døde, svarede han 13, og benægtede aldeles, at de vare 33, hvilket dog Kolonisations= Foreningens trykte Beretninger med megen Beklagelse tilstaa. Han sagde, at han gjerne vilde tage sin Køie og lægge sig i Mellemdækket til Bevis for, at Sygdommen ei var farlig. Jeg opfordrede ham da strax til at gjøre det. Dette tog han meget ilde op, besværede sig over den "Rede", som jeg i Nat havde holdt for ham og blev mer og mer heftig, saa han endog hamrede mig paa Brystet med Haanden. Dette saa og hørte en stor Mængde.

Jeg gjorde ham opmærksom paa, at der i hin Erklæring var indført, at Dr. Gerhard havde erklæret, at Sygdommen var epidemisk og nærmede sig til Kolera. De Angrebne faa det med Hovedpine, Opkastelse, Dierhoe, Krampe, dø om 6 - 12 Timer, og Ligene gabe, ere først brungule siden blaasorte. Jeg har ikke seet dem. Nu forlangte jeg tilsidst af Kapteinen at blive sat i Land, da min Mave var i Uorden og jeg var bestemt paa ikke at reise videre med dette Skib, men følge efter paa et Paketskib, som skulde afgaa fra Hamburg i disse Dage. Jeg erklærede, at jeg ikke vilde se paa de Penge, jeg allerede havde udbetalt, da Livet var mig kjærere end Penge. Men dette mit Forlangende afslog han aldeles, erklærede derimod, at dersom jeg ikke vilde tie, saa havde han Midler til at bringe meg til Taushed. Ikke En af de andre Passagerer oplukkede sin Mund under denne Scene, uagtet de demonstrerede heftigt nok baade før og siden imellem sig indbyrdes. De fallerede Kjøbmænd jattede med Kapteinen, og jeg stod mutters alene og var dertil en Udlænding. Overbord kunde jeg ikke kaste mig. Jeg var saaledes for første Gang i mit Liv en Fange og blev voldeligen mod min udtrykkelige Protest bortført. Døden frygtede jeg just ikke, men denne Falskhed af Kapteinen, denne Feighed af Passagererne, denne græsselige Tilstand blandt det arme Folk i Mellemdækket, denne Forvorpenhed og Gudsforglemmelse: ikke at søge Hjælp, medens den endnu kunde erholdes, men modvilligen friste Herren, vor Gud, dette bevægede mig til at optræde som jeg gjorde. Men Gud kan vende Alt til det Bedste for os.

Jeg har indberettet den hele Affære til det Norsk-Svenske Generalkonsulat i Rio Janeiro, hvorhen Kapteinen kommer paa sin Retur. Han er afgaaet herfra til St. Catharina, hvorhen han paa Grund af nogle Smuglerhistorier, er bleven citeret af den brasilianske Regjering, med den Erklæring, at dersom han ikke med sit Skib inden en bestemt Tid indfinder sig i St. Catharina, saa vil man hente ham med en Krigsdamper!

Den 8. oktober (Søndag). Omsider kom vi avgårde fra Kuxhafen. Vi hadde igjen en fryktelig natt. Igår ble to døde ført bort fra skipet for å bli begravet, idag er en kone død. Hun skrek og hylte hele natta, så jeg ikke fikk sove, men måtte opp på dekket forå be. På et visst tidspunkt ble hennes skrik så forferdelige, at jeg burde ha gått bort til henne og bedd for henne. Mens jeg holdt hånden på hennes hode og anråpte Gud om hjelp, ble hun underlig stille, satte seg opp i senga, som hun virkelig forsøkte å vende tilbake til livet og så på meg med sine døende øyne.

To timer senere var hun ikke mere i live. Førr hun hadde utåndet, overvældede trettheten meg så mye, at jeg måtte gå ned og legge meg på mittt usle leie,som jeg hadde valgt meg mellem et par kister. I køyen kunne jeg ikke lenger ligge på grunn av stanken. I hver køie lå nemlig 4 personer sammen. Hernede sov nesten alle på tross av de forferdelige skrikene til de døende og de mange barn. Denne konen var den 9. på vår dødsliste. Disse tyskere er noen underlige mennesker. De synger,fjaser og ler, mens dødens kårede offer ligger under dem og hyler. Idag har de sunget salmer og de to fallerede kjøpmenn har været henholodsvis præst og klokker. Jeg vil ikke opptre som prest her, dels pp grunn av mitt forhold til kapteinen, dels fordi jeg ikke taler det tyske sprog med den nødvendige færdighed.

I ettermiddag har man senket den døde konen i bølgerne. Vi har idag passert Helgoland. Denne ø tar seg besynderlig ut. Den består av en masse rødt fjell, der reiser seg i en firkant opp av havet. Man synes å se høye buer og portaler på fjellets sider. Den er meget smuk å se på. Synet av den brakte meg til å tenke på livet i Europa, mindernes hjem, og jeg tror, at hvis jeg i dette øyeblikket kunne være kommet bort fra skipet, så hadde jeg reist til Grækenland eller Italia.

Igår ble det fortalt at det sto en annonse om meg i Hamburger-Nachrichten. Den må være innrykket av Hühn og er feilaktig. Det forlyder nemlig, at jeg vil reise tilbake til Norge og føre min menighet over til Brasil. Som om jeg overhodet hadde en menighet!

Den 9. oktober. Idag hadde det igjen død to koner og kastet i havet. Denne utkastelsen er for meg en avskyelig scene. Her er visst mange ombord, som mere fortjener denne skjebnen, enn disse staklene. Her ombord er det virkelig vonde mennesker. De synger, fjaser og ler, og blant disse utmerker det seg et ungt menneske av vår Bal. Han griper enhver leilighet for å ergre meg. Personalet er nemlig innrettet i spisekompagnier eller Baler, som har en Balmester til spiseforvalter.

Men her er også gode folk, og blant disse toldbetjent Stemann fra Husum. Stemann er en rolig, sindig, elskverdig karakter, der viser meg stor oppmerksomhet, selvom alle andre unngår meg av frykt for kapteinen. Stemann ble under den Slesvig-Holstenske Krigen avsatt, fordi han ikke tok av hatten for en dansk offiser, som han gikk forbi og ikke kjente. Jeg har læst hans avskedsdokument, hvor dette er det eneste han blir anklagetfor. Det er tungt, når mennesker som han må forlate deres fedreland.

Den 10. oktober. Været er fint og med god vind. Vi er ikke langt fra Themsens Udløp. Havet er roligt og med jeg er ikke mer sjøsyk. Vi ser seilskipe og dampere nær og fjern, og et stort prektig seilskip har i flere timer fulgt oss i snerret linje.

Den 11. og 12. oktober. Vi har igjen døde, ialt 13. Oppholdet på mellomdekket blir mer og mer utålelig. Svineriet vokser over ørerne og man hører nesten ikke annet enn kjeft og bannskap fra Harz og Schweiz. Jeg har det nu selv meget bedre enn da vi begynte på reisen.

Nu er vi i Kanalen. Man taler meget om, at den er slem at komme ud af. Dover er passeret; vi have the bold England paa høire Side og la belle France paa venstre. Englands Kyster ere kun 1 a 1 1/2 Sømil fra os. De se graa ud og ere ikke høie. (Dette er) det grønne England. Indad høiner Landet sig mere og vi kunne se Bygninger. Vi ere saaledes forbi flere Byer, men Ingen het ved deres Navn. I Aften se vi en stærk Belysning fra Land: Det var Gasbelysningen fra en stor By. Seilere føre os ganske nær forbi med Lanternen paa Mast.

Den 13. oktober. Fra igår natt og til i kveld har vi seilt 50 mil. Været er fint men vinden laber. I natt døde en mann ombord. Idag er været stille. Ønsket er fremgang og god vind, men der skal tålmodighet til. I ettermiddag ble den døde kastet i havet. Man sang en salme, antakelig for å bøte noe på råskapen fra igår, da man spottet liket av et barn som ble kastet i havet. I kveld har det vært koncert med to violiner, et trekkspill og en fløyte. Disse menneskene er som barn, de ler det ene øyeblikket og gråter det annet.

Den 14. oktober. I natt klokken 12 passerte vi Kap Lizard. Vi kunne ikke se land, men skip er der mange av og til alle sider. Nærmest oss ligger en tremaster, som har soldater ombord. Man kan merke på havets bevegelse, at vi befinder oss på oceanet med store duvende bølger som får skipet til å heve og senke sig selvom vinden er svag. En tykk, schattert tåkemasse dekker horisonten, så det ser ut som om vi har land med høye fjelle omkring oss, men disse fjellene forsvinder for det minste vindpustet.

Den 18. oktober. På det biskaieske havet. Storm. Regn og død raser fortsatt. Skipet ligger høyt på siden i sjøen. Vannet strømmer ned over mellomdekket, alt pakkgods blir kastet om hverandre. Fra mellomdekket hørs en forferdelig skriking og matrosene kommer løpende fra alle sidene. Den store skipsklokken kimer helt av seg selv. Det hørs i mine ører ut som en gravklokke. Men tross alt dette kommer vi framover.

Den 19. oktober. Vi seilte langt vestenfor Portugal. Et skip med emigranter til Nordamerika passerer oss pånært hold og blir kasta så mye til siden, at man nesten kan se kjølen. Forferdeligt, men - ingen fare sier man.

Den 20. oktober. Deilig vær og god vind. Havet minner om det norske høyfjellet, som også om sommeren er dekket av snø.

Idag ved middagstid var vi på høyde med Lisabon. Solen begynner å bli varmere, men vi får ofte regn og luften blir kjølig. Alle ombord tørster konstant. Atmosfæren på mellomdekket er kvælende med damp, stank og hete, så det er umulig å bevare helsa si medmindre man er vant med slike forhold. Det kommer meg til gode at jeg ikke har kunnet få byttet plassen min i kahytten med en annen passasjers, da kapteinen ikke vil tillate det, så takket være dette har jeg personlig sett og følt den elendigheten, som de stakkars passasjerer befinder seg i. Derfor kan jeg på den beste måten og så godt jeg kan tale deres sak mot kjøpmennene i Hamburg og deres uforsvarlige grådighet.

Den 21. oktober. Vinden er de sjøfarenes liv og er fortsetter å gi os en god framdrift. Det går rask mot Syden. I ettermiddag har vi sagt adjø til Europa! Europa. Hvormeget skylder jeg dog ikke Europa! Alt hvad jeg eier af Dannelse. Europa er Videnskabernes, Kunstnernes, Historiens Hjem. Hvem skulde da kunne forlade Europa med Ligegyldighed, for at flytte til Lande, hvor Alt er Nyt, skjønt gammelt som for Aartusinder tilbage; hvor man kun finder Urskov, andre Menneskeracer, Vilde; hvor Kulturen nu søger at danne sig et Hjem og maa begynde fra Roden af? Vi seile nu langs Afrikas Kyster, men se intet Land.

En heldig forandring har inntruffet i mitt køyearrangement. Man hadde nemlig funnet på å ansette en nattevakt på mellomdekket for god ordens skyld. Dette medførte at jeg insisterte overfor doktoren at dersom man ville tvinge meg til å ligge i køien, drepte man meg. Doktoren fikk til at jeg fikk et rom å ligge akterute på skipet. Jeg sov da for første gng ombord i lagen og avklædt.

Den 22de Oktober. (Søndag). En deilig Dag! Havet er mørkeblaat og en herlig Nordenvind sætter Bølgerne i Skum. Hvem formaar at beskrive denne Natur? Solen er afrikansk hed. Det regner af og til lidt. Men Regnen her falder ikke som i Europa i Draaber: Regndraabene ligne fine Fnokker eller Fnug. I Østen stod Solen denne Morgen i et mig aldrig før seet=Lys og Varme: I Sandhed, den staar i sit Solrige! Horizonten er begrændset af blaa Skyer i herlige Schatteringer og i Vesten staa to herlige, store, brede, fulde Regnbuer. Nu er det hedt, og jeg har aflagt mine uldne Underklæder. Dette Sollys er stærkere, end jeg før havde seet det, det blænder.

Kl. 7 i Morges vare vi 18 Mile fra Madeira. Natten er her særdeles skjøn. I Skibets Kjølvand funkler Morilden lig Solbeltet paa Himmelen; den fører Lyskugler med sig saa store som Æbler.

Den 23de Oktober. I Eftermiddag passerede vi Øerne Palmes og den bekjendte Ferro. Dette er første Gang vi saa Land, siden vi forlode Englands Kyster. Disse Øer viste sig først som en tyk Taagemasse, der stadfæstede sig som Land derved, at den ikke forandrede sin Form. Da vi kom nærmere, saa vi høie Fjelde, mørkegraa, ujævne i Horizonten og riflede paa Siderne. Dette Syn vilde under alle Omstændigheder intet Besynderligt have havt ved sig; thi jeg har i Norge seet nok af slige Fjelde; men nu tiltrak det sig i høi Grad Opmærksomheden. Man maatte tænke paa disse Øers Fugle, Skove og Vegetation: en ganske anden end den hidtil sete. Det gaar fort fremad med os. Den største Hurtighed, hvormed vi hidtil have seilet, er 10 1/2 engelske Mile i Timen. Vi seile nu med Passaten, der i Nord for Ækvator blæser fra Nordost, og, ifølge almindelig Beregning, begynder ved Madeira.

Den 24de Oktober. En deilig Dag! O, hvor behageligt at ligge paa en Madrasse i Høiden og lade den tropiske Sols velgjørende Varme og Passatens kjølende Pust gjennemstrømme sig! Jeg finder naturligvis Klimaet meget forskjelligt fra Nordens. Det blæser temmelig stærkt, men jeg holder dog meget godt ud i denne Vind, uagtet jeg er meget tyndklædt. Jeg er vis paa, at jeg saaledes udsat for en saa stærk Blæst en hed Sommerdag i Norden, vilde blive paaført en alvorlig Forkjølelse, men her er det ikke at befrygte. Luften er gjennemtrængt af den tropiske Hede, derfor er ingen Skarphed i den. Dette deilige blaa Hav med de skummende Bølger forekommer mig ofte som en gammel Bekjendt; men naar jeg ser mig om efter Land, bliver jeg mindet om, at jeg er ude paa Æthisperhavet. Havet er her skjønnere end Himmelen; den er dunkel blaa, men dette er friskt mørkeblaat med Skum paa Bølgetoppen.

Den 25de Oktober. Hvor dog Menneskelivet ideligen gjentager de samme Fænomener! Denne Reise ligner Israels i Ørkenen. Idelig hører jeg: "Wenn wir drüben wären! Wenn wir drüben unsre ersten Mahlzeit halten könnten!" "Drüben" er det forjættede Land. Men en Søreise didhen i den bedste Aarstid og paa et ordentligt indrettet Skib er dog ingen slem Sag. Søsygen er aldeles forbi hos alle Passagerer, og Havet er saa skjønt og mildt som Mjøsen kan være paa en skjøn Sommerdag.

Den 26. oktober. Vi passerte igår kveld Krebsens Vendekrets. Vi er ca. 50 sjømil fra den afrikanske kysten, som vi holder oss så nær som vi kan for å utnytte sydostpassaten til å komme oss over mot den brasilianske kysten. Sykdommen ombord har gitt seg. Men vi har dog fortsatt noen som er syke. Mathet plager oss alle, man vil helst ligge eller sidde, hvilket ikke lar seg seg gjøre pågrunn av det snevre rommet på dekket. Såsnart man oppholder seg der begynner man straks å svette. Derfor leirer man seg også over hele dekket med madrasser og tepper.

Som barn fant jeg det heltubeskrivelig å tilbringe en sommernatt på birkeløv i en båt, som hadde en løvbusk som seil, når vi rodde over nordsøen i Telemark for å besøke Wessel paa Bjørndalen. På nettopp den tiden var dette min største utflukt. Jeg lå da hos mine søsken og lyttet til rorfolkets regelmessige åreslag, så på stjernerne og tenkte på alle de gledene, som ventet meg. Våre foreldre varsammen med oss.

Men nu, her på verdenshavet, å ligge helt oppe på dekket over redningsbåten i skyggen, som seilene gir mot den tropiske solen og lytte til lyden av de skummende bølgene og seilenes brusen for passatvinden og slumre inn til denne musikken, det er en helt ny og annen parallell i mitt livforsløp, som ikke er mindre interessant for meg. Kort sagt. Dette er ubeskrivelig deilig.

Den 28de Oktober. Idag saa jeg for første Gang flyvende Fiske. De fløi i store Flokke, dygtig langt, vare sølverhvide og saa store som en Sild. Skibe sees sjelden; dog have vi nu en Seiler i Øster.

Den 29. oktober. Idag har vi to døde, igår døde et barn. Jeg hadde i formiddag lagt meg øverst pådekket for som vanlig å få meg en morgensøvn, som man nettopp her trengerså meget, da man ikke får ro om natta og dertil svetter både dag og natt. Plutselig ble jeg vekkt av matrosernes rå stemmer,som råbte "Plass"! og slengte en død Schweizer opp på dekket. To timer senere slengte de han i dypet. Når man er vitne til en sånn scene, kan man nok beveges til å be Gud om å dø i fred og ha kjærlige mennesker om seg i dødsstunden og ved sin jordeferd. Å bli slengt ut i dypet som en hund og deretter sønderrives og fortæres av havets glupske dyr, er dog en forferdelig tanke. Jeg ønsker, at mitt legeme må få hvile i jordens fang og der oppløses og gjennomgå sin forvandling.

Nå er 28 av oss døde. I køien, som jeg fikk anvist, var det et 18 måneder gammelt barn, som et par hårdhjertede folk hadde tatt til seg, da både faren og moren er døde. Pleieforeldrene, en tysk slakter og kona hans mishandla det stakkars barnet og slo det, når det gråt. Melk hadde de ikke å gi () barnet. De ga det en hård biskøit (skipstvebakk) å tygge på, men barnet kunne ikke spise det, gråt og ropte på mamma. Således lå det i den mørke køien uten noen som helst form for hjelp og pleie. Oppbrakt over en umenneskelig behandling av et lite, ulykkelig barn, slengte jeg sannheten i ansiktet på ham. Men en annen slakter tok sin landsmanns parti. Han påsto at barnet blev godt behandlet. De kjeftet på meg og kalte meg pater, beist, hai og fæ. Omsider ga man barnet til et par andre folk, der passte det bedre og av og til tok barnet med seg opo på dekket i dagens lys. Først da kunne jeg virkelig betrakte barnet. Det hadde et uhyggelig, men klokt ansikt og store, sterke, stirrende øyne. Barnet ville tilsist ikke spise noe som helst og satt helt stille med hendene samla og så stivt frem for seg.

Få dager etter døde barnet. Åh, skjebne! For hva bryr vel Kolonisasjonsforretningen i Hamburg eller kaptein Wickmann seg om et lite barns navnløse lidelser? - Sålenge de bare tjener penge på deres foretagende, så er tapet av menneskeliv en ren bagatel.

Den 30. oktober. Idag døde en orgelbygger under forferdelige smerter, igår døde den lille sønnen hans, alles favoritt. Hans unge kone lever, prisgitt sorgen. Hun som engang fortalte, at hun hellere ville dø enn miste sin Alfred, har nu mistet meget mer enn barnet. Sola er forferdelig og brennede het. Hodet mitt verker, men ellerser jeg ganske frisk, svetter og drikker, er matt, men har stor appetitt og spiser godt. Tenk, vi har en tønde å bade oss i, og det forfrisker oss alle. En jevn passatvind fører oss rask afgårde over havet.

Den 1. november. Den hete afrikanske solen er ikke til å spøke med. Vi hadde 24 grader i skyggen. Jeg la igår mine køieklær ut på storbåtens øverste dekk for å lufte dem. Da jeg hadde ligget der en kort stund, og nøt den milde, luftige vinden og det deilige havet, ble jeg plutselig forstyrret av et heftig bombardement av puter og dyner. Dette kom fra en uforskammet Altenburger. Tyskerens sengeklær var plassert samme sted som mine egne, som matroserne uten videre hadde skuppet tilside, hvilket han beskyldte meg for å ha gjort. Desuten ville han ikke tåle, at jeg "machte es mir beqvem", som han sa.

I natt døde professor Buchards lille sønn. Døden begynner altså å besøke kahytten. Orgelbyggerens unge kone var nu den personificerede sorg. Hun sad idag alene i et hjørne på dekket og bladet med famlende hender i noen brev, som hun tok frem av en tegnebok. Det var vel erindringer om lykkelige og kjærlighetsfulde dager. Den lille Alfred er borte, og mannen er borte. Deres hvilested kan vi ikke se og ønsker ikke heller å se det. Havet har opslukt alt. Sorgen og mindet - hvilket gravmonument! - er alene tilbake. Det gjorde meg meget vondt å se denne kvinden dypt nedbøyd av sorgen, men hun kom seg igjen. Capt. Wichmann, gift mann og fader, tok påtok seg å trøste henne både for mand og barn. Hun reiste med ham tilbake til Europa, og så hadde han jo leilighet nok til å trøste henne. Den sterke heten giross alle en brendende tørst. Styrmannen har noe bayersk øl til 20 fr. pr. flaske. Man klarte som regel å drikke 4 flasker pr. dag. Edikken og rummen som jeg hadde med meg er forlengst brukt opp.

Den 2. november. Heten er sterk selvom vi sitte under et overspændt seil i skyggen og passaten er kjølig. Vi holder fremdeles 50 sjømils avstand langs Afrikas kyster Svalerne fra fastlandet har begynt å besøke oss, og vi har stadig noen av dem ombord.

Den 4. november. Smukkere natt med måneskinn enn den vi hadde går har jeg aldrig sett. Månen har et mer hvitt skjær enn i Norden. Vi hadde leiret oss på kahyttens dekk, og man sang. Alle tyskere kan synge, tror jeg da nok. Det var gemyttlig. Her er et par vers av en av selskapets mest populære sanger:

(Mel: Sleswig=Holstein meerumschlungen) "Wo die stoltzen Palmen ragen
Und der Cedern grüner Dom,
Sei die Hütte aufgeschlagen
An dem silberklaren Strom;
Sei gegrüsst du goldner Strand,
Neues, schönes Vaterland!"
"Nach der Zukunft dunkler Ferne
Richtet frei und kühn den Blick
Später Enkel stoltzes Glück.
Strahle siegrich fern und nah'
Stoltzer Stern Brasilia!"

Det var virkelig en kjærkommen avveksling i dette ensformige liv at to av skipets damer igår meldte seg til frokost hos meg idag. De hadde fått å vite, at jeg hadde kjøpt et par fortreffelige Hamburger-Pølser hos styrmannen og disse måtte da frem sammen med en flaske vin.

Den 7. november. I ettermiddag klokken halv fire passerte vi ækvator. Man kan aldri være helt sikker på den store, klare måne. Hvis ikke man dekker hodet sitt tilstrekkelig, når månen er oppe om natta, får man en forferdelig hodepine den følgende dagen. Jeg var lenge oppe igår kveld for å si adjø til den nordlige himmels stjerner, men der var kun få stjerner å se. I Norden sto en prektig mengde uværskyer, som av og til ble belyst av månen og tok seg herlig og vidunderlig ut.

Vi have idag 26 Graders Hede i Skyggen, men god, frisk Vind. Man generes ikke af denne Varme, naar Vinden blæser. Havets Gang har i disse Dage været saa jævn og rolig, at jeg finder Humboldts Udsagn stadfæstet, naar han siger, at man i aaben Baad vil kunne seile over fra Portugal til Vestindien.
-Altsaa idag have vi forladt Moder=Jords nordlige Halvdel. Sonderbart! Efterat have tilbragt 47 Aar paa Heimkringlas høie Pande, vælger jeg Syden til Hjem. Nu flytter Folkene fra Norden til Syden, tildels fordi de ere kjede af Norden. Men de menneskelige Lidenskaber og Vaner flytte med. Om nogen Tid ville de have omdannet Syden til Lighed med Norden, og da ville de gamle Plager ogsaa der fremkomme.

Dog vi ville haabe paa et bedre Menneskeliv i denne bedre Verdensdel, vi ville haabe paa en stor og skjøn Fremtid for Brasilien og Amerika overhovedet. Jeg for min Del vil være tilfreds med en Hytte. Det er ret en Ulykke for os, at Styrmandens bayerske Øl er gaaet op, ligeledes de Pokkers Kjøbmænd, som vi have her, og som forudsaa Katastrofen havde derimellem erkjøbt Slumpen af Vin, og vi Andre, mindre eftertænksomme, maa se paa, at de gotte sig. Vandet ombord er raaddent og vi have dog endnu over 400 geogr. Mile til vort Bestemmelsessted.

Den 9. November. I Aften havde vi en prægtig Aftenrøde paa den vestlige Himmel, hvis Lige jeg aldrig har seet. I Horizonten laa mørke Skymasser, der saa saaledes ud som fjerntliggende Land. Det var fortryllende som Feernes Land.

Den 11. november. Passaten blåser rask og vi beveger oss framover med 1 1/2 sjømil i timen. Vi befinner oss ved 10 grader sørlig bredde, 50 sjømil fra Brasilias kyst. Jeg har læst, at den sørlige himmel har færre stjerner enn den nordlige, men jeg oppfatter det ikke slik. Syvstjernen og Orion har vi nå i nord og nordøst. De funkler med en herlig glans. Selvom vinden kjøler i solen, blir solen dog under det lange oppholdet i troperne meget trykkende, og man plages konstant av en matthed, som aldrig før.

Den 12 november. Vi seiler fortsatt raskt framover med 2 1/2 grader i døgnet. Skipet slingrer sterkt. På en benk utenfor kahytten hadde noen gamle koner og barn anbrakt seg. Da kom det en bølge og overskyllet dekket. Det samlede selskapet ble først feiet til den ene siden av skipet og derpå i en tett masse til den anden siden. Det så forferdelig ut og det ble en voldsom skriking og bråk. Nedenunder hadde på samme tid et annet parti satt seg til kaffesladder men kaffen og hele selskapet veltet med en gang overstyr.

Idag døde et barn. De dødes antal er nå på 36.

Den 14. november. Vi gjør 9 mil i vakten og er 30 mil fra Brasilias kyst.

Den 15. november. Vi har en sterk men god vind. Vi er nå på 21 grader sørlig bredde. Været er stormende med sterk regn. Skipet slingrer overordentligt.

Den 16. november. Vi har passert stenbukkens vendekrets. Jeg har idag døpt et barn.

Den 17. november. Vi er 7 sjømil fra Brasilias kyst, men det er desverre vindstille. Himlen er deilig for ikke å si fortryllende. Det er Brasilias himmel.

Den 19. november (Søndag). Man blir hjertelig lei og trett av sjølivet, når man er på en så lang reise som denne men vi har heldigvis vært meget heldige under reisen. Men sjel og kropp blir trett, man orker ikke engang å snakke, nesten heller ikke tenke.

Den 20. november. Denne dags morgen ser jeg for første gang Brasilias fjell, dunkle, ikke særlig høye, de dukker dunkel-røde fram av en tåkemasse. Da vi kom nærmere så vi deilige øer,og store, skogbevokste sletter, spisse fjelltopper, viftende palmer, grønne daler, stråtækte hytter. De følelsene, som dette synet fremkalte hos meg, klarer jeg ikke å beskrive. På disse slettene og på de løvbedækkte fjell, står urskogen urørt fra landets tilblivelse av menneskehånd. Alle disse daler,stranderog fjelltinder lokker og tilsmiler meg. Åh, hvorer her dog deilig, her er bestandig deilig, bestandig sommer, her vil jeg leve og dø. Gud være evig lovet og velsignet, som gjonnem så mange farer og over de dype vande har ført meg uskadt til mitt bestemmelsessted!

For en sakte bris gled vi inn i San Franciscos havn, og ankeret falt. Tirsdag natt sov jeg på dekket og vågnet ved en deilig solopgang til musikk av sangfuglene fra det nærliggende landet. I denne konsert utmerkede det seg særlig en fløytenist, som hadde sin plass i en lysegrønn hekk, som var helt oversået med gule blomster. I over en time hørte jeg fuglen gjenta og variere sine deilige melodier.

Da Du maaske kan have Lyst til at bese noget mere om Landet og tillige om Menneskelivet der, vil jeg vedblive Fortællingen endnu en Stund.

San Francisco er en liden By som har en venlig Beliggenhed, og er beboet af Portugisere eller Brasilianere.

To Dage efter vor Ankomst dertil, gik jeg til Kolonien Dona Francisca eller Joinville, hvor jeg ville træffe de norske Kolonister, Levningen af den trondhjemske Kalifornia-Expeditionen. Fra San Francisco til Joinville er 3 Mile Søvei. Den sidste Mil passerer man op en Aa, som kaldes Cacoeira, der gaar gjennem lavt, sumpigt og skovbevokset Land og er kun passabel for Baade.

Fra Landgangsstrædet har man en god Vei paa nogle hundrede Skridt til Kolonien, der ligger paa en Slette omringet af Urskov. Man maa ikke forestille sig Kolonien som en By; thi Husene staa langt fra hinanden og paa de mellemliggende bare Plasse ser man endnu flere Stubber, Levninger af Urskoven. Det Indtryk, Kolonien gjorde paa mig, var behageligt; jeg fandt det hele vakkert, livligt og yndigt formedels den rige Natur. Jeg gik ind paa et Gjæstgiversted og fandt der Kjøbmand Gørresen, en Søn af Landhandler Gørresen i Størdalen. Han tilbød mig strax Logis i sit Hus, og fire andre Landsmænd som jeg traf, hentede mit Tøi op.

Saaledes var Modtagelsen her venlig og god. Hos Gørresen boede jeg en 14 Dages Tid. Han har en Krambod og er nok en velhavende Mand. Nær ved ham bor Hr. Ulriksen fra Moss ligeledes Kjøbmand og velstaaende. Længere hen bor () fra Trondheim, han eier et Stykke Jord, som han godt forstaar at drive og bor i en Palmehytte.

En Fjerdingvei fra Kolonien bor Nicolai Lian fra Trondheim. Han har 25 Morgan land, som han har begyndt at oprydde og hvorpaa han vil bygge sit Hus. Desuden ere her Nordmændene Gert Olien, Christofer Talmo, Nils Lian, Kraabel, Vetten, Ernst Kraagen. Ingen af dem er uden Formue.

Men de andre Mennesker her, spørger Du, hvorledes er det med Dem? Hvorledes se de ud? O, det er forskjelligt med dem. Her er adelige Tyskere, som have grebet Hakken og Øxen, Andre, som her gaa tilgrunde i Armod, fordi de ei vare ristet eller kunnet gribe disse Subsistens- midler. Andre, der staa sig meget godt og leve lykkeligt. Her er t. Ex. en rig Hamburger, Vorsang, der har kjøbt flere Landstrækninger og driver store Kaffe- og Sukkerplantager og Fabrikation i det Store. Forresten ser Menneskene der for en Del anderledes ud end i Europa. Nogle ere røde over deres hele Legeme. Disse leve i Skovene og kommer kun lidet i Berørelse med Europeerne. Dog skal man ikke være altfor tryg, endog i Nærheden af Kolonien.

For ikke længe siden aflagde de et Besøg ved høilys Dag i Cabaton og sendte tre slemme Pile efter Nordmanden Kraabel, hvilke streifede begge hans Øren. Her er gule Mennesker, det er Mulatter; her er flere Mennesker, saa sorte som Kul, men () kjæmpemæssige Skikkelser; der er sorthaarede, sortøiede, livlige Mennesker med lysegul Ansigtsfarve, det er Brasilianere, portugisisk af Slægt. Det er interessant at se disse raske Folk, f.Ex Landmænd eller Fædrivere fra Coritiba i deres Mantilla eller Kappe, der naar dem til Knæs, kastet over den ene Skulder og sammensat af flerfarvede Tøier; dertil en rask, sort, rund Hat og bare, kraftige Lægger. De se ud som Grækere eller italienske Banditter.

Iøvrigt maa man se sig for blandt disse Mennesker, hvilket ogsaa gælder de europæiske Kolonister; thi i Hanover og Schweiz synes Kommuner- ne at have optaget det Projekt, at sende de Subjekter, som de ikke ville have blandt sig, hid, saa at alslags lurvet Pak ogsaa findes her. Dyrene her? (...) Til visse Tider af Aaret kommer Duerne hid i stor Mængde. Nu er just deres Togtetid og jeg har skudt nogle. De er kjødrige og særdeles velsmagende, ligeledes Papegøierne og (...) Majsmelet smager ikke mig (...): det er i Brød tungt og raa. Derimod spiser jeg særdeles gjerne Brød af Farinha-Melet, der laves af Mandiokka-Roden. Blandet med lidt Hvedemel, maatte det give et særdeles velsmagende Fladbrød.(...)

Man skal forøvrigt ikke tro, at Folket her i Kolonien lever eremitalsk. Her er et muntert Liv og hver Søndags Aften danses for fuldt Orkester i de herværende, rigtignok improviserede, Dansesalonner, der dog i alle Fald kunne maale sig i Størrelse og Pragt med Koloniens Kirke, som ikke heller er stort bedre end et hvidtet Skur. Dog det bliver nok bedre med Tiden.

Men, vil du spørge, har da dette Land ingen Plager? Jo, her er Barakker, det er enslags sortbrune Insekter, store som en Oldenborre. Disse holde sig i Husene, falde ned i Sengen til En om Natten, naar man ikke har Omhæng æderuldent Tøi og ere aldeles ikke elskværdige om end forresten uskadelige.(...) Derimod, hvad man ikke har i Norge, 1 1/2 Alen lange Krokodiller (saasnart jeg kan faa fat paa En, skal jeg sende den til den zoologiske Samling ved Christianias Universitet), som indfinde sig en sjelden Gang i Haverne og gjøre sig der tilgode, men forresten intet ondt afstedkomme.(...).

Herforuden er her adskillige farlige Mennesker, som stjæle og vel ogsaa undertiden myrde; dog Slige har man ogsaa i Norge, og man behøver neppe for den Sags Skyld mere her end der at være bevæbnet.(...)

Det nærmer sig og til Enden med dette for mig saa mærkværdige Aar. Dersom Du bestemmer Dig til at lade denne Reiseberetning trykke, saa maa den tjene istedetfor Brev til alle dem, som ved min Afreise fra Norge, bade mig skrive dem til om hvorledes her er. De, som kunne have Lyst til at udvandre hertil, kunne forlade sig paa hvad her er anført; thi jeg har holdt mig til, hvad jeg selv har iagttaget og erfaret og erholdt Underretning om fra kjendte og paalidelige Folk, men jeg vil gjøre dem opmærksomme paa, at Enhver opfatter Forholdene overensstemmende med sin Individualitet, og da Individualisterne ikke altid stemme overens, saa kan det, som for En er behageligt, for en Anden være ubehageligt.

Efterskrift

Rio de Janeiro 16de Februar 1855. Jeg har maattet forlade min lille Besiddelse i Kolonien for Røveres Skyld. Man slaar der et Menneske ihjæl for 5 Daler. Ved min Ankomst hid fik jeg tilbake dette Brev, som var bleven overliggende her. Jeg gaar om en Time til Buenos Ayres. Gud ved om Du hører mere fra mig. Man skal ikke udvandre i min Alder og naar det sker med et saa nedstemt Mod som mit var, da kan heller intet Godt ventes. Hils mine Søskende, og Gud, vor Alles Fader og Forsørger lade os glade gjenfindes engang!
Din J.W.Crøger.
Christiania-Posten 25. Mai, 28. Mai og 3. Juni. 1855.

Jonas Wessel Crøger: En Reise til Brasilien og Uruguay

Christiania 1856

Den 12. september 1854 afgik jeg fra Christiania paa Dampskibet Viken, som skulde til Kiel. Det var første Gang jeg begav mig paa en Udenlandsreise. Jeg havde læst Meget om Sydamerikas deilige Himmel og rige Natur, og jeg havde længe havt Lyst til at se hine Lande, hvor en bestandig Sommer hersker; men der var dog særdeles Meget, som bidrog til at nedstemme den Glæde, jeg ellers billigen kunde have følt, og virkelig var Haabet om at faa fordrevet fra Tankerne en stor Del af hvad jeg havde oplevet, det, som nogetnær mest glædede mig. Dertil kom, at jeg paa Reisen over Skager-Rak var saa frygtelig søsyg og overhovedet saa syg, at jeg ikke ved nogensinde at have befundet mig værre. Dette gik dog over, da vi den følgende Dag fik bedre Veir. Om Formiddagen den 14. Septbr. gik vi op den deilige Kielerbugt, og ved Middagstider lagde vi til ved Kiel. Nu var Alting tysk, og jeg følte mig temmelig ensom og fremmed, medens jeg paa den store Banegaard maatte vente paa Dampvognenes Afgang. Da Tiden til Banetogets Afgang nærmede sig, strømmede en stor Mængde Mennesker sammen, Mænd og Quinder, som alle havde et for mig fremmed Udseende og Væsen. Endelig kom vi afsted. Jeg saa deilige Marker, store Bygninger, lange Myrstrækninger komme og forsvinde, og, da det blev mørkt, var jeg i Altona, en halv Timestid derefter i Hamburg. Livet i Hamburg optog meg. Hvad jeg hidtil havde seet af Liv og Rørelse, store Bygninger, prægtige Udstillinger osv. var lidet i Sammenligning med hvad Hamburg har at opvise. Sjelden undlod jeg nogen Dag at vandre omkring ved Jungfernstieg og under de derved beliggende skjønne Kolonnader. Min Vært, en hamburgsk Mægler, førte meg om i Børsen, som sandsynligvis er det mærkværdige Hamburgs mærkværdigste Bygning. I dens Midte er en stor, firkantet Hal (Plads kunne den kaldes) med Gallerier rundtom og Vinduer i Taget. Denne Plads er paa Børsdagene almindeligvis aldeles opfyldt af Negocianter. Staar man en saadan Dag paa Galleriet, saa ser man nedenfor sig tusinde Hoveder, det ene tæt ved det andet; og gjennem alle disse Hoveder gaar en og samme Tanke, det er Tanken om Penge. Det er Pengenes Almagt, som her bringer alle Hoveder under en Hat, eller en Tanke i alle Hoveder; men det er dog meget langt fra, at alle disse Hoveder er enige. Naar jeg gik igjennem Børsens Gemakker, frapperedes jeg ved at høre en Lyd som af idelige Pistolskud. Det var Gjenlyden af det Smeld, som Dørene gave, naar de lukkedes. Endskjønt jeg ingenlunde forødte, bragte jeg dog snart i Erfaring, at en preusisk Daler er En af de udrøieste Ting i Hamburg. Da jeg havde besluttet at anskaffe mig et Stykke Land i Sydamerika og nedsætte mig som Landmand, gjorde jeg Indkjøb af allehaande Husholdningssager og Værktøi for min nye Stilling, og, da just i de Dage et Skib laa færdigt til at afgaa med Emigranter til Colonien Joinville i Provindsen Santa Catharina i Syd-Brasilien: saa betalte jeg min Fragt som Mellemdækspassager med 75 preussiske Dalere (50 norske Species), og gik, ganske vel forsynet med hvad jeg behøvede til mit nye Etablissement, den 29. September ombord paa Emigrantskibet, der bar Navnet Florentin, var hyret af Handelshuset Chr. Matth. Schreuder & Co., og blev ført af en Kapitain ved Navn Wichmann. Skibet havde henved halvtredie Hundrede Passagerer ombord, dels fra Schweitz, dels fra Hanover, især Harzboere, dels fra Sachsen, Preussen og andre Egne af Tyskland; det var 132 Com.=Læst. drægtig og overfyldt med Gods. Paa begge Sider af det hele Mellemdæk var anbragt to Rader Køier, hver Køie for fire Personer. Disse Køier vare ikke adskilte fra hverandre uden ved et 1/2 Alen bredt Bord, som skulde forhindre, at man ikke tørnede af den ene Køie i den anden. Forresten stod man i den allernøieste Forbindelse med hinanden hvad Lugt, Syn, Hørelse og tildels også Følelse angik. Den hamburgske Colonisationsforenings Agent, Hr. Vilh. Hühn, en honnet ung Mand, til hvem jeg havde et Recommendationsbrev fra en Bekjent i Christiania, havde lovet at gjøre sig Umage for at forskaffe mig en god Plads; men det blev ham en Umulighed; thi da der blandt Passagererne vare mange Familier, som vare beslægtede og bekjendte med hinanden og derfor sluttede sig sammen, jeg derimod var den eneste Norske ombord: saa optoge disse hele bagerste Halvdel af Skibsrummet, og jeg tilligemed en preussisk Tjener, en sachsisk Mekanikus, som forøvrigt var en flittig Person, en hanoveransk Slagter og hans Kone fik vort Rum i Forenden af Skibet, hvor der var hverken tilstrækkeligt Lys eller frisk Luft. Da jeg ikke kunde bequemme mig til at benytte denne Køie, sov jeg de første Nætter paa Dækket. Jeg kom temmelig tidligt ombord, og havde saaledes Anledning til at iagttage de øvrige Passagerer, efterhaanden som de ankom. Da Schweitzerne indtraf, betragtede jeg med Nysgjerrighed disse Bjergboere, Landsmænd af Tell, Stauffacher og Fürst; men mine Forventninger skuffedes. I Klædedragt havde de nogen Lighed med vore Valderser og Tinddøler, men forresten saa de ikke synderlig godt ud. Der var Intet ved dem, som antydede Fædrenes Kraft og Mod. Overhovedet forekom den hele Passagervrimmel mig strax noget grumset, lig Elbens mudrede Vand, som man bød os til Drikke med den Forsikring, at det dog var meget bedre, end det Vand, man havde ombord. Den 1. October bugserede et Dampskib os ud af Hamburgs Havn, og nu begyndte vort Skibsliv. Jeg fandt strax Omgangstonen blandt disse Tyskere meget forskjellig fra mine Landsmænds. Man sang, lo og fjasede. Vi havde og mange Slags Folk ombord: En Chemiker, der gav sig ud for Professor, og som havde havt en Opdragelsesanstalt ved Halle, men hvis øverste Etage skal have været i temmelig Uorden; han var gift med en sydamerikansk Mulatinde og havde en liden Søn med sig; En Doctor medicinæ fra Sachsen med Kone og mange Børn, som paastod at nedstamme fra den berømte Psalmedigter Gerhard; en forhenværende Borgmester i Glogau, som havde deltaget i de politiske Uroligheder, og nu flyttede med sin vivace Kone til Brasilien; to Kjøbmænd med en Mængde Børn; En Mængde Haandværkere af alle Slags, deriblandt sandsynligvis virkelige Spitzbube, og flere Personer, om hvem man sagde, at de manglede gyldige Legimitationer fra deres Hjemstavn. Strax efterat jeg var kommen ombord, stjal man tre af mine Madkopper, saa jeg paa den hele Reise kun havde to, og siden stjal man efterhaanden flere af mine Ting, saa jeg altid maatte gjemme under Laas hvad jeg ikke kunde bære paa mig. Endelig vil jeg og nævne en sleswieg=holsteinsk Student. Denne Mand havde et særdeles tiltalende Physiognomi, og blev mig en sand Glæde paa Grund af den Opmærksomhed han viste mig. Han havde været ansat i Toldfaget; men, da han engang forsømte at tage Hatten af for en dansk Officier, og dertil formodentlig nærede schleswig=holsteinske Sympathier, blev han afsat, og maatte nu søge den uvisse Lykke i det fjerne Sydamerika. Jeg fik ved ham en Forestilling om den Tilstand, hvori et overvundet og kuet Folk befinder sig. Da jeg flere Gange havde haft Anledning til at høre Melodien til den schleswieg-holsteinske Slagsang: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", og fandt denne Melodi ganske udmærket smuk, og skikket for en Krigssang; thi naar man hører den, maa man tænke paa fremrykkende Batallioner: saa bad jeg ham engang citere denne Sang. Dette gjorde han også, men ikke uden Ængstelse og tilsidst synligen bevæget. Han saa sig først om, endskjønt han dog her ombord kunde være sikker for Angivere og uden Fare, og derefter fremsagde han Ordene med sagte Stemme. Han sang den aldrig.

Den Søndag, paa hvilken vi forlode Hamburg, har i Norge Evangeliet om Enkens Søn af Nain. Vi forudsaa dengang ikke, at der iblandt os skulde blive mange Enker, som maatte begræde Tabet af deres Børn. Under Udseilingen af Elben kom vi paa Grund, og maatte blive staaende, indtil Floden kom. Et slemt Omen! Da vi endelig kom til Kuxhafen, opholdtes vi der af Modvind den hele Uge. Disse Dage vare de rædsomste jeg hidtil havde oplevet: vi havde Colera ombord! Hver Dag og Nat døde Nogen iblandt os, og Ingen kunde vide sig sikker paa sit Liv til næste Dag. Veiret var rasende med Storm og Regn, og ude paa Havet vare Mange i Havsnød; thi hyppigen seilede Dødsskibe forbi os. Det er smaae Skibe, lig Dukkeskibe; de have sorte og røde Vimpler, og sættes ud, naar man er i Havsnød. Synet af dem var gruopvækkende. Stormen drev dem hurtigen forbi os; de vare stumme Sendebud, som bragte Budskab om de skrækkeligste Farer og den forfærdeligste Angest, hvori Mennesker kunne komme. Veiret var saa voldsomt, at en Skude, som skulde seile os forbi, ikke kunde styres. Den stødte med sit Bugspryd mod vort Skib, knuste det, drev tilbage, og var kun med yderste Nød afholdt fra nok et Sammenstød. Medens Elementerne rasede, skrege de Syge og Døende i Mellemdækket, derhos bandede og trættede man, saa at Larmen, Stanken og Mudderet dernede ikke var til at udholde. Allerede den 3. October, da vi saa, hvor det vilde bære hen, blev af den forhenværende Borgermester opsat en Skrivelse til DHrr. Schreuder & Co. i Hamburg, hvilken blev underskrevet af mig og mange Andre, og som gik ud paa, "at Reisen ikke skulde fortsættes, førend alle Syge vare tagne ud af Skibet og de fornødne Forholdsregler trufne imod Sygdommen, hvilken Doctor Gerhard erklærede at være epidemisk og nærmende sig til Kolera". Denne Skrivelse blev leveret Capitainen til Besørgelse; thi vi havde ingen anden Vei at sende det. En Nat (den 5. Octobr.) blev Skriget af en døende Kone saa rædsomt, at jeg maatte forlade det usle Leie, jeg havde beredet mig paa nogle Kister i Mellemdækket, og gaa op, for at undgaa at høre denne Jammer. Men hun skreg saaledes, at man kunde høre hende ogsaa paa Dækket. Jeg traf Capitainen, og spurgte ham: "Hører de disse Skrig?" Han svarede: "Ja, jeg hører dem". "Har De afsendt Brevet til Schreuder & Co.?" "Nei." "De maa afsende det". "Ja, imorgen". Nu lagde jeg det paa hans Samvittighed at søge Hjælp, medens den endnu var at erholde, gjorde ham opmærksom paa, at han var ansvarlig for vores Alles Liv, og besvor han ved hans Samvittighed, ved Gud og Mennesker at gjøre hvad der stod i hans Magt for at redde os i denne skrækkelige Tilstand. Men han blev vred og gik fra mig. Kort derefter kom Borgermesteren. (De viste sig som Spøgelser i Natten.) Jeg talede ogsaa med ham om vor Tilstand, og han lovede med Haand og Mund, at Brevet til Schr. skulde blive afsendt næste Dag. Morgendagen kom, men intet Brev blev afsendt. Da jeg nu saa, at det var Capitainens Villie at holde os fast i den Tilstand, hvori vi vare, og at gaa til Søs med et bepestet Skib, og, da jeg hørte de mest fortvivlede Ytringer blandt Passagererne, f. Ex. at springe overbord og svømme iland, hvilket vist ikke Mange vilde have kunnet udføre, og, da jeg selv led af Mavesmerter, Symptomer for den Sygdom, som herjede iblandt os: saa forlangte jeg af Capitainen i mange Personers Paahør at blive sat iland, idet jeg erklærede, at jeg ikke vilde reise længere, og at jeg, om saa skulde være, vilde give Slip paa de Penge, som jeg havde betalt for Passagen, naar jeg kun maatte blive fritagen for at følge med under disse Omstændigheder. Over dette Forlangende blev Kapitainen i høi Grad forbitret, erklærede, at han aldeles ikke vilde tillade mig at komme iland, at Sygdommen slet ikke var smitsom, ja, at han gjerne vilde tage sin Køie i Mellemdækket blandt de Syge. Men da jeg dertil svarede: "Gjør det!" blev han endnu mere opbragt, og raabte: "Han siger: Gjør det!" Han erklærede nu, at det kun paalaa ham, at føre dette Skib til San. Francisco, og at han, dersom jeg ikke vilde tie "havde Midler til at bringe mig til Taushed". Under disse Ytringer slog han mig med Heftighed med sin høire Haand paa Brystet og besværede sig endelig ogsaa over den "Tale", som han sagde jeg igaar havde holdt for ham. Denne Scene var offentlig; men ikke En af de ellers høirøstede, sqadronerende Tyskere oplukkede sin Mund. Jeg saa, at jeg stod alene, og jeg kunde ikke et Øieblik tvivle om, at Capitainen vilde bruge Vold mod mig, dersom jeg trængte mere ind paa ham. Jeg gjentog derfor saa høit, at Enhver kunde høre det, min Fordring, at blive sat iland, hvilket jeg ogsaa gjorde den følgende Dag i Lodsens Paahør, da der var kommen en Baad fra Kuxhafen til Skibet, med hvilket jeg kunde afgaa; men Kapt. svarede: "Jeg har jo sagt, at jeg tilsteder det ikke!"
-Dette var den samme Mand, der som Styrmand førte dette Skib, Florentin, paa dets forrige Reise til San. Francisco, paa hvilken Reise 34 Personer døde. Fra nu af blev mit Ophold ombord overmaade uhyggeligt. Disse ubesindige Mennesker foragtede jeg og Capitainen endnu mere. Han havde jo undsagt mig, og jeg maatte anse ham for en ryggesløs Skurk. Min Stilling fordrede, at jeg iagttog den største Forsigtighed; men det er let at indse, at ingen Opførsel, hvor ulastelig den end kan være, kunde vinde Yndest blandt slige Mennesker. Vil man ikke tude med Ulvene, saa vilde de rive En ihjel. De vare ofte i høi Grad uartige imod mig uden mindste Anledning fra min Side; de hyklede med Kapitainen, og medens de Døende hylte nedenunder, dansede, sang og fjasede man paa Dækket ) ) Jeg havde i Norge baade været Vidne til og maattet døie megen Vilkaarlighed, men hvad nu var passeret overgik rigtignok det, jeg hidtil havde erfaret. Mer end halvtredie Hundrede Mennesker betro deres Liv til en Mands Omsorg, og denne Mand viser sig at være en saa samvittighedsløs Person, at Menneskers Liv og Menneskers Lidelser ikke formaa at bevæge ham, døv imod Døendes Skrig og Forladtes Jammer og Klager, døv imod de billigste og rimeligste Fordringer, en Lovovertræder og en Krænker af fri Mands Rettigheder, færdig til at sætte Vold imod Ret og Trods imod Grunde. Vi laa otte Dage ved Kuxhafen. Hvad havde været lettere end at telegrafere til Hamburg og indhente Forholdsregler? Vi udfærdigede en Skrivelse til Rederiet for at faa Hjælp, og denne Skrivelse undertrykkes; fri Mand forlanger at sættes i Land, og han bliver truet med Vold og holdt tilbage; og endelig løber denne forvorpne Skibsfører i Søen med et forpestet Skib, uden at bekymre sig om Sandsynligheden for, at Alle ombord vilde blive Dødens Bytte eller at Sygdommen vilde blive udført til fremmede Lande. Man maa forundres over et saadant Menneskes Samvittighedsløshed; men hvad skal man sige, naar man hører, at en saadan Fremgangsmaade har vundet Medhold hos Hamburgs høieste Øvrighed? Da jeg var kommen over til Amerika, sendte jeg nemlig en Klage over Kapt. Wichmann til vor Generalconsul i Rio de Janeiro. Et Par Maaneder derefter kom jeg selv til Rio og blev da underrettet om, at Klagen var tilsendt den hamburgske Consul der paa Stedet. Det var dengang den østerrigske Consul Smith, som bestyrede det hamburgske Consulat. Jeg gik til Smith. Denne vilde affærdige mig med Grovheder, men jeg lod mig ikke imponere, saa at han tilsidst maatte love at sende min Klage til det hamburgske Senat. Et Aar derefter kom jeg tilbage til Hamburg. Nu talte jeg med Christen Matth. Schreuder; men han vidste Intet om det Brev, som vi havde tilskrevet ham fra Kuxhafen, heller ikke om min Klage; den var ikke bleven fremsendt. Han anstillede sig temmelig uvidende om det Hele, og vilde skyde Skylden paa Skibets Eier. Saa gik jeg til den norsk-svenske Generalconsul i Hamburg; men han vilde ikke have med den Sag at gøre, og, da jeg ytrede min Forundring derover, svarede han: "Vil De anklage mig, saa kan De saa gjøre." Nu gik jeg til Hamburgs Syndikus eller Udenrigsminister. Denne høie Herre havde altfor meget at bestille til at tage sig af mine Affærer, og en Sagfører, som jeg consulerede, raadede mig til at afstaa fra alle Forsøg paa at drage Vedkommende til Ansvar, fordi jeg her havde med Overmagt at gjøre. Men Modstand ægger. Jeg gik op til Hamburgs Politimester, hvem jeg leverede en Gjenpart af Klagen. Denne Mand var meget artig, lod Klagen, som var skreven paa Norsk, strax oversætte, og førte mig derpaa til Politipræsidenten. Disse Herrer forundrede sig over Kapt. Wichmanns Adfærd, og mente, at Chr. Matth. Schreuder og Co. ikke vilde seet surt dertil, om han i Kuzhafen, havde ladet nok saa mange Passagerer forlade Skibet, og der blev nu lovet, at Sagen skulde blive undersøgt, saasnart bemeldte Wichmann ankom til Hamburg fra en Reise til Vestindien. Under mit Ophold i Danmark i Vinter corresponderede jeg med Politipræsidenten, som viste Sagen til Deputationen for Udvandringsvæsnet i Hamburg, hvis Præsident er en Senator. Denne Deputation havde kaldt Wichmann for sig. Under det anstillede Forhør, havde Wichmann forsvaret sig dels med Benægtelse, dels med Løgne. Han havde saaledes f. Ex. sagt, at jeg havde takket ham, fordi han havde forhindret mig fra den "Ubesindighed" at forlade Skibet i Kuxhafen, og iøvrigt tog Deputationen hans Parti, idet den f. Ex. erklærede, at der ingen Lov gives i Hamburg, som forbyder at tilbageholde (eller tilintetgjøre) Andres Breve, der ere blevne En betroede til Besørgelse, og at der heller ikke i Hamburg er nogen Lov, som forbyder en Skibs-Capitain, der skal føre Emigranter over Havet, at løbe ud, omendskjønt Pesten raser blandt Passagererne. Jeg har senere underrettet Politipræsidenten om alt Dette, og saaledes staar den Sag endnu. Der forekommer mig at være udbredt over den hele Jord ligesom Ret af uretfærdige Menneskers Hænder, som holde fast i hinanden, opretholde hinanden, og nedtrykke alle dem, der ere dem til Hinder. Naar dette Næt er bleven knyttet saa lagt og udbredt saa vidt, at det har opnaaet sit Culminationspunct, saa udsender Verdensstyreren skarpe Sværd, som hugger Knuderne over. Men jeg havde endnu intet Bekjendtskab til Menneskene derude i den vide Verden, hvor man sætter Vold mod Vold. En fransk Adelsmand fra Genf, hvis Bekjendtskab jeg siden gjorde, og som havde nedsat sig i Brasilien, ytrede, da jeg fortalte ham denne Tildragelse, at han, i mit Sted, vilde have truet Skipperen paa Livet, for at tvinge ham til at sætte mig i Land. Han fortalte (og jeg har ingen Grund til at drage Sandheden i hans Beretning i Tvivl), at han for nogle Aar siden havde ladet et Skib i Rio for dermed at afgaa til Kalifornien. Til Skibsfører havde han faaet en ukyndig, trodsig og voldsom Person. Da de skulde omseile Amerikas Sydspidse, indtraf rasende Veir med Snefog og Storm, saa de i meget lang Tid bleve opholdte i hint haarde Farvand. Nu mærkede Franskmanden, at Skipperen holdt urigtigt Bestik, og at man stod i Fare for at løbe mod Land. Da Forestillinger intet vilde hjelpe, gik han frem for ham med to ladte Pistoler i Haanden og befalede ham at styre en anden Kurs. Men Skipperen vilde ikke. Da satte Franskmanden ham 10 Minutters Betænkningstid. Imidlertid iagttoge de hinanden vis à vis. De 10 Minutter gik, og Franskmanden vilde just jage Skipperen en Kugle gjennem Hovedet, da denne gav Ordre til Vending. Det viste sig strax efter, at dersom man havde tøvet endnu 10 Minutter, vilde Skibet være løbet paa Land, og efter al Sandsynlighed Alle være omkomne. Da de ankom til Callao, blev Skipperen afsat og straffet. De Skippere, som fare paa hine Vande, er ofte ganske frygtelige Personer og de største Despoter. Derfor forefalde også ofte blodige Optrin ombord, og en enslig Reisende, maa stedse være paa sin Post og iagttage den største Forsigtighed; thi vil Skipperen noget Ondt, saa har han aldrig Mangel paa Haandlangere, og Havet er dybt og den Døde tier. 8. October kom Vinden fra Norden. Vi løb ud i Nordsøen. Veiret var særdeles skjønt. Vi passerede Helgoland. Den stod der for mine Øyne i den skjønneste Belysning, denne mærkværdige Ø af rødt Fjeld, formet i en Firkant, med høie Portaler og Pillarer paa Siderne: et prægtig Syn, der med stor Styrke vakte min Tanke for Europa, som jeg nu forlod og maaske ikke mere skulde gjense. Europa skylder jeg hvad jeg er og ved. Europa er Historiens, Mindernes, Videnskabernes Hjem. Der, hvor jeg gaar hen, tænkte jeg, er vild Natur, der skal Alt først udarbeides og med Møie tæmmes og uddannes fra sin vilde Tilstand. Er jeg og for min Del et saadant Arbeide voxen? Jeg tror, at dersom jeg dengang kunde have forladt Skibet, var jeg gaaet til Italien eller Frankrige. Den 10. October vare vi nær Themsens Udløb. Havet gik en rolig Gang, Vinden var god og Veiret skjønt. Mange Seilere og Dampere vare at se fjern og nær i det stærkt besøgte Farvand, og et stort, prægtigt Seilskib for fulde Seil (hvilket jo saavelsom en vælig Hest og en høifrugtsommelig Kone ansees for Verdens skjønneste Syn) fulgte os i flere Timer i snorret Linie. Jeg havde nu overvundet Søsygen; men i Mellemdækket kunde jeg ikke opholde mig; thi der førte man et rent afskyeligt og liderlig Hus. Børneskrig, Urenlighed, grove Ord, Skjenden og Banden fra Harz og Schweiz! Jeg laa ingen Nat i Køien, men paa et halvrundt Kistelaag lige under Nedgangen til Mellemdækket. Det var haardt og ubeqvemt; men jeg havde dog der frisk Luft. Sygdommen vedblev hos os, og 11. October vare 14 Døde. Den 12. October befandt vi os i Kanalen, og kunde se baade Englands og Frankrigs Kyster. Dovers Kridtklipper toge sig godt ud, og jeg betragtede med stor Interesse disse Egne, som Digtere og Begivenheder have gjort saa berømte. Paa en lang Strækning vare vi kun halvanden Mil fra England. Vi kunde se Byer og Herregaarde, men Landet selv, der ikke er høit mod Kysten, men høiner sig indadtil, saa ikke synderlig smukt ud, det var ikke grønt men graat. Om Natten kunde vi se Gasbelysningen i Byerne, og store Seilere med Lanternen paa Mast fore os i Mørket forbi. Det var tydelig at bemærke, at vi befandt os i et Hovedstrøg for Liv og Rørelse. Frankrig syntes mig videre og fladere end England; men, da vi holdt længere derfra, kunde jeg Intet især mærkeligt der blive var. Det havde imidlertid sin store Interesse at passere et Farvand af saadan udmærket Betydning, som dette. Historien følger med og minder om mange af de største Begivenheder i Menneskelivet, som her have fundet Sted, og selv vort Norges Sønner have her ridset uudslettelige Runer paa Sagas Tavler. I Døgnet den 14. October seilede vi 50 Mile. Dagen hengik med Søvn. Læsning og Beskuelse af Englands Kyster, men jeg maatte ideligen spørge mig selv: Er dette det grønne England? Dog "nu var det Høst og svulmende hæved sig Havets Bryst". Det var tydeligt at mærke; thi ved Midnatstider til 15. Octbr. passerede vi Cap Lizard, og befandt os altsaa i Oceanet, der vuggede os paa sine uhyre Bølger. Dette var et interessant Moment, og ved at betænke, at vi nu havde for os hin umaadelige Vandmasse, som adskiller de to Verdensdele, og at vi nu skulde svæve hen over denne mer end tusinde Mile uden sikrere Hjem og Tilholdssted end det Fartøi, som bar os, bevægedes Sindet af Frygt og Haab. Europa skulde vi herefter ikke mere faa at se. En tyk, schatteret Taagemasse begrændsede Horisonten, saa at det saa ud, som om vi havde høit Land og Fjeld omkring os; men disse Fjelde forsvinde for et Vindpust. Den 16. Octbr., Søndag, havde vi 19 Døde. Om Søndagene læste En af disse Kjøbmænd en Prædiken eller hvad det var, og en Anden af dem var Klokker. Mig havde man ingen Anmodning gjort om at prædike, og jeg havde og liden Lyst til at prædike for disse Mennesker. Den 18. og 19. Octbr. befandt vi oss vestenfor det Biskaiske Hav. Storm, Regn og Død rasede hos os i disse frygtelige Dage. Skibet laa næsten ganske paa Siden, og Vandet strømmede ned i Mellemdækket som en Fos. Kufferter og Kister kastedes om hverandre, og der hørtes kun Brag, Forbandelser, Skrig og Hylen. Oppe paa Dækket kunde man ikke være, fordi Søen overskyldede det, og Skibet væltede fra den ene Side til den Anden. Matroserne løb skrigende frem og tilbage, Skibet knagede i alle sine Fuger, Skibsklokken lød af sig selv, dens Klempten lignede Dødsklokkens Lyd, og Havet taarnede sine Bølger langt høiere end vore Master naaede, og fòr skummende som en Fos rundt omkring Skibet. I dette Oprør døde Flertallet iblandt os. Hvad kan være rædsommere end en saadan Stilling paa det vilde Hav?
-Et Skib fra Hamburg med Emigranter til Nordamerika gik os ganske nær forbi, og saa omkastet til Siden, at man næsten kunde se dets Kjøl. Den 20. Octbr. ved Middagstider vare vi paa Høiden af Lissabon. Vinden var god og Søgangen ikke saa stærkt som før. Den 21. Octbr. om Eftermiddagen havde vi seilet Europa forbi og befandt os nu vest for Afrika. O, det er en Jammer, at Europas Folk, der dog ere i Besiddelse af alt det, som kan gjøre Livet behageligt, og som kan forædle det, skulde sønderrive hinanden, og midt i Besiddelsen af alt det, hvorfor man i Livet kjæmper, bekjæmpe og forfølge hinanden, saa at Mange med Bitterhed i Hjertet fly til Urskovene i det Fjerne Amerika, for langt borte fra al Civilisation at søge Fred og Tilfredshed. Søndagen den 22. Octbr. var en deilig Dag, hvis Morgen jeg aldrig vil kunne glemme. Havet var mørkeblaat, og en frisk Nordenvind satte Bølgerne i Skum. Solen var afrikansk hed; det regnede lidt, ikke som i Norden i Draaber, men i fine Fnug. Solen stod i Østen i et af mig aldrig før seet Lys og Varme, i Sandhed den stod i sit Solrige. Horizonten var begrænset af blaae Skyer med mange Farvenuancer, og i vesten stod en prægtig, fuld og bred Regnbue. Temperaturen blev nu saa varm, at jeg maatte aflægge mine uldne Underklæder, og Dags=Lyset var klarere og stærkere, end jeg hidtil havde bemærket det. Denne Dags Morgen Kl. 7 vare vi 18 Mile n.v. for Madeira. Heden i Mellemdækket var forfærdelig: Alle der badedes i Sved. Man fandt paa at ansætte en Nattevagt dernede, og, da en Velynder hviskede mig i Øret, at denne Vagt sikkert ikke vilde tillade mig at sove paa Kisterne, hvilket jeg hidtil havde gjort, erklærede jeg Doctoren, at dersom man vilde tvinge mig til at ligge i Køien, vilde det være det samme som at tage Livet af mig. Doctoren udvirkede da hos Capitainen, at en Køie blev indrømmet mig bag Kahytten, hvor jeg kunde ligge afklædt i Lagen. Dette var en stor Forbedring i min Stilling, og jeg ved virkelig heller ikke, hvorledes jeg skulde kunnet holde det længere ud paa den forrige Vis. Jeg var bleven saa mager og afpillet som en Benrad. Dog dette kunde være sundt; jeg mærkede herefter Intet til Gigt og Rheumatisme, som før plagede mig. Man tager heller ikke Skade paa Sjelen ved at gjøre Bekjendtskab med saadanne Gjenvordigheder, som jeg havde lidt, og med slige Mennesker, som jeg var udsat for at omgaas, naar man optager Alt dette paa en rigtig Maade; thi Tanken vendes oftere til Den, som styrer Alt, og hvis evige, vise og retfærdige Love dog maa raade, om end Menneskes Fremfærd synes at ville sno Tingene paa en anden Kant, og Opmærksomheden paa en selv bliver ved Omgangen vakt, saa man baade bedre iagttager sig Selv og lærer sig Selv bedre at kjende. Den 23. Octbr. passerede vi En af de Kanariske Øer. Jeg sad paa Taget af det Skur, som midtskibs var bygget over Storbaaden; da raabte en Matros, som ogsaa sad der: "Der er Land!" og pegede paa en dunkel Masse, som viste sig i Østen. Denne Masse flyttede sig ikke, og tilkjendegav sig derved som Land. Dette var Øen Palma. Da vi vare den nærmest, viste den sig som høit Klippeland, mørkegraat Fjeld, riflet paa Siderne og tagget i Horizonten. Kort efter fik vi og den bekjendte Ø Ferro i Sigte. Dette var første Gang vi saa Land, efterat vi havde forladt Englands Kyster. Under andre Omstændigheder vilde et saadant Syn intet Besynderligt have haft ved sig. Jeg har i Norge seet mange Øer af lignende Udseende; men nu tiltrak det sig i høi Grad Opmærksomheden. Land var bleven os en Raritet, og for den, som er uerfaren paa Oceanet, er det en Fortrøstning at se Land: det er en gammel Bekjendt, som med Sikkerhed fortæller hvor man er. Desuden maatte man ved dette Land tænke paa den Vegetation, den Vin, de Skove, de Fugle, som her findes. Temperaturen under denne Bredde er paa Søen slet ikke trykkende hed. Skyerne skygge, og den friske Vind, som skummer dette deilige, azurblaa Hav, kjøler. Men naar Solen kommer frem, saa er den da og rigtignok afrikansk hed. Jeg finder denne Luft yderst behagelig og velgjørende: den qvæger og styrker. Det gik nu ret godt fremad med os. Den største Hurtighed hvormed vi hidtil havde seilet, var 10 1/2 engelsk Mil i Timen. Denne Fart er vel ikke særdeles stærk, men vi havde jevn Vind næsten bestandig, og det skjød godt frem i Længden, hvilket ogsaa var meget behageligere end stødvise Storme. Den 24. Octbr. kom vi inn i Passaten. Denne bestandige Vind, som fremkommer ved Jordens Omdreining om sin Axel og af den koldere Lufts Indstrømmen i den varmere mellem Vendekredsene, gaar ikke stedse lige langt mod Syd eller Nord, men er afhængig af Solens Stilling. Naar Solen staar i den sydlige Tropicus, saa blæser Nordostpassaten nærmere hen til Æqvator; men naar Solen staar i den nordlige Tropicus, blæser Sydostpassaten nærmere hen til Æqvator, endog ud over Linien. Saaledes ophøre Nordostpassaten og Sydostpassaten ikke i lige afstand fra Æqvator. Man har iagttaget at NO. Passaten gaar til 4 (graders) n. B. i de tre første Maaneder af Aaret, og at den siden aftager 1 Grad omtr. for hver Maaned indtil September. I August kommer den ikke længer end til 11te Grad, men tiltager derefter igjen og er i December ved den 5te G. n. Br. Passaten er Hovedvinden i den hede Zone; men her forekomme ogsaa svagere Vinde, især fra SSV, hvilket dog indskrænkes snart til den ene og snart til den anden Side af Linien, alt eftersom Passaten tillader.
-Vi førtes med en Hurtighed af en geogr. Mil i Timen. Den 24. 25. 26. Octbr. Den ene Dag gik nu som den anden. Dagene vare skjønne og Nætterne ligesaa. Det er behageligt at ligge paa en Madrasse i Høiden og lade sig gjennemstrømme af den tropiske Sols velgjørende Varme og Passatens kjølende Pust. Climaet blev nu meget forskjelligt fra Nordens, og Overgangen var mig saa meget mere paafaldende som den var bevirket i en forholdsvis kort Tid. Det blæste temmelig stærkt, men jeg holdt dog meget godt ud i denne Blæst; uagtet jeg var meget tyndklædt. Luften var gjennemtrængt af den tropiske Hede, derfor var der ingen Skarphed i den, og deri er denne Temperatur saa mærkelig forskjellig fra Nordens; thi hvor varm end Sommerdagen er i Norden, bliver Luften dog aldrig ganske fri for en vis Skarphed, som igjen er andet og mere end Kjølighed, og som strax fornemmes, saasnart et Vindpust kommer. Dette deilige, blaae Hav med de skummende Bølger forekom mig ofte som en gammel Bekjendt; men naar jeg saa mig om efter Land, blev jeg var, at jeg befandt mig langt ude paa Atlanterhavet. Havet syntes mig skjønnere end Himmelen, hvis Blaa ikke var saa mørkt og friskt.
-O, hvor Menneskelivet ideligen gjentager de samme Phænomener! Denne Reise lignede Israels i Ørkenen. Jeg hørte saa ofte sige: " Wenn wir drüben vären! Wenn wir drüben unsre ersten Nachrichten vom Vaterlande erhalten! Drüben er det forjættede Land. Nu stode vi kun ved Tanken og ved Drømme i Forbindelse med dem vi havde forladt i Fædrelandet. I mine Drømme fremtraadte ofte baade Venner og Fiender histhenne, og havde jeg troet paa Drømme, ville jeg have vist hvordan de levede. Havet kunne være saa mildt som Mjøsen paa en skjøn Sommerdag, og jeg fandt i min Stilling en Paralel i mit Liv. Jeg erindrer meget godt hvor glad jeg som Barn var, naar jeg en Sommernat laa i Baaden, der paa den største Udflugt jeg den Tid kjente, førte mig og mine Forældre og Sødskende over Nordsøen i Thelemarken til Besøg hos en kjær Familie, som boede ved den anden Ende af Søen. Vi havde ikke Seil, thi Saadant var endnu ikke kjendt i hint Farvand, men en stor Birkebuske tjente som Seil. Vi havde vort Leie paa Birkeløv. Jeg kunde da ligge og se paa Stjernene og høre paa Rorfolkets taktmæssige Aareslag, og tænke paa de Glæder, som forestode, indtil jeg vuggedes i Søvn. Men Aarene gik, og for mig udvidede Horizonten sig mer og mer. Her paa Verdenshavet: at ligge høit oppe paa Dækket over Redningsbaaden i Skyggen, som seilet giver mod den tropiske Sol, og høre paa de skummende Bølger og Seilenes Brusen i Passaten: det var en anden Vonne, det var ubeskrivelig deiligt.

Den 27. Octbr. passerede vi Krebsens Vendecirkel. Vi vare 50 Mile fra Afrikas Kyst, hvilken vi holdt os saa nær, for at kunne benytte Sydost- passaten, naar vi kom længere mod Syden, og af denne føres over til Brasilien. Denne milde Vind blæste med jævn Styrke, ikke stødvis, men stadigt. Seilene stode bestandigt lige meget udspændte. Det forekom mig ofte som om det ei var Vind, men en Strøm i Luften, der drev os frem. Vi havde endnu bestandigt Syge og Dødsfald, og alle begyndte vi at føle Ulemperne af en lang Søreise: Mangelen paa Motion og ordentlig Kost. Det Spisereglement, som blev os givet i Hamburg, blev ikke overholdt; det salte Kjød og Erterne kunde ingen spise, Ris fik vi ikke og ikke heller Grønsager. Mathed plagede Alle. Man vilde stedse ligge eller sidde, hvilket ikke godt lod sig gjøre i det snevre Rum. Derfor leirede vi os med vore Tepper og Madrasser overalt, hvor vi kunde, paa Dækket.

Den 28. Octbr. Jeg saa idag første Gang flyvende Fiske, først enkelte, siden store Flokke. De hæve sig nogle Fod over Vandet og kunde flyve 40 til 50 Skridt, stedse imod Vinden. Der var smaae og store iblandt dem, alle glimrede sølverhvide. Jeg fik paa denne Reise ikke gjort nøiere Bekjendtskab med dem; men senere hen fangede vi dem paa Dækket og stegte dem. De ere saa fine og velsmagende som nogen Villing (Vitting?) og ligesaa store. Vi saa ogsaa store Sverme af Thunfiske, som boltrede sig om Skibet, sprang høit op over Vandet og bestandig paa Hovedet ned igjen. Disse ere store som svære Lax og smage fortræffeligt. Matroserne harpunerede dem fra Forenden af Skibet.
-Om Natten viste Morilden sig udmærket smuk. Den rullede i Kjølvandet lig Kugler saa store som Æbler.

Den 29. Octbr. Iblandt Passagererne var en Mand fra Schweiz af et skummelt Udseende, med et forkert Øie, fræk og uforskammet. Naar Nogle talede sammen, indfandt han sig gjerne og blandede sig i Samtalen, skjønt han godt kunde mærke, at man ikke syntes derom. Jeg hørte ham engang ytre, da man besværede sig over det trykkende Ophold ombord, at det var bedst her; thi man slap for at arbeide. Han havde nu i nogen Tid været syg. Da jeg imorges havde lagt mig paa Storbaadens Tag for at nyde nogen Hvile, hvilket høiligen kunde tiltrænges, fordi man ingen Rolighed kunde faa om Natten og desuden svedede baade Dag og Nat, blev jeg vækket af Matrosernes raae Stemmer, som raabte: "Plads", og slængte dette Menneskes døde Krop derop. Nogle Minutter derefter kastedes han ud i Havet. Jeg havde hørt ham smagte ved Tanken om de deilige Frugter, som han skulde komme til at smage, naar han var kommen frem. Nu blev han selv et Bytte for Havets Uhyrer. Da jeg saa ham fare i Dybet, bad jeg, at Gud vilde forunde mig at dø i Fred og at have kjærlige Mennesker omkring mig ved min Jordefærd. Jeg hørte ofte den Ytring: "Det er mig ligegyldigt, om mit Legeme, naar jeg er død, bliver kastet i Havet og opædt af Haien". Men jeg kan ikke komme overens med den Tanke. Jeg ønsker, at mit Legeme maa blive overgivet vor Moder, Jorden, for i den at forvandles og fra den udgaa til nyt Liv. Det er, synes mig, den naturlige Orden, og det er den Vei, som vor Frelser selv gik. I den Køie, hvor jeg ogsaa skulde have ligget, havde man hensat et halvandet Aar gammelt Barn, hvis Fader og Moder vare døde her ombord. Det var saaledes ganske ene og forladt. Den hanoveranske Slagter og hans Kone havde paa Anmodning taget det til sig, men de mishandlede det. I denne mørke Køie sad det arme Barn, som Ingen vilde pleie, inderst i en Krog. Det fugtede om sig, græd ideligen og raabte paa Mama. Mælk havde man naturligvis ikke at give det. Jeg saa Slagteren vilde tvinge det til at spise en tør, haard Skibstvebak, hvilket var det en Umulighed, og naar det græd, slog han det, saa man kunde høre det langt borte. Opbragt over denne umenneskelige Behandling imod et lidet, ulykkeligt Barn, sagde jeg ham en Dag Sandheden. Men nu opstod en anden Slagter, fra Altenburg, tog sin Medbroders Parti, sagde, at Barnet blev godt behandlet, og skjældte mig ud i de groveste Udtryk. I Førstningen blev jeg noget forbauset over alt dette; men jeg besindede mig snart, idet jeg kom til Erkjendelsen om, at jeg her havde med gediegen Pøbel at gjøre. Kort derefter blev Barnet tagen fra disse Mennesker og sat til andre Folk, som pleiede det bedre. Nu kom det op i Dagen paa Dækket, saa jeg kunde se, hvorledes det saa ud. Det var ingenlunde vakkert, men havde et par store, stærke Øine. Det vilde næsten Intet æde, og kunde sidde ganske roligt flere Timer paa samme Plet, stirrende hen for sig uden at mæle et Ord. Nogle Dage derefter døde det. O Skjæbne, o Menneskeliv! Men hvad bekymrer vel en Capitain Wichmann sig om et lidet Barns navnløse Lidelser!

Den 30. Octbr. Idag døde en Orgelbygger fra Preussen og igaar hans Barn, den lille Alfred, Alles Yndling. Hans unge Kone som engang sagde mig, at hun hellere vilde dø, end miste sin Alfred, har nu mistet meget mer. Den hede Zones Sol er visseligen hed. Mit Hoved led; men jeg var forresten frisk, svedte og drak idelig, var mat, men spiste, saaledes og de andre. Vi havde nu faaet en Tønde at bade os i, hvilket gav Lindring.

Den 1. November. Temperaturen var 24 (grader) R. i Skyggen. Jeg bar igaar mine Køieklæder ud paa Storbaadens Tag, for at lufte dem. Da jeg havde opholdt mig der en kort Stund, og ret frydede mig over den milde Luftning og det deilige Hav, blev jeg opskræmt og fordreven, og det for bestandig, fra dette mit Yndlingssted; thi ifølge paalidelige Efterretninger og anstillede Undersøgelser i Zwischendeck havde Heden gjort Productiviteten blandt de Krybende dernede overordentlig stor, saa at fire Mand maatte foretage en almindelig Renovation. Nu bleve Køieklæderne dernedefra lagte derop. Procul, o procul este...
Inat døde Professorens vakre, lille Søn, og denne spæde Blomst blev udkastet i Havet. Orgelbyggerens unge Kone var nu den personificerede Sorg. Hun sad idag alene i et Hjørne her paa Dækket og bladede med famlende Hænder i nogle Breve, som hun udtog af en Tegnebog. Det var vel Erindringer fra lykkelige og kjærlighedsfulde Dage. Den lille Alfred er borte, og Manden er borte. Deres Hvilested se vi ikke og ønske ei at se det; Havet har opslugt Alt. Sorgen og Mindet
-hvilket Gravmonument!
-er alene tilbage.
Det gjorde mig meget ondt at se denne af Sorgen dybt nedbøiede Qvinde, men hun kom seg igjen. Capt. Wichmann, gift Mand og Fader, tog det paa sig at trøste hende baade for Mand og Barn. Hun reiste med ham tilbage til Europa, og saa havde han jo Leilighed nok til at trøste hende. Vi plagedes af idelig Tørst. Styrmanden havde noget baiersk Øl, som kostede 20 pf. Flasken. Den daglige Ration Vand var 1 Flaske pro. persona. Min medhavte Ædik og Rum var gaaet op. 2. November. Vi holdt fremdeles langs Afrika i 50 Miles Afstand. Svalerne derfra besøgte os. De vare trætte af den lange Flugt, og vi havde nogle stadigen ombord.

4. Novmbr. Skjønnere Maaneskinsnat end den igaar havde jeg aldrig seet. Maanen har under disse Breddegrader et lysere og hvidere Skjær end i Norden. Vi havde leiret os paa Kahytsdækket, og man sang. Alle Tyskere kunne synge, tror jeg. Det var gemüthlich. Jeg var oppe til Midnat; men jeg besluttede ikke oftere at lade mig saaledes fortrylle af Maanen, at jeg maatte forsømme at bedække mit Hoved omhyggelig; thi det straffedes her med en stærk Hovedpine den følgende Dag.
-Vi vare 5 Grader fra Æqvator, glede fremad, men sagte.

Den 7. Novmbr. Kl. 3 1/2 Eftermdg. passerede vi Æqvator. Jeg var længe oppe igaaraftes, for at sige den nordlige Himmels Stjerner Farvel; men i Norden stod en prægtig Uveirssky, som af og til belystes af Maanen og tog sig overordentlig skjønt ud. Vinden var saa jævn, og Havets Gang saa rolig i disse Uger, at jeg finder det troligt, hvad Humboldt siger, at man i aaben Baad vil kunne seile fra Portugal til Vestindien. Vi havde altsaa nu sagt Jordens nordlige Halvkugle Farvel. En saadan Skilsmisse stemmer Sindet med høitidligt Alvor og levende men tillige, som alt Uvist, noget ængstelig Forventning om hvad senerehen vil møde. Nyt vilde det blive, men tillige saa fremmed, at man ikke med fuld Fortrøstning kunde imødese det. Nu flytte Folkene fra Norden til Syden og Vesten. De ville der danne sig et nyt Hjem, tildels fordi de ere kjede af det gamle. Men om nogen Tid ville de have omskabt det Nye i Lighed med det Gamle; thi de gamle Vaner følge med, og Menneskene ville altid blive sig selv lige. Desuden har jo selve Salomon sagt, at der sker Intet Nyt under Solen. Omsider vil da Syden og Vesten komme til at lide af de samme Onder, som dreve Udvandrerne fra Norden og Østen. Menneskelivet er opfyldt med idelige Gjentagelser, men gaar dog vistnok også fremad, om end denne Fremgang ligner Munkens, som gjorde en Valfart paa den Maade, at han stedse steg to Skridt frem og derpaa et tilbage. Eller skule vi antage, at en ny, forbedret, høiere Æra i Menneskeslægtens Liv vil opstaa i Amerika, naar Europas Videnskab og Kunst faar taget denne den nyeste Verdensdel i Besiddelse, og tilgavns faar sat dens umaadelige Skatte i Drift, og Civilisationen faar flyttet ind og taget Hjem i hine herlige Lande? Nu, vi ville faa at se: vor Tid er den hurtige Udviklings Tid.

Den 9. Novmbr. En Ulykke blev det os, at Styrmandens baierske Øl gik op, ligesom hans Vin. Endnu havde vi 400 geogr. Mile igjen, og Vandet ombord vaar gaaet i Forraadnelse. Kl. 6 1/2 havde vi en prægtig Aftenrøde paa den vestlige Himmel, som var aldeles illumineret. I Horizonten, i Aftenrøden, laa mørke Skymasser, lig Ildbjerge og fjerntliggende Land. En Aften af dette Slags har jeg aldrig før seet i Virkeligheden, men noget lignende vel i de Tegninger, som følge Sir John Ross' Beskrivelse over hans Reiser i Polarlandene. Han klædte sig i Pelsværk fra Hoved til Fod, men vi vare langt borte fra hans Snefog, Is og iskolde Vinde.

Den 11. Novmbr. Passaten blæste rask, vi gjorde 1 1/2 Mil i Timen og befandt os under 10 (grader) s. V., 50 Mile fra Brasiliens Kyst. Den sydlige Himmel er pragtfuld. Jeg havde læst, at den havde færre Stjerner end den nordlige, men det synes mig ikke saa. Syvstjernen havde vi i NO. Den funklede med en herlig Glands, og det herlige, interessante Stjernebillede, Sydens Kors, stod blinkende i Vesten. Stjernerne havde et meget stærkt Skin, og Stjerneskud forekom særdeles hyppigen.

Den 13. Novmbr. Vi løb 8 Mile i Vagten eller 2 Mile i Timen. Luften var skyet, og Skibet slingrede stærkt. I Nat døde et Barn og idag atter et. Ialt ere 35 iblandt os døde. Søen gik meget høit, og Skibet væltedes fra den ene Side til den anden, hvilket gav Anledning til mange baade pudserlige og fatale Optrin. En del gamle Kjærringer og Smaaunger havde meget uforsigtigen taget Plads paa en Bænk, som stod ganske løs på Dækket ved Kahytten. Da kom en uhyre Bølge, slog ind i Skibet og førte alle disse i en Masse til den ene Side af Skibet, og, da dette strax derpaa slog om, førtes de ligeledes i alt dette Vand tvers over Dækket til den modsatte Side. Modstand var umulig, og deres prisgivne Forfatning fortvivlet. Omsider kom Matroserne til og fik dem fat og frelst, men Adskillige havde faaet stærke Kontusioner. Til samme Tid havde en Del Madamer af den bedre Klasse forsamlet sig til Kaffesladder i Zwischendeck. Kopperne vare arrangerede, Kaffekanden fremsat, Pladserne indtagne, og man vilde just lange til;
-da kom den fatale Bølge, kastede Skibet paa Siden, og Kaffekande, Kopper og Madamer styrtede alle om hinanden. En ung, rask Bygmester fra Berlin havde været Vidne dertil, og kom op og fortalte os det Altsammen.

Den 14. Novmbr. Vi gjorde 9 Mile i Vagten og vare 30 Mile fra Brasiliens Kyst.

den 15. Novmbr. Vi havde stærk og god Vind.

16 Novmbr. Middag befandt vi os under 24 (grader) s. B. og 40 (grader) v. L. fra Greenwich. Jeg døbte idag et Barn, som tilhørte den hanoveranske Slagter.

Den 17. Novmbr. Vi vare 7 Mile fra Brasiliens Kyst. Det var næsten Vindstille, og den Tanke, at vi nu, saa nær vort Maal, kunde blive opholdte endnu i lang tid, ængstede os meget. Men er det skrevet i Skjæbnens Bog, (og da maa det være skrevet for længe, længe siden) at vi imorgen skulle sætte Foden paa brasiliansk Jord, saa vil det ske. Saaledes trøstede de hinanden.

Den 19. Novmbr. Søndag. Vi vare 50 Minutter fra San. Francisco. O, hvor hjertelig kjed jeg var af dette Skib og den allerstørste Del af dette Selskab og den hele Reise! Sjel og Legeme var bleven mat og træt, man gad næppe tale længere.

Mandags Morgen kl. 5 den 20. November 1854 saa jeg første Gang Brasiliens Fjelde, ikke høie, fremtrædende i en Taagemasse, dunkle, røde af Morgenskjæret. O, vi kom nærmere! Deilige Øer laa nær os, store, dunkelgrønne Sletter, Fjelde med høie Tinder: Alt bevoxet med Skov. Dette var Urskov, og her hævede Palmen sit Hoved høit op over de andre Træer, og Vinden legede med dens lange Blade. Fjeldene dannede her Vinkler i alle Retninger, og disse Dale saa overordentlig tillokkende ud; men de ere ubeboede, og kun det vilde rødhudede Menneske færdes der. Saadanne Fjeldsituationer har jeg vel seet i Norge, saadanne Skar med Dale til alle Sider f. Ex. i Leirdal, hvor Fjeldene dog ere noget høiere end her; men denne Vegetation, dette rige Løvdække helt over ser man ikke i Leirdal, ikke i Norge, hvor skjønt end Norge er. Se hin Tinde! Hvilket fortryllende Punkt! Hav og Land overkues jo derfra hen i det uendelige Fjerne, og derover den milde, deilige Himmel! Her er evig Sommer, og Jorden frembringer her uafladeligen, uden at hvile, sin Rigdom af Frugt. For en sagte Bris glede vi ind i San Franciscos Havn, og Ankeret faldt. Tirsdags Nat sov jeg paa Dækket og vaagnede ved en deilig Solopgang under Musik af Sangfuglene fra det nærliggende Land. I denne Concert udmærkede sig især en Fløitonist, som havde sin Station i en lysegrøn Hæk, der var ganske oversaaet af gule Blomster. Jeg hørte ham i over en Time gjentage og variere sine deilige Melodier.

San Francisco

Jeg havde læst Meget, hørt Meget og erfaret Noget angaaende den Fryd man føler, naar man efter en lang Søreise sætter Foden paa Land; men jeg havde ikke følt den Glæde før i den Grad som nu. Om Landet end havde været goldt og ryt som Hammerfest, vilde man dog været glad i det, hvormeget mere maatte man da ikke glædes ved at komme til et Land som Brasilien?

Jeg gjorde strax Udflugter til alle Sider, og saa nu de Ting, som jeg før kun kjendte af Beskrivelsen f.Ex. Kokospalmen, Kaffetræet, Orangetræet, Colibrien osv. San Francisco er en liden By med en overmaade skjøn Beliggenhed; men hvor tilbøielig jeg og var til at se Alt i et forførende Lys, saa kunde jeg dog ikke dølge, at denne By forekom mig at være en Ubetydelighed. Nu, man maa heller ikke ved en lille By i Brasilien tænke sig en saadan Samling af nette, malede Huse med blanke Vinduer og brolagte, feiede Gader ligesom i Norge. I San Francisco er ingen brolagte Gader; der er heller ikke Vinduer paa de graae Stenhuse. Istedetfor Vinduer har man Luger eller Gitre, som hele Dagen staa aabne; thi man vil gjerne have Luftstrøget gjennem hele Huset. Paa Gaderne færdes ingen stadselige Personer, men fordetmeste kun Sjouere og Negre og en Mængde Geder, hvem Heden har gjort meget dovne. Men Landet omkring er meget deiligt. Byen ligger paa en meget stor Ø. Jeg tænkte mig en saadan Ø i et norsk Colonisationsselskabs Hænder!

Da jeg var i Hamburg, havde jeg seet anført i de af den hamburgske Colonisationsforening udgivne Beretninger Navnene paa 34 Norske, som skulde findes i Colonien Joinville. Ved nærmere Undersøgelse paa Stedet reduceredes dette Tal til 10. Nogle af disse kom ombord til os i San Franciscos Havn. Men jeg blev lidt slagen ved det temmelig sluskede Udseende, som de alle havde. Barfodede og skidne vare de, og jeg havde ondt ved at tro, at de havde tilhørt det Selskab af ridderlige Eventyrere, som i 1851 droge ud fra Trondhjem for at finde Guld i Californien. En Undtagelse gjorde den unge og smukke Kjøbmand Ulriksen, som var fra Holmestrand, og har Hus, Handel, Land og Kone i Colonien. Da jeg om Aftenen, belæsset med Blade og Blomster til stor Fryd for alle Børn ombord, kom tilbage fra mine Excursioner, var der fuldt Bal ovenskibs og nedenskibs.

Colonien Joinville

Dagen derefter gik jeg med min Bagage op til Colonien; derhen fra San. Francisco skal være 3 Mile, Alt søverts. Man ror en Fjord ind til Mundingen af Francisco=Floden, som paa en lang Strækning ind i Landet er seilbar for store Skibe, og, naar man er kommen den forbi, følger man de Smaafloder, som i mange Bugtninger føre længere vester ind i Landet, der her er skovbevoxet, lavt, sumpigt og hyppigen oversvømmet, indtil man lander ved Coloniens første "Emphanghaus": en yderst tarvelig Vaaning med Jordgulv og uden Skorstene. Væggene vare gjennemsigtige og bestode af Støre. Herfra fører en bred Vei over en Slette til Coloniens Etablissement.

Det første betydelige Hus, man møder, er en stor Kjøbmandslade, tilhørende den rige Hamburger Vorsang. Derefter kommer man til Prindsen af Joinvilles Agent, hr. Consul Aubes smukke Vaaning; siden ligge de andre Colonisters Huse i lange Mellemrum adspredte paa en stor Slette, der gjennemskjæres af mange og brede Veie, hvoraf nogle ere mere end 1 norsk Mil.

En af disse Veie fører Navnet "Den norske Piccade". Hr. Aubes Bekjendtskab, saavelsom hans unge, smukke Kones, havde jeg allerede gjort ombord paa Florentin. Jeg havde et Brev med til ham fra den norske Læge Møller, som var fulgt med de andre Norske fra Trondheim, og havde opholdt sig her nogen Tid. Paa et Herbergersted traf jeg Kjøbmand Gørresen fra Størdalen: en meget smuk, ung Mand, som strax tilbød mig Logis i sit Hus. En Del andre Norske kom til og bare mit Tøi op, hvorpaa jeg tog ind hos Gørresen. Det Indtryk, som dette Sted gjorde paa mig, var livligt og opmuntrende. Vel staar Urskoven endnu paa mange Steder lige ned til Husene; men Færdselen af Mennesker og Dyr, og Livet i denne rige og blomstrende Natur, dette Liv af Insekter, som aldrig tie, denne Duft, denne Pragt var oplivende og behagelig, og det hele syntes mig muntert og meget lovende. Colonisternes hvide Huse med ordentlige Vinduer og hvide Bladetage og med en skyggende Veranda udenom toge sig særdeles vakkert ud. Hertil kom Befrielsen fra det trykkende Liv ombord og fra det ubehagelige Selskab, samt Forandringen i Kost. I Colonien var godt Hvedebrød at erholde, godt Vand, Kaffe og deiligt Sukker - 5 pf. pr. Pd. - avlet paa Stedet, skjøn Ris, avlet og tilberedet paa Stedet, Farinha=Mel, tilberedet af Mandiocca=Roden osv., frisk Mælk, rigtignok dyr - 6 pf. pr. Flaske - men dog at bekomme, hvilket var en stor Vederkvægelse. Friskt Kjød var der ingen Mangel paa - 6 pf. pr. Pd. -: der kom store Drifter med Okser fra Curitiba og Rio Grande do Sul, hvor Qvæget løber vildt omkring. Disse Dyr udmærke sig ved deres Størrelse og svære Horn. Ogsaa tørret Kjød - carne seca - saavelsom Flesk er der nok af. Smør har man ikke i disse Egne; men man savner det heller ikke.

Fra Colonien af har man i Nord og Vest Landskabet Curitibas skovbegroede, maleriske Fjeldrække, og om Aftenen har man kunnet se Rødhu- dernes Ild blinke fra disse Fjelde. Da jeg følte mig dygtig afkræftet efter Reisen, hvilede jeg ud hos Gørresen en 14 Dages Tid, og gjorde i de Dage mange Excursioner rundtomkring. Jeg besøgte da ogsaa Hr. Vorsang paa hans Etablissement "Neu-Hamburg", hvor han havde en smuk Vaaning og en Sukkerpresse; thi Sukker= og Kaffe=Avlingen er Coloniens hovedsakelige Bedrift. Hr. Vorsang havde været i Norge og besøgt alle vore største Byer. Han er en dannet Kjøbmand, som er flyttet hidover med mange Penge og en stor Familie. Vi gik ud for at bese hans Plantager og kom op paa en stor Haug, hvor der laa et umaadeligt stort, nedhugget Træ. Præsten i Colonien fulgte med os, og medens jeg stod nedenunder og talede med Selskabet, hørte jeg ham derovenfra Bullen af de kjæmpemæssige Træ tilraabe mig, at jeg maatte komme derop.

Det skede, og hvilket Prospect laa der udbredt for vore Øine! Vi kunde se en Fjeldstrækning i en Halvcirkel fra Paranagua til Blumenau i en Længde af over 20 Mile fra NO. til SV. En Mils Vei fra os styrtede en Fos ned over Fjeldet, men overalt hvor Blikket kom, mødtes det af Skov, lutter Skov, men ganske andet Slags end Norges Naaleskove. Den stod der ubevægelig, stille, tyk og massiv som om den var af Metal. Det var et interessant Syn, men melankolsk og noget rædselindgydende. Da jeg i nogen Tid havde betragtet dette storartede Prospect, greb Tanken om Norge mig med Magt, og jeg udraabte: "Norden, hvor er Norden?" "Der", svarede man, og pegede mod Nord. "For 80 Dage siden stod jeg i Norge, og nu befinder jeg mig 2000 Mile derfra, midt i en af Sydamerikas Urskove!"

Da jeg havde truffet Landsmænd i Colonien, og Egnen behagede mig, besluttede jeg at blive der. Det gjaldt altsaa at finde et ønskeligt Stykke Land. En Dag tog jeg min Dobbeltflint og vandrede henad den franske Piccade, der fører 2 a 3 Mile gjennem Skoven til Floden Cubaton (Cabatao), hvor Hr. Aubè har anlagt en Rismølle, og hvor en Del av de Norske arbeidede. De Vilde komme der ogsaa, og engang sendte de et Par Pile efter Nordmanden Kraabel, hvilke nær havde borttaget hans Øren. Jeg gik temmelig langt forbi den sidste Colonists Bolig. Veien førte herfra over en lang Slette, ved hvis Ende den slyngede sig op over en Høi. Det var Middag, og over den lyserøde Vei skinnede med mange Farvemaneer i Sollyset Bladene af en Mængde forskjellige Træer. Det saa overmaade skjønt ud, og jeg besluttede at fortsætte min Vandring didhen. Da jeg nu stod der paa Høiden, fængsledes jeg af den underfulde Natur, som omgav mig. Jeg havde læst om den Ro, som kan finde Sted i Urskoven, men hvad er vel en Beskrivelse imod Virkeligheden? Ingen Vind susede her; stille hang de mægtige Blade fra de høie Træer; lydløse flagrede store, glimrende Sommerfugle mellem Blomsterne, og Colibrien for mig forbi som et Lyn; ingen Lyd fra nogen levende Skabning lod sig høre, og dog syntes mig, at jeg aldrig havde seet et kraftigere liv omkring mig.

Da jeg havde staaet der en Stund, hørte jeg en fin Lyd oppe fra en herlig Ceder tet ved Veien, og blev var en deilig, dunkel=violet Fugl med gule Ben, gult Næb og en prægtig stor Plumage, der lokkede en anden af samme Art til sig. De nærmede sig hverandre og jeg lagde Geværet til Kinden for at skyde, men ventede kun paa, at de skulde komme hverandre saa nær, at jeg kunde ramme dem begge. Men just da jeg vilde trykke løs, næbbedes de. Da sank mit Gevær fra Kinden. Hvorledes skulde jeg kunnet optræde forstyrrende og myrdende i denne herlige Harmoni, som overalt omgav mig?

Jeg gik til mit Logis igjen, blev enig med Hr. Aubè om Kjøbet af Høien og besluttede strax at paabegynde Oprydningen. For at være mit tilkommende Hjem nærmere, flyttede jeg fra Gørresen og leiede en Palmehytte hos en hanoveransk Lieutenant von Lastberg. Denne Hytte laa et Stykke fra Lastbergs Hus og lige ved Urskoven.

Stedet var rigtignok berygtet; thi den forrige Eier var for et Aar siden en Morgen bleven funden død med gjennemhugget Bryst og ellers skrækkeligen mishandlet udenfor sin Dør, og inde i Huset, bag Døren, fandt man hans Kone myrdet med 20 Dolkestik. Men jeg frygtede ikke for Røvere. De fleste Penge, jeg eiede, havde jeg leveret Gørresen i Forvaring, og godt bevæbnet var jeg. En Palmehytte er imidlertid ingen Borg. Væggene bestaa af Lægter, som sammenbindes med Sipo, en Slyngplante, som snor sig om Træerne, er af Tykkelse som en Kjøretømme og saa stærk som Tougværk. Denne Plante vokser op til Træets hele Høide, slynger sig udover dets Grene, lægger der paany Rødder, voxer derfra nedad igjen, indtil den naar Jorden, hvor den da atter skyder Rødder og voxer op igjen paa samme Vis. Den hænger med sine Ender i tusindvis ned fra Grenene, og man kan slide dem ned og bruge dem til at binde med. En Palmehytte har Tag af Blade, og almindeligvis fører man Taget noget ud over Husets Væg for Lyets og Skyggens Skyld. Da Lægterne, hvoraf Væggene bestaa, aldrig nøie sammenføies, saa er Hytten naturligvis gjennemsigtig.

I en saadan Hytte indrettede jeg mig, og anbragte mit Leie paa en Hjæld, som jeg fik istand. Deroppe havde jeg om Natten min ladede Dobbelt- flint og min skarpslebne Sabel. Jeg levede aldeles som Eremit. Om Dagen var jeg fordetmeste ude paa mit Land og ryddede Skov. Jeg hug store Træer overende, hvilket i deres Fald sloge mange mindre til Jorden, og frembragte en Bragen, der gjenlød langt henne i Urskoven, saa jeg næsten forfærdedes ved mit eget Værk, som om Skovens Aander eller Beboere, der her havde levet uforstyrrede siden Skabelsens Tid, vilde komme og kalde mig til Regnskab, fordi jeg, en Fremmed saa langveis fra, var kommen for at forstyrre deres Ro.

Naar jeg kom hjem om Aftenen, besørgede jeg mine huslige Forretninger, kogte selv min Mad og indøvede mig i alskens Arbeide, som en Landmand bør at vide. Til Natten krøb jeg op paa min Hjæld, befalede mig Gud i Vold, og, da jeg var træt, sov jeg almindeligvis snart ind. Men undertiden, naar Nætterne vare bælmørke, fik jeg ikke saa snart Ro. Dybt inde fra Skoven hørtes nemlig en Mængde forunderlige Lyd, og nogle deriblandt bansat skrækkelige, F.Ex. som naar man myrder Folk eller piner smaa Børn. Der var baade Discant og Bas, baade Hyl og Brøl. De kom nærmere, de kom tæt ind til min Hytte, og jeg hørte det puslede og gik udenfor. Da var det ikke saa let at komme til at blunde. Men jeg tænkte, at Han, som raader for Alt, ogsaa vilde beskytte mig, - vendte mig om paa mit tarvelige Leie og sov ind.

Om Morgenen, naar jeg vaagnede, stod Solen der i al sin Herlighed, og den hele Natur var Liv og Fryd. I Skoven, om Dagen, var det rigtignok noget ødt. Undertiden kom en Vandringsmand forbi, og advarede mig vel imod de Vilde, men jeg frygtede ikke synderlig for dem, saa dem heller ikke. En Dag, medens jeg var ifærd med at hugge et Træ om, hørte jeg en usædvanlig Raslen i det tykke Løvhække bag mig. Man bliver nemlig, naar man nogen Tid har færdes i Urskoven, let vant til at skjelne mellem de forskjellige Lyd, som der forekomme, lige fra et nedfaldende Blads Larmen, - og der findes Blade af 3 Alens Længde - til Colibriens Virren i Luften, naar den farer En forbi med en saadan Hurtighed, at man ikke kan se den. Jeg vendte mig hurtigt om, og greb mit Gevær. Da saa jeg Bladene i Hækken bevæge sig, som om et stort Legeme smuttede væk, men noget Tydeligere kunde jeg ikke se. Muligvis var det en Rødhud, som vilde gjort mig en Visit, men blev skræmt af mit Gevær; thi de ere bange for vore Bøsser, hvis Farlighed de kjende, men hvoraf de selv ingen have. Brasilianerne have viseligen afholdt sig fra at forsyne dem med Skudvaaben. De lade sig ogsaa let skræmme af enhver dem ubekjendt Lyd.

Paa denne Maade hengik mit Eneboerliv. Hver Morgen, naar jeg havde drukket min Kaffe og spist mit Hvedebrød, vandrede jeg med Øksen og Geværet paa Nakken og et Stykke Brød og Kjød i Lommen ud til mit Land, og arbeidede der til Kl. 5 om Eftermiddagen. Stedet fik jeg mer og mere kjært. Skoven stod ikke meget tæt, men de Træer, som der voxte, vare høie og tykke, og deriblandt nogle Cedere af udmærket Skjønhed, saa og Mangutræer, Palmer og andre af Brasiliens skjønne Træsorter. Underskoven var ikke meget tæt, derimod var der en Mængde fortørret Sipos, tykke som et Spanskrør og hule, hvilket var et tegn paa god Jordbund. Naar jeg lagde 3 a 4 sammen og tændte Ild i Enden, havde jeg den prægtigste Fakkel. Den nedfældte Skov brændte jeg, saasnart den var tør nok, og dette var et interessant Arbeide; thi jeg havde ofte meget store Baal brændende, og Ilden var mig Selskab.

Efter nogle Ugers Forløb havde jeg ryddet en Vei fra Piccaden af og op til Spidsen af Høien, og efterhaanden som Træerne deroppe, hvor jeg vilde have mit Hus, faldt, aabnedes Udsigten til de omliggende Fjelde: en ensformig og dyb melankolsk Udsigt! En Hytte maatte jeg nu se til at faa istand, for at kunne have Tag og Skygge, naar jeg hvilede. Jeg havde truffet en Arbeider fra Sachsen, en Karl med et Filibuster=Physiogno- mi, som roste sig af at have "Alles mitgebracht". Ham engagerede jeg til at sanke Blade til Tag paa min Hytte. En Dag havde jeg forskaffet mig 5 andre Arbeidere, Knøse paa 18 Aar, alle Spitsbube, og med dette Compagni marcherede jeg en Morgen ud til mit Land. Underveis fortalte Sachseren om to forfærdelige Tigre, som han forleden havde seet derude, og om en uhyre Urutu-Slange, som han havde dræbt der. Vi ankom, og Enhver skikkede sig til Arbeide; men inden 1/2 Time var hele Compagniet deserteret, og jeg var alene igjen med Sachseren.

Da jeg kom hjem til min Palmehytte hos Hr. von Lastberg, fandt jeg mine Kufferter og Gjemmer opbrudte, mit Tøi gjennemrodet, mit Forraad af tørret Kjød stjaalet, ligesaa en Blikkiste, hvori jeg havde omtrent 1000 Skud Krudt og Bly. Dette Tyveri var begaaet med Middagstider. Man havde hugget nogle Sipos over og udtaget nogle Lægter i Væggen. Jeg berettede strax det Passerede til Hr. Ulriksen, som agerede Coloniens Politimester. Han kom og strax paa Aastedet og optog en Protocol; men jeg fik aldrig vide, hvem Tyven var, skjønt jeg anser det for temmelig vist, at man i Coloniens kjendte ham, men af visse Hensyn ikke vilde angive ham. Mit Tab kaldte man en Kleinigkeit, og jeg gjorde nu den Erfaring, at det i Colonien var saa halv om halv tilladt at bryde ind hos Folk og stjæle slige Kleinigkeiten. Tabet af min Ammunition var mig dog ingen ringe Sag, da den der paa Stedet var vanskelig at erstatte.

Men det Værste var, at jeg maatte forandre Opholdssted, og et andet Logis var ikke let at faa. Et Stykke derfra boede en Franskmand. Jeg gik hen til ham og anmodede ham om at overlade mig et Værelse, hvilket han og gjorde. Jeg fik det saa godt han havde. Taget var saa aabent, at jeg maatte have min Paraply og min Regnkappe udbredt som Sengehimmel, for at Regnen ikke skulde strømme ned i min Seng; men her var jeg dog sikret imod Tyve. Jeg fortsatte mit Oprydningsarbeide, og jeg følte mig virkelig meget lykkelig ved at have en Plet, som jeg kunde kalde min, og hvor jeg kunde indrette mig efter Tykle.

Da jeg indsaa, at jeg med mine egne Kræfter ikke vilde komme synderligt fort med Oprydningen af 25 Morgen Land - 1 Morgen er ikke fuldt 2. Td. norsk Maal - saa kunde jeg ikke undgaa at leie Arbeidere. Sachseren kunde jeg ikke benytte; saa forsøgte jeg efterhaanden 5 a 6 Andre: alle vare Døgenichter, som ikke vilde arbeide, men forlangte en meget stor Dagløn. Da jeg besværede mig herover for dem jeg kjendte, svarede man mig: "Det er saa Brug her. Tyskland og Schweitz sender ikke sine Kjeltringer hid uden Grund".

Nu tænkte jeg paa den holstenske Student og søgte ham op. Jeg fandt ham. Han gik barfodet, uden Hovedbedækning, og med en lang Stav i Haanden, besværede sig over, at han var syg og havde ingen Fortjeneste. Jeg tilbød ham en anstændig Dagløn, om han vilde komme til mig, og dette Tilbud modtog han gjerne. Han kom altsaa; men naar han vel var kommen derud, satte han sig i Skyggen, bedækkede sine Fødder med Blade imod Musquitterne og undersøgte Madposen.

Saaledes gik det nogle Dage. Jeg tænkte: Det bliver vel bedre, gav ham Credit, saa han ikke manglede, og saa Tiden an. Men det blev ikke bedre. Nu spurgte jeg Andre om ham. Man svarede mig, at han havde hengivet sig til Drik, og at det lod til, at hans Forstand svigtede. Stakkels St.! Men saaledes er det gaaet Mange, som ere komne didhen med Haabet om at finde en lykkeligere Lod, og de finde deres Fordærvelse, fordi de ikke passe i de nye Forholde.

Der var t. Ex. en Familie fra Tyskland. Manden havde været Capitain i Armeen, var endnu i sine bedste Aar, og kom derover med sin Kone, 3 smukke Døtre og 2 unge Sønner. Han var ikke uden Formue. Han kjøbte Land og skulde til at rydde det; men han selv var uøvet i det haarde Arbeide, og hans Kone endnu mere. I kort Tid var deres Penge tilsatte, deres Kostbarheder solgte og Alle i den yderste Nød. De maatte da forlade Colonien. Han tog til Rio og Konen med de tre Døtre til en anden By, hvor de holde et slet Hus.

En anden Familie, Hr. von R., gik det ikke stort bedre. Von R. havde tjent i den schleswig=holsteinske Armee. Da Opstanden var dæmpet, maatte han flygte, og kom hid med Kone og mange Børn. Han var her nogen Tid, men pludselig forsvandt han; Ingen vidste hvor han var rømt hen. Hans Kone var reist til Rio, og Børnene fik man anbragte hos et Par Kjøbmænd i S. fr., hvor jeg saa to af dem.

Nu, Studenten kunne jeg heller ikke benytte, og jeg begyndte dog mer og mer at føle Nødvendigheden af Hjælp og Selskab. Det var mig uhyggeligt at staa der alene i Urskoven langt fra Mennesker den hele Dag, og det var tillige temmelig ubehageligt, naar jeg tidlig om Morgenen vandrede derud, at se friske Tigerspor i min Vei eller at se Eidescher (Krokodiller) af et Par Alens Længde fare over Veien, med de stirrende Øine vendte mod mig, eller at blive standset af en græsselig tyk og lang Slange, som i god Ro skuppede sig afsted. Jeg skjød flere af dem, og saa med Smerte og Væmmelse, hvorledes de vrede og vaandede sig i Dødskampen.

Engang skjød jeg en saadan forfærdelig stor, brungul Slange. Da den var bleven saaret, slæbede den sig ned i en Grøft ved Veien. Jeg blev staaende for at se, hvor den blev af. Da stak den sit Hoved og en Del af Kroppen høit op og betragtede mig nogle Öieblikke med sine røde, flammende Øine.

Tilsidst kom en ung Mand fra Hamburg og tilbød sig at arbeide hos mig. Jeg behandlede ham honnet; men Galt blev Værre. Han var ikke alene doven, men ondskabsfuld og tyvagtig. Nu begyndte jeg rigtig at mistvivle. Mit Land var mig inderlig kjært; men det var let at indse, at om jeg end fik det ryddet, hvilket under disse Omstændigheder syntes at ville blive meget vanskeligt, saa kunde jeg ikke bo der; thi enten vilde Rødhuderne komme og slaa mig ihjel, eller og vilde jeg blive overfalden af Røvere, saa sandt jeg eiede Noget, som de kunde ønske sig.

Dertil kom, at jeg ikke havde Penge nok til i længere Tid at holde leiede Arbeidere, og for det første 3/4 Aar ingen Udsigt til at tjene Noget ved Jordbruget. Jeg gjorde mine Nøiagtigste Beregninger, men saa, at jeg vilde komme tilkort, naar jeg ingen ordentlig Arbeider kunde faa. Med Smerte opkom Tanken hos mig om at maatte forlade mit kjære Land, og opsøge et andet Levested. Jeg anstrængte mig af alle Kræfter og arbeidede sent og tidligt. Da blev jeg syg. Jeg fik et Sting i Siden; det blev mig ikke alene umuligt at arbeide, men endog at gaa. Saa maate jeg holde Sengen. Da tabte jeg rentud Modet, og besluttede endelig, efter megen Kamp med min Tilbøielighed og med stor Bedrøvelse, at forlade Kolonien.

Da Landet endnu ikke var opmaalt, og ingen Penge derpaa betalte, kunde Kjøbet let gaa ind igjen. Mit Husgeraad solgte jeg, og i slutningen af Januar 1855 forlod jeg Kolonien Joinville og gik til San Fr. for der at oppebie Dampskibet fra Rio, med hvilket jeg vilde afgaa nordefter. Første hefte. (Annet hefte utkom aldri) (Med sidste Hefte følger et Kart)

Dagbogsoptegnelser (Af Pastor Jonas Wessel Crøger)

Følgende Optegnelser er Brudstykker af Pastor Crøgers Dagbog under hans Reise i Brazilien og hans Eneboerliv i de brazilianske Urskove. Endskjönt ansat ved den norske Statskirke, vendte min Fader den statskirkelige Humbug og den saakaldte Civilisation Ryggen og tog Afsked i Aaret 1853 i en Alder af 49 Aar. Det er med datterlig Ærbødighed og Kjærlighed, jeg tillader mig at fremkomme for Læserne med følgende korte Optegnelser. Helle Mengshoel.

Den 29. Oktober 1854, ombord i Seilskibet "Florentin". Koleraen har allerede krævet mange Offre, men er nu i Aftagende. I dag blev en fordrukken Snedker et Bytte for Havets Uhyrer. Jeg bad da jeg saa hans Lig sænkes i Havet, at Gud vilde forunde mig at dø i Fred og at have kjærlige Hænder om mig ved min Jordefærd. Jeg hører ofte den Yttring: "Det er mig ligegyldigt hvad der blir af mig naar jeg dør, selvom mit Legeme blir kastet i Havet og opædt af Haien". Men jeg kan ikke komme overens med denne Tanke. Jeg ønsker at mit Legeme maa blive overgivet vor Moder Jorden, for i den at forvandles og fra den udgaa til nyt Liv. Det synes mig, den naturlige Orden.

Ombord hersker nu en grændseløs Uorden. Saaledes havde man hensat i den Køie jeg skulde have et 18 Maaneders gammelt Barn, hvis Fader og Moder vare døde her ombord. Det var saaledes ganske ene og forladt. En hanoveransk Slagter og hans Kone havde paa Anmodning taget det til sig, men de mishandlede det. Deres Køie laa saaledes at Lyset meget sjelden kom ind i den og det arme Barn, som ingen vilde pleie sad der indestængt i en Krog. Det fægtede (JWC: fugtede) om sig, græd ideligen og raabte paa Mor. Mælk havde man naturligvis ikke at give det. Jeg saa Slagteren vilde tvinge det til at spise en tør haard Skibstvebak, hvilket var det en Umulighed, og naar hun græd, slog han det, saa man kunde høre det lang Vei. Opbragt over denne umenneskelige Behandling af et lidet, ulykkeligt Barn, sagde jeg ham en Dag Sandheden.

Men da kom en anden Slagter fra Altenburg og tog sin Medbroders Parti; de sa at Barnet blev godt behandlet. De skjældte mig ud for Pater, Bæst, Hai og Fæ o s v. Disse Titulaturer slog mig i Begyndelsen, thi jeg vidste ikke nogensinde før at være bleven sagt sligt lige i Øinene; dog fattede jeg mig snart og taug. Kort derefter blev Barnet tagen fra disse Umennesker og overgivet til andre Folk, som pleiede det bedre. Nu kom det op i Dagen paa Dækket saa jeg kunde se hvordan det saa ud. Det var ingenlunde vakkert, men havde et Par store, stærke Øine. Det vilde næsten intet spise, men kunde sidde flere Timer ad Gangen paa samme Plet og stirre hen for sig uden at yttre en Lyd. Nogle Dage senere døde det. O, Skjæbne, O Menneskeliv! Men hvad bekymrer vel hele Kolonisationsforretningen i Hamburg eller Kaptein Wickmann sig om et lidet Barns navnløse Lidelser?
-Naar de kun tjener Penge paa deres Foretagende, saa er Tabet af Menneskeliv for dem en Bagatel.

Den 30. Oktober. I Dag døde en Orgelbygger fra Pröisen og i Gaar hans Barn, den lille Alfred, alles Yndling! Hans unge Kone som en Dag sagde mig, at hun heller vilde dø end miste sin Alfred, har nu mistet alt hvad der var hende dyrebart i Livet, sin Mand og sit Barn. Den hede Zones Sol er brændende! Alle Passagererne har Hodepine og Feber. Vi har nu faaet stort Kar at bade i og det giver Lindring.

Den 1. November. Vi har nu 104 Graders Varme i Kahytten. Jeg bar igaar mine Køiklæder ud paa Storbaadens Tag forat lufte dem. Da jeg havde ligget der en Stund og frydet mig over den friske Luftning og det deilige Hav, allarmeredes jeg av et heftigt Bombardement med Puder. Det kom fra den uforskammede Slagter fra Altenburg som ideligen skjælder paa "Din Pfaffan", naar han træffer mig. Hans Køiklæder var af en af Matroserne kastet tilside og nu troede han, jeg havde gjort det. Han vilde ikke taale, sa han "dasz ich mir's bequem machte".

Jeg blev ogsaa fra anden Kant fordreven paa Flugt, thi ifølge paalidelige Efterretninger og anstillede Undersøgelser har Heden gjort Productiviteten blandt de Krybende overordentlig stor, saa at 4 Mand maa foretage en almindelig Renovation hver Dag, og vor Barber har faat mere end nok at gjøre med Haarafskjæring. Jeg er nu for bestandig fordreven fra mit Yndlingsopholdssted, thi deroppe blir nu alle Køiklæderne rengjorte.

I Nat döde Professorens lille Søn, ogsaa denne spæde Blomst udkastedes i Havet. Atter et Bytte for de yderst slette Sundhedsforhold ombord! Orgelbyggerens Enke er den personificerede Sorg. Hun sad i Dag alene i et Hjørne her paa Dækket og bladede med famlende Hænder i nogle Breve som hun tog ud af en Dagbog. Ak, det var vel Erindringer fra lykkelige og kjærlighedsfulde Dage! Den lille Alfred er borte ligesaa hendes Mand.
-deres Hvilested ser vi ikke! Havet har opslugt alt. Sorgen og Mindet,
-hvilket Gravmonument!
-er alene tilbage.
Vi plagedes alle af uudslukkelig Tørst. Styrmanden har noget baiersk Øl, som koster 20 Skilling Flasken. Den daglige Ration Vand er en Flaske pro Persona. Min medbragte Eddik og Rum er gaaet op.

2den November. Vi følger fremdeles Afrika i Miles Afstand. Svalerne derfra besøge os. De er trætte af den lange Flugt og vi have nogle stadigen ombord.

4. November. Skjønnere Maaneskinsnat end den i Gaar, har jeg aldrig seet. Maanen har under disse Breddegrader et lysere og hvidere Skjær end i Norden. Vi havde samlet os paa Kahytsdækket og man sang. Alle Tyskere kunne synge. Det var gemytlich. Jeg var oppe til Midnat, men jeg skal ikke oftere lade mig fortrylle af Maanen saa jeg forsømmer at bedække mit Hode omhyggelig; thi det straffer sig med en stærk Hoved- pine den følgende Dag.

Vi glide fremad, men sagte. Nu er vi 5 Grader fra Equator. En Afvexling i dette ensformige Liv forekom derved, at nogle Damer, som havde faaet at vide at jeg havde kjøbt lybsk Pølse hos Styrmanden, meldte sig til Frokost. Jeg kunde ikke refusere, men maatte rykke ud med Pølse og en Flaske vin.

Den 7. November. I Dag Kl. halv 4 passerede vi Æquator. Jeg var længe oppe igaar Aftes for at sige den nordlige Himmels Stjerner Farvel; men der var ikke mange at se. I Norden stod en drægtig Uveirssky, som af og til belystes af Maanen og tog sig overordentlig prægtig ud. Vinden er saa jævn, og Havets Gang saa rolig i disse Uger, at jeg finder det troligt, hvad Humboldt siger et Steds i sine Reiseberetninger fra Amerika, at man i aaben Baad vil kunne seile fra Portugal til Vestindien.

Farvel altsaa, nordlige Halvkugle af vor Jord! Skal jeg gjense dig, Heimskringlas høie Pande, min Fosterjord? Nu flytte Folkene fra Norden mod Syden og Vesten, de ville der danne sig et nyt Hjem, tildels fordi de er kjede af det gamle. Men om nogen Tid ville de have omskabt det nye i Lighed med det gamle; thi de gamle Vaner følge med, og "der sker intet nyt under Solen" siger Salomon. Da vil Syden og Vesten komme til at lide af de samme Onder, som nu drive Udvandrere fra Norden. Menneskelivet er opfyldt af idelige Gjentagelser, men gaar dog rigtignok også fremad, om end denne Fremgang ligner Munkens, som gjorde en Valfart paa den Maade, at han stedse tog to Skridt frem og et tilbage.

Den 9de November. Kl. 6.30 havde vi en prægtig Aftenrødme paa den vestlige Himmel, som var aldeles illumineret. I Horizonten i Aftenrøden saaes Skymasser lig Ildbjerge og fjerntliggende Land. En Aften som denne har jeg aldrig før seet i Virkeligheden, men vel noget lignende i de Tegninger, som følge Sir John Ross' Beskrivelser over hans Reiser i Polarlandene. Han klædte sig i Pelsværk fra Hoved til Fod, men vi vare langt borte fra hans Snefog, Is og iskolde Vinde.

Den 11. November. Passaten blæser stærkere; vi gjør nu en og en halv Mil i Timen og befinder os under 10 Grader sydlig Bredde, 50 Mil fra Braziliens Kyst. Den sydlige Bredde er pragtfuld. Jeg har læst, at den har færre Stjerner end den nordlige, men det synes mig ikke saa. Syvstjernerne have vi i Nord Øst. Den funkle med en herlig Glands, Sydens Kors staa blinkende i Vesten. Stjernerne her have et meget stærkt Skin og Stjerneskud forekommer hyppigt.

Den 13. November. Vi löber 8 Mil i Vagten eller 2 Mil i Timen. Luften er skyet og Skibet slingrer stærkt. Men hvad bekymrer vel hele Kolonisationsforretningen i Hamburg eller Kaptein Wickmann sig om et lidet Barns navnløse Lidelser?
-Naar de kun tjener Penge paa deres Foretagende, saa er Tabet af Menneskeliv for dem en Bagatel.

Men hvad bekymrer vel hele Kolonisationsforretningen i Hamburg eller Kaptein Wickmann sig om et lidet Barns navnløse Lidelser?
-Naar de kun tjener Penge paa deres Foretagende, saa er Tabet af Menneskeliv for dem en Bagatel.

I Dag forefaldt et lignende Optrin. En hel Del gamle Kjærringer og Smaabørn havde meget uforstyrret taget Plads paa en Bænk, som staar ganske løs paa Dækket ved Kahytten. Da kom en uhyre Bølge, fossende over Skibet - og da dette straks efter slog om til den anden Side, førtes de ligeledes i alt dette Vand tvers over Dækket til den modsatte Side. Modstand var umulig og deres prisgivne Forfatning fortvilet. Omsider kom Matroserne til og reddede dem, men da var der flere, som havde brukket baade Arme og Ben. Til samme Tid havde en Del Madammer af den "bedre Klasse", samlet sig midtskibs til Kaffesladder. Kopperne var arrangerede. Kaffekanden fremsat, Pladserne indtagne og man skulde just begynde, - da kom den fatale Bølge, - kastede Skibet paa Siden, og Kaffekande, Kopper og Madamer styrtede alle om hinanden. En ung, rask Bygmester fra Berlin havde været Vidne dertil, og kom op og fortalte os det Altsammen.

Den 15 November. Vi har god stærk Vind.

16 Novmbr. I Nat døde Professorens unge Hustru. Liget kastedes øieblikkelig overbord; man er ræd for Smitte.

Den 16 November. Ved Middagstider befandt vi os under () Grader S.B. og 4 Grader V.L. Greenwich. I Dag døbte jeg et sygt Barn, som tilhörer den hanoveranske Slagter.

Den 17 Movember. Vi er 7 Mil fra Kysten. Det er næsten vindstille. En pinlig Tanke er det, at vi endnu i lang Tid kan blive opholdt, saa nær vort Maal.

Den 19 November (Søndag). Vi er 50 Minutter fra San Francisco (Brazilien) O, hvor hjærtelig kjed jeg er af dette skidne Skib og den allerstørste Del af dette Selskab og den hele Reise! Sjæl og Legeme blir mat og træt; man gider ikke en Gang tale, neppe tænke.

Mandags Morgen kl. 5 den 20. November 1854 saa jeg for første Gang Brasiliens Fjelde, ikke høie men fremtrædende i en Taagemasse, dunk- le, røde. O, vi kommer nærmere! Deilige Øer laa nær os, store, skovbevokste Sletter, - Fjelde og høie Tinder, alt bevokset med Skov. Dette er skov og her hæver Palmen sit Hovede høit op over de andre Træer og Vinden leger med dens lange Blade. Fjeldene danner Vinkler i alle Ur- Retninger, og disse Dale ser overordentlig tillokkende ud, men de er ubeboede og kun de vilde rødhudede Mennesker færdes der. Her stiger en fin Tinde frem! - Hvilket fortryllende Punkt! Hav og Land overskues derfra hen i det uendelige Fjerne og over dette den milde, herlige Himmel! Her er evig Sommer og Jorden frembringer her uafladeligen, uden at feile (hvile) sin Rigdom af Frugt. Hvilket Paradis kunde ikke her blive for den fattige Nordboer! - Saadanne Fjeldsituationer, som ovenfor beskrevet, har jeg vel seet i Norge, saadanne Skar med Dale til alle Sider f. Ex. i Leirdal, hvor Fjeldene dog ere noget høiere end her; men denne Vegetation, dette rige Løvdække helt over ser man ikke i Leirdal, ikke i Norge, hvor skjønt end Norge er.

For en sagte Bris glede vi ind i San Franciscos Havn, og Ankeret faldt. Tirsdags Nat sov jeg paa Dækket og vaagnede ved en deilig Solopgang under Musik af Sangfuglene fra det nærliggende Land. I denne Koncert udmærkede sig især en Fløitonist, som havde sin Station i en lysegrøn Hæk, der var ganske oversaaet af gule Blomster. Jeg hørte ham i over en Time gjentage og variere sine deilige Sange (Fortsettes)
Avskrift fra 1997 GÅ PÅ & FOLKET RØST 1918-1919

San Francisco

Jeg havde læst Meget, hørt Meget og erfaret Noget angaaende den Fryd man føler, naar man efter en lang Søreise sætter Foden paa Land; men jeg havde ikke følt den Glæde før i den Grad som nu. Om Landet end havde været goldt og stygt som Hammerfest, vilde man dog været glad i det, hvor meget mere maatte man da ikke glædes ved at komme til et Land som Brazilien?

Jeg gjorde straks Udflugter til alle Sider, og saa nu de Ting, som jeg før kun kjendte af Beskrivelser. F.Eks. Kokospalmen, Kaffetræet, Orangetræet, Kolibrien osv. San Francisco er en liden By med en overmaade skjøn Beliggenhed; men hvor tilböielig jeg end var til at se alt i et forskjönnende Lys, saa kunde jeg dog ikke dølge at denne By forekom mig at være en Ubetydelighed. Nu maa man heller ikke ved en By i Brazilien tænke sig en saadan Samling af nette malede Huse med blanke Vinduer og brolagte Gader, der er heller ikke Vinduer paa de graa Stenhuse. Istedetfor Vinduer har man Luger eller Gitter, som hele Dagen staar aabne, thi man vil gjerne have Luftdraget gjennem hele Huset. Paa Gaderne færdes ingen prominente Personer kun Pionerer og Negre og en Mængde Jøder , som Heden har gjort meget dovne. Lesefeil for Geder (Gjeiter)

Men Landet omkring er deiligt. Byen ligger paa en meget stor Ø. Jeg tænker mig denne Ø i et norsk Kolonisationsselskabs Hænder! Da jeg var i Hamburg, havde jeg faat anført i de af den hamburgske Kolonisationsforening udgivne Broschyrer Navnene paa 34 Nordmænd, som skulde findes i Kolonien Joinville. Ved nærmere Undersøgelse paa Stedet reduceredes dette Antal til 10. Nogle af disse kom ombord til os i San Franciscos Havn, men jeg blev noget slagen ved det temmelig sluskede Udseende av dem. De var barfodede og skidne og jeg havde temmelig ondt for at tro, at de havde tilhørt det Selskab af modige ridderlige Eventyrere, som i 1851 drog ud fra Trondhjem for at søge Guld i Californien.

En Undtagelse gjorde den unge og smukke Kjøbmand Ulricksen fra Holmestrand. Han har her Hus, Handel, Land og er desuden gift. Da jeg om Aftenen kom tilbage til Skibet fra mine Udflugter i Land, bedækket med Blade og Blomster, styrtede alle Børn som fandtes ombord imod mig forat faa Blomster. Ja deraf kan de visselig faa nok i Brazilien. Dagen efter gik jeg med min Bagage op til Kolonien; derhen fra San Francisco skal være 3 Mil tilsjös. Man ror en Fjord ind til Mundingen af Francisco Floden, der en lang Strækning ind i Landet er seilbar for store Skibe, og naar man er kommen den forbi, fölger man de Smaafloder, som i mange Bugtninger fører længere vest ind i Landet, der her er skovbevokset, lavt, sumpigt og visselig oversvømmet, indtil man lander ved Koloniens første Tømringshus, en yderst tarvelig Vaaning med Jordgulv og uden Skorstene. Væggene er gjennemsigtige og bestaa af tynde Stokke.

Herfra gaar man en bred Vei over en Slette til Koloniens Etablissement. Det förste betydelige Hus man møder er en stor Kjøbmandslade, tilhørende den rige Hamburger Porsang. Denne Lade er smuk og temmelig vel forsynet. Man kan her endog faa kjøbe Glacehandsker, hvor der dog for det første vil være en liden Efterspörgsel i Kolonien. Derefter kommer man til Provinsen af Joinvilles Agent, Konsul Aubes smukke Vaaning; siden ligger de andre Kolonisters Huse adspredte med lange Mellemrum paa en stor Slette;
-der gjennemskjæres af mange og brede Veie, hvoraf nogle er mere end en norsk Mil.
En af disse Veie bærer Navnet "Den norske Passade". Hr. (Baron) Aubes Bekjendtskab saavel som hans unge, smukke Kones havde jeg allerede gjort ombord paa "Florentin".
-Jeg havde et Brev med til ham fra den norske Læge, Møller, som var fulgt med de andre norske fra Trondheim og havde opholdt sig her nogen Tid.

Jeg gik ind i en Butik og traf der Kjøbmand Görresen fra Stjørdalen, en meget forekommende ung Mand, som straks tilbød mig Logi i sit Hus; En af andre Norske kom til og bar mit Tøi. Min Modtagelse i Kolonien var saaledes venlig og blid. Det Indtryk som dette Sted gjorde paa mig, var livligt og opmuntrende. Hertil kom Befrielsen fra de ubehagelige Liv ombord, fra det vulgære Selskab og Forandring af Diæt og af Kost. I Kolonien fandtes godt Hvedebrød, godt Vand og deiligt Sukker, Ris, og en slags Ret tilberedt af Madarinsaroden, alt dyrket paa Stedet. Frisk Mælk erholdt jeg ogsaa, hvilket var en sand Vederkvægelse. Den var rigtignok dyr, 6 Skilling for en liden Flaske. Friskt Kjød er der ingen Mangel paa. Drifter af Okser kommer fra Rio Grande, hvor Kvæget løber vildt omkring.
-Disse Dyr udmærker sig ved sin Størrelse og svære Horn.
Her er ogsaa nok af tørret Kjød og Flæsk der maa tjene som Smör, da Smør ikke tilberedes i disse Egne.

Urskoven staar paa mange Steder lige ind til Husdören, men Færdselen af Mennesker og Dyr og Livet i denne rige og blomstrende Natur var oplivende og behageligt og det hele syntes mig lyst og lovende. Kolonisternes hvide Huse med ordentlige Vinduer, flade Tage og stilfulde Verandaer, tog sig svært vakkert ud. Fra Kolonien af ser man i Nord og Vest Landskabet Coritibas skovbegroede, maleriske Fjeldrække, og om Aftnerne kan man se Rødhudernes Ild blinke fra disse Fjelde. Da jeg følte mig dygtig afkræftet efter Söreisen, hvilede jeg ud hos Gørresen en fjorten Dages Tid; og gjorde i de Dage mange Ekspeditioner rundt omkring. Jeg besøgte saledes ogsaa Hr. Porsang i hans Etablissement, "Neu-Hamburg". Han har en smuk Vaaning og en Sukkerplantage; thi Sukker- og Kaffeavling er Koloniens hovedsakelige Bedrift. Hr. Porsang havde været i Norge og besøgt Bergen, Trondheim og Christiania. Han er en dannet Kjøbmand, som er hidflyttet med mange Penge og stor Familie. Vi gik ud for at bese hans Plantager og kom derved til en stor Haug, hvor der laa et nedhugget kjæmpemæssigt Træ. Præsten i Kolonien var fulgt med os, og medens jeg stod nedenunder og talte med Selskabet, hörte jeg ham deroppe fra Toppen af Træet tilraabe mig at komme op. Jeg kom og hvilket Panorama laa der ikke udbredt for vore Øine!

-Vi kunde se en Fjeldstrækning i en Halvcirkel fra Paranagua til Bluhmenau i en Længde af over 20 Mil fra N. Ø. til S.V.
En Mils Vei fra os styrtede en mægtig Fos nedover Fjeldsiden, men overalt mødtes Blikket kun af Skov, lutter Skov og af en ganske anden Slags end Naaleskovene i Norge. Det var et interessant Syn, men melankolsk og meget rædselsindgydende. Da jeg nogen Tid havde betragtet dette storartede Prospekt, greb Tanken om Norge mig med saadan Magt at jeg uvilkaarlig maatte udraabe: "Norden, hvor er Norden?" "Der", svarede man og pegede mod Nord. "O", udbrød jeg, "for otti Dögn siden stod jeg i mit Fædreland, i Norge og nu befinder jeg mig 2000 Mil derfra, midt i en af Sydamerikas Urskove! (Fortsettes)
Avskrift av GÅ PÅ og FOLKETS RØST 1918-1919 (Minneapolis, Minnesota, U.S.A)
Åge Skjelborg 2001

Mit Eneboerliv

Da jeg som sagt fandt Landsmænd i Kolonien og Egnen behagede mig, besluttede jeg at bli der. Det gjaldt altsaa at finde et Stykke önskeligt Land. En Dag tog jeg min Dobbeltflint og vandrede henad "den franzøsische Passade" som fører to a tre Mil gjennem Skoven til Floden Cabaton, hvor Hr. Aube har anlagt en Rismølle og hvor en Del av de Norske arbeider. De Vilde kommer der ogsaa og en Gang sendte de en Pileregn efter Nordmanden Kraabel, hvilket nær sagt havde borttaget hans Arm. Jeg gik temmelig langt forbi den sidste Kolonists-Bolig og kom til en Höi, der havde en meget smuk Beliggenhed, jeg besaa den og besluttede at kjøbe den. Medens jeg stod der og besaa en herlig Ceder tæt ved Höien, hörte jeg en fin Lyd oppe i Træet og blev der var en nydelig dunkel, violet Fugl med gule Ben, gult Næb og en prægtig stor gul Plumage, den lokkede en anden af samme Art til sig. De nærmede sig hinanden og jeg lagde Geværet til Kinden for at skyde, men ventede kun paa at de skulde komme hinanden saa nær at jeg kunde skyde dem begge paa en Gang. Men just idet jeg skulde trykke los, næbbedes de. Da faldt mit Gevær fra Kinden. Hvorledes skulde jeg kunne myrde disse uskyldige Skabninger - og det medens de kyssede hverandre?

Jeg gik til mit Logi igjen og blev enig med Hr. Aube om Kjøbet af Høien og besluttede strax at begynde Oprydningen. Forat være nærmere mit tilkommende Hjem, flyttede jeg fra Gørresen og leiede en Palmehytte hos den hanoveranske Løitnant von Lotzberg. Denne Hytte laa et Stykke fra Lotzbergs Hus og lige i Urskoven. Stedet var rigtignok berygtet; thi den forrige Eier af Lotbergs og Land var for et Aar siden en Morgen bleven fundet med gjennemhugget Bryst og græsselig mishandlet udenfor sin Dør, og inde i Huset bag Døren fandt man hans Kone myrdet med 20 Dolkestik.

Men jeg lod mig nu ikke skræmme. De fleste af mine Penge gav jeg Gørresen i Forvaring, og godt bevæbnet var jeg. En Palmehytte er imidlertid ingen Borg. Væggene bestaa af Rør, som sammenbindes med Ziggor; det er en Slyngplante, som slynger sig om Træerne, og er saa sterk som et Taugværk omend ikke tykkere end et Kridtpiberør. Denne Plante vokser optil Træets hele Høide, slynger sig ud over dets Grene, lægger der et Slags Rødder, vokser ud igjen, til det naar Jorden. En Palmehytte har et Tag af umaadelig store Blade, og i almindelighed arrangeres Taget saa det rækker udenfor Hyttens Vægge for Lysets og Skyggens Skyld. Da Rørene, hvoraf Væggene bestaa, aldrig er nøie sammenføiet, saa er naturligvis Væggene gjennemsigtige. I en saadan Hytte indkvarterede jeg mig og anbragte mit Leie paa en Fjæl. Deroppe havde jeg om Natten min ladede Dobbeltflint opg min skarpslebne Sabel. Jeg levede saaledes som Eremit. Om Dagen var jeg for det meste ude paa mit Land og ryddede Skov. Jeg hug store Trær overende som i deres Fald rev mange mindre til Jorden, og frembragte en Bragen, der gjenlød langt borte i Urskoven. Jeg kogte selv min Mad og indøvede mig i alskens Arbeide, som en Landmand bør vide. Om Natten krøb jeg op paa min Fjæl, anbefalede mig Gud ivold, og da jeg var træt sovnede jeg straks ind.

Men naar Nætterne var bælmørke, fik jeg ikke saa snart Ro. Dybt inde fra Skoven hørtes nemlig Mængder forunderlig Lyd, og nogle deriblandt var bandsat forskrækkelige, som naar man myrder Folk eller tager Livet af smaa Børn. Der var ellers baade Diskant og Bas - baade Hyl og Brøl. De kom ganske nær min Hytte. Jeg hørte dem rumstere udenfor, da var det ikke saa let at blunde. Men jeg tænkte, at Han, som raader for alt, ogsaa vilde beskytte mig, hvorfor jeg vendte mig om paa mit tarvelige Leie og sov ind.

I Skoven, om Dagen var det rigtignok temmelig øde. Undertiden drog en Vandringsmand forbi, gjorde mig da en Visit og advarede mig rigtignok mod de Vilde, men jeg frygtede ikke synderlig for dem, saa dem heller ikke stort til dem. En Dag, medens jeg var ifærd med at hugge om et Træ, hørte jeg nogen rasle i Løvet bag mig. Man bliver nemlig, naar man har levet i Urskoven i nogen Tid, let vant til at skjelne mellem de forskjellige Lyd, som der forekommer, ligefra et faldende Blads raslen, - og der gives Blade af 3 Alens Længde - til Colibriens Vibren i Luften, naar den farer en forbi med en saadan Hurtighed, at man ikke kan faa Øie paa den. Jeg vendte mig hurtigt om, og greb mit Gevær. De er meget rædde for vore Bøsser, disse Folk. Brazilianerne afholder sig viselig fra at forsyne de Vilde med Vaaben.

De lade sig ogsaa let skræmme af enhver dem ukjendt Lyd, og derfor, saavelsom forat skræmme Slangerne, bar jeg stedse i Skoven fastbundet til mit Ben en liden Klokke, som jeg havde kjøbt i Hamburg, og som ganske vist reddede mig fra Farer jeg ikke saa. Paa denne Maade foregik mit Eneboerliv. Hver Morgen, naar jeg havde drukket min Kaffe og sagt mit Fadervor, vandrede jeg med Öksen og Geværet paa Nakken og et Stykke Kjød og Brød i Lommen ud til mit Land, hvor jeg saa arbeidede uafbrudt til Kl. 4-5 om Eftermiddagen. Stedet fik jeg mere og mere kjært. Skogen stod meget tæt, Træerne vare meget høie og tykke, deriblandt nogle Cedere af udmærket Skjønhed, der fandtes Mahognitrær og mange andre af Braziliens skjønne Træsorter.

Skoven var som sagt temmelig tæt og der var ogsaa en Mængde udvokset, fortørket Siggor, tykke som et Spanskrør og hule. Naar jeg lagde 3 a 4 sammen og tændte Ild i Enden, havde jeg den prægtigste Fakkel. Den nedfældte Skov brændte jeg, saasnart den var tør nok, og dette var et interessant Arbeide; thi jeg havde ofte meget store Baal og Ilden gav mig Selskab.

Efter nogle Maaneders Forløb havde jeg ryddet en Vei fra Passagen og op til Høiens Top, og efterhaanden som Træerne deroppe, hvor jeg vilde have mit Hus, faldt, aabnedes Udsigten til de omliggende Fjelde; en monoton og dyb melankolsk Udsigt! Jeg begyndte nu ogsaa at tænke paa at bygge et Hus, men besluttede for det første at nøie mig med en Palmehytte. Jeg havde truffet en Arbeider fra Sachsen, en Karl med et Filibustier-Physiognomi, som roste sig af at have "alles mitgebracht". Ham engagerede jeg til at samle Blade til min Hytte. En Dag havde jeg leiet 5 andre Arbeidere, Knøse paa 18 Aar, alle Spitsbuber, med dette Kompagni marcherede jeg saa en Morgen ud til mit Land. Underveis fortalte Sachseren om to forfærdelige Tigere, som han forleden havde fældet derude, og om en uhyre Scharakka-Slange, som han havde dræbt derude. Vi ankom, og jeg satte dem i Arbeide, men inden en halv Time var hele Kompagniet deserteret, og jeg var alene igjen med Sachseren.

Da jeg kom hjem til min Palmehytte, fandt jeg mine Kister og Gjemmer opbrudte, min Proviant (...) og ligesaa en liden Blikkiste, hvori jeg havde omtrent 200 Skud Krudt og Hagl. Dette Tyveri var udført ved Middagstider. Man havde hugget nogle Siggor over og udtaget nogle Rør i Væggen. Jeg berettede det forefaldne til Hr. Ulrichsen, som agerede Koloniens Politimester. Han kom ogsaa straks til Aastedet, men jeg fik aldrig vide, hvem Tyvene var, skjønt jeg ansaa det temmelig sikkert, at man i Kolonien nok kjendte dem, men af visse Hensyn ikke vilde angive dem. Tyveriet af de Penge, jeg havde med mig, anløb til 500 (?) Speciedaler, samt Tabet af min Ammunition og Proviant kaldte man en "Kleinigkeit".

Jeg gjorde nu den Erfaring, at det i Kolonien var saa halvt om halvt tilladt at bryde ind og stjæle slige "Kleinigkeiten" hos Folk. Tabet af min Ammunition var mig dog ingen ringe Sag, da den der paa Stedet var vanskelig at erstatte. Men det værste af alt var, at jeg maatte forandre Opholdssted, og et andet Logis var ikke let at faa. Et Stykke derfra boede en Franskmand fra Genf. Jeg gik til ham og anmodede ham om at overlade mig et Værelse, hvilket han og gjorde. Jeg fik det saa godt han havde det. Taget var saa aabent, at jeg maatte have min Paraply og min Regnfrakke udspændt som Sengehimmel, for at Regnet ikke skulde strømme ned paa mig; men her var jeg dog sikret mod Tyve.

Jeg fortsatte med Oprydningsarbeidet af 50 Morgan Land (1 Morgan er 1500 Kvadratalen), saa leiede jeg Arbeidere. Sachseren kunde jeg ikke have; han bedrog mig. Saa forsøgte jeg (med) 5-6 andre: alle Døgenigter, som ikke vilde arbeide, men forlangte en meget stor Løn. Da jeg besværede mig derover til mine Bekjendte, svarede man mig: "Det er saa Brugen her. Tyskland og Schweitz sender jo ikke sine Kjeltringer herover uden Grund". Nu tænkte jeg paa den begavede holstenske Student, Heinrich. Jeg opsøgte ham. Han gik barfodet og uden Hat, med en Spaserstok i Haanden: Men hvordan er det dog med Dem?" spurgte jeg
-"Ach ich habe kein verdient nichts zu essen und bin krank".
-" Kom med mig, jeg vil give Dem Kost og anstændig Dagløn, naar De vil hjælpe mig at rydde Land".
-"Ja, das ist gut; ich will kommen."
-Han kom altsaa; men naar han vel var kommen derind, satte han sig i Skyggen, bedækkede sine Fødder med Blade imod Moskitos begyndte at spise alt, han kunde.
Saaledes gik det nogle Dage. Jeg tænkte det bliver vel bedre. Jeg faar se Tiden an.

Jeg gav Studenten rigelig med Mad da han var udsultet; men det blev ikke bedre. Da jeg spurgte Folk om ham, sa man mig, at han var blevet en Dranker allerede. Stakkels Heinrich! Men saaledes gaar det mange, som kommer hid i det Haab at de her skal finde en lykkeligere Lod, og de finder deres Fordærvelse. Her var til Eksempel en Familie fra Tyskland. Manden havde været Kaptein i Armeen, var endnu i sine bedste Aar, og kom hertil med sin Kone, sine tre smukke Døtre og to Sønner. Han var heller ikke uden Formue. Han kjøbte Land og skulde til at rydde det. Men han selv var uvant med haardt Arbeide, hans Kone endnu mere, og i kort Tid var deres Formue opbrugt, deres Kostbarheder solgte og alle i den yderste Nød. De maatte forlade Kolonien. Han tog til Rio Janiero og Konen med de 3 Døtre til en anden By, hvor de havde Bordel. Jeg saa den ulykkelige Familie i Sao Francisco og jeg kunde neppe holde Taarerne tilbage ved Synet af de unge smukke Piger, der var prisgivne Fortabelsen.

En anden Familie, von Rendous, gik det ikke bedre. Hr. von Rendou havde tjent i den schleswig-holsteinske Hær. Da Opstanden var dæmpet, maatte han flygte og kom hid med Kone og mange Børn. Han var her nogen Tid, men pludselig forsvandt han. Ingen vidste hvor det blev af ham. Hans Kone reiste til Rio, og Børnene blev anbragte hist og her hos Kjøbmænd i Sao Francisco, hvor jeg saa to af dem. Nu, Heinrich kunne jeg altsaa heller ikke benytte, og jeg begyndte mere og mere at føle Nødvendigheden af Hjælp og Selskab.

Det var uhyggeligt at staa der alene i Urskoven langt fra andre Mennesker den ene Maaned efter den anden og det var tillige ubehageligt, naar jeg tidlig om Morgenen vandrede derud, at se friske Tigerspor i min Vei eller at se Krokodiller tversover Veien af et Par Alens Længde med de stirrende Øine vendte mod mig, eller at blive stanset af en græsselig tyk Slange, som i god Ro suggede afsted. Jeg skjød flere af disse og saa med Smerte og Væmmelse, hvorledes de vred sig i Dødskampen. En Morgen skjød jeg en saadan forfærdelig stor brungul Slange. Da den var saaret, slæbede den sig ned i en Grøft. Jeg blev staaende for at se, hvor det blev af den. Da stak den pludselig sit Hoved og en Del af Kroppen høit op og betragtede mig nogle Öieblikke med sine røde, flammende Øine. Det var et forfærdeligt Syn.

Tilsidst kom en Mand fra Hamburg og tilbød sig at ville arbeide for mig. Jeg forhørte mig hos andre om ham, og man sagde, han var saa god, som han kunde erholdes. Man vilde dog aldrig sige mig Sandheden. Vi blev enige om Betingelserne, og han blev nogle Dage hos mig. Jeg behandlede ham honnet; men galt blev værre. Han var ikke alene doven, men tillige ondskabsfuld og tyvagtig. Nu begyndte jeg rigtignok at mistvivle.

Mit Land var mig inderlig kjært, men det var let at indse, at om jeg fik det ryddet, hvilket under disse Omstændigheder syntes temmelig vanskeligt, saa kunde jeg ikke bo der alene. De Vilde havde i den sidste Tid vist seg temmelig hyppig deromkring, og enten vilde disse komme og slaa mig ihjæl, eller jeg vilde blive overfaldt af hvide Røvere, saa sandt som jeg eiede noget, de kunde ønske sig. Hertil kom, at jeg ikke havde Kapital nok til i Længden at leie dovne Arbeidere. Jeg anstrengte mig og arbeidede af alle Kræfter fra tidlig Morgen til sene Aften. Følgen var at jeg fik Sting i Siden og maatte holde Sengen i 4 Maaneder. Da jeg tilfrisknede, besluttede jeg at overdrage min Ven G(ørresen) at sælge mit Land, da jeg maatte forlade Kolonien. Mit Husgeraad solgte jeg.

I Slutningen af Januar 1856 forlod jeg Joinville og gik til Sao Francisco for der at oppebie Dampskibet fra Rio, med hvilket jeg vilde afgaa nordefter. Forinden jeg i disse Beretninger ganske forlader Kolonien vil jeg tilføie nogle Bemærkninger om den. "Was meinen sie"? spurgte han, "Spirituosa"? Feil for 1855
(Fortsettes) Avskrift av GÅ PÅ og FOLKETS RØST 1918-1919 (Minneapolis, Minnesota, U.S.A.)

Reisen fra Sao Francisco til Rio De Janeiro

I noen dager opholdt jeg meg i Sao Francisco for å vente på dampskipet til Rio. I Sao Francisco er det kun to hoteller og med bare en eneste gjestestue med senger for reisende. Det ene av hotellene ble drevet av en Schleswig-Holsteiner, en av de smukkeste menn, jeg har sett i mitt liv men samtidig en af de største skurkene jeg noen gang har møtt.

Men jeg tok altså likevel inn på dette hotellet hvor det logerte en søkrik brasiliansk tysker og agent for et dampskipsselskap i Rio de Janeiro. Da jeg var stått opp ba jeg drengenom vaskevann og fik det. Tyskeren ble sint over dette og buldrede kraftigt på portugisisk, som jeg ikke forsto et ord av. Da jeg forklarte ham, at det kun var en liten tjeneste å be drengen om, blev tyskeren ennå mer sint og kom med en lang smøre på fransk, som gikk ut på at jeg var en stor slyngel. Jeg ga ham igjen med samme mynt på fransk og endte med å si liksom til meg selv at hans excellense var en ennå større idiot enn meg. Dermed sluttet enhver videre diskusjon.

Om kvelden etter at det var blitt mørkt, satt jeg i skjenkestuen ved vinduet. Ulriksen og koloniens lege var også der. Plutselig kom den tyske agenten inn i rommet med en lang stok som han plaserte i kroken, hvor jeg tilfeldigvis satt. Litt etter kom det ene negerhode etter det andre og kikket inn ad vinduet, hvor jeg satt. Jeg likte ikke dette, fant meg en annen plass ute på trappa ved inngangen til huset. Her kom tyskerens hund og snuste længe påmeg, inntil jeg jaget den bort. Imidlertid kunne jeg høre, at man indenfor talte om meg, og at tyskeren var sint og rasende. Jeg hørte at legen hadde mye å utsette på meg, særlig på grunn av den bjelle, jeg hadde hatt om benet i skogen, og så oppfattet jeg av Ulriksens stemme, at jeg hadde båret to små klokkerom benet. Kort etter gikk Ulriksen og legen. Selv gikk jeg inn i det annet rom og la meg til å sove.

Nå begynte et forferdelig bråk ute i skjenkestuen og i korridoren. Man marsjerte, kommanderte, hylte og blåste på en halvmaane. Inn imellom dundret man på døren til rommet mitt og på luken til vinduet hvor sengen min sto. Jeg lo såpass høyt, at man kunne høre det utenfor, men rørte meg ikke av stedet. Lyset brente og jeg fortsatte å læse. Foruten meg lå det i samme rom en gammel mager, høy franskmann fra kolonien. Bråket og spektaklet med Ropen, blåsen og banken på døre og vinduer fortsatte helt til midnatt. De stov klart, at man ville forsøke å få meg ut eller provosere meg. Men da dette ikke lyktes, grep tyskeren til det ytterste mittel, spente en dør inn og kom marsejrende inn i rommet med stangen sin og plasserte seg selv ved franskmandens seng. Denne reiste seg forbauset, rettet seg opp på soldatermaner i sin fulle lengde og spurgte hvad tyskeren egentlig ville. Tyskeren svarte: "De har nok hørt, at han har kalt meg en tosk, og det bør jeg vel ta hevn for!" Jeg var roligt blitt liggende, men da jeg hørte dette, sto jeg opp og gikk mot døren hvor min ladede gevær sto, ikke for å bruke våpnet, men for å gå bort og hente verten. Da tyskeren så denne bevegelse, fortet han seg å forsvinne ut af rommet.

Jeg gikk inn i skjenkestuen hvor det var helt fullt av negre og mulatter som drakk og smauset. Jeg fortsatte inn i et tilstøtende rom og ropte på verten men fant ham ikke. Så gikk jeg tilbake på soverommet mitt, hvor alle døre sto åpne, men ingen å se uten franskmannen. Jeg gikk ut paa gaten for å forsøke å finne en vekter men den slags folk har man slett ikke i Sao Francisco.

Da jeg for enhver pris ønsket å unng konflikter og lovløshet og forsto, at jeg her hadde å gjøre med erklæret overmagt hvis jeg rengasjerte meg i et voldeligt oppgjør. Jeg tok meg en tur utenfor byen i håpet om at dette rakkerpakk snart ville forsvinne hjem hvor det hørte til, når jeg var borte. Da jeg havde gaaet omkring et kvarters tid, satte jeg meg på en sten og betraktet de deilige synet mot et nærliggende vann og passerte et sumpet område og et lite fjell med en bekk.

Jeg satte meg skjult bak noen trær med utsikt til veien jeg var kommet fra. Kort etter så jeg en gruppe negre komme mot stedet, der jeg satt gjemt. De gadde hadde en 5-6 blodhunder med seg. De standset ved det fuktige stykke av veien og holdt rådsagning samtidig med at de hisset de urolige hundene opp. Jeg kom i tanker om, at tyskerens hund hadde snuset til meg tidligere på kvelden. Den måttederfor ha fulgt mitt spor og værtveiviser. Hele komplottet var selvfølgelig støttet av tyskeren for å oppspore og myrde meg. Men det lyktes ikke. Hundene kunne ikke finne mitt spor og jeg forsvant straks i motsat rettning, banket på hos en brasilianer, hvor jeg tilbrakte resten av natten.

Neste dag var tyskeren borte. Han hadde nok funnet det tjenligst å søke seg annet logi. Jeg ville naturligvis også flytte fra en slik vert, men ble der dog enmå et par netter. Jeg leide så en bolig hos en brasilianer,som jeg en gang tidligere hadde logert hos. Min nye vert var en feit, og doven brasilianer. Han var taus, lå for det meste på sin sofa og røkte tobak. Pipen hans gikk hvert øyeblikk ut, og så ropte han på slaven sin, som straks innfant seg med et fat full av glødende kul, hvormed han igjen tente pipen.

Den første natten, jeg var der, kom en vandrende brasilianer og ba om nattelosji. Dette fikk han da også. En matte av siv ble lagt på gulvet. Han knælte ned på matten, fremsae sitt Paternoster, hvorpå de øvrige av husets beboere også gikk i seng. Det samme gjore jeg. Da den fremmede hadde blitt ferdig med sin andagt, brente han av et hollandsk batteri. Alt var stille i huset, og da man i Brasil ikke bruker noe tak over hvert av rommene, men kun et enkelt tak, som dekker hele huset, saa er det naturligvis meget lydt i Huset. Den Fremmede havde leveret sin Salve med Effekt, og den blev øieblikkelig besvaret af Værten fra Sideværelset. Dette fortsattes i nogen Tid, ligesom naar en Orlogsmand løber ind i en fremmed Havn og hilser og genhilses af de derværende Batterier. Endelig var de gensidige Komplimenter udvexlede, og man sov.

Om Morgenen var den fremmede Seiler ude af Sigte, før jeg vaagnede. Han var løben af uden Salut. Jeg tilbragte nogle Døgn hos min nye Vært. Dagene var skjønne; men Nætterne var som i en bombarderet Fæstning, hvorfra der idelig affyredes. Jeg har aldrig i mine Levedage hørt Magen og havde paa alle mine Reiser hidtil ikke havt Anledning til at gjøre mig noget Begreb om den Virtuositet, hvortil man i dette Hus havde bragt det i den Kunst at brænde løs med hollandske Kanoner; men jeg kjendte jo hidtil kun lidt til det huslige Liv i Brazilien.

Den første kvelden jeg tilbrakte på Florentin i Sao Franciscos havn kom det flere tyskere som bodde i byen ombord, og det ble danset til langt utpå natta. Blant de mange folk var deten ung mann fra Schlesien. Han var eldste sønn i familine, faren var død og moren enke. Den unge mannen hadde tjent i den schlesvig-holsteinske arméen og måtte av den grunnen rømme fra Europa. Han hadde danset og snakket så lenge ombord, at alle båter var hadde gått så han ikke kunne komme i land. Jeg tilbød ham min Køye, da jeg selv ville sove på dekket. På denne måten ble vi gode venner. Mens jeg ventet på dampskipet, ville jeg flytte inn til byen igjen, og denne unge mannen skaffet mig losji hos en negerfamilie og hos hvem han selv bodde.

Denne familie besto av husherren, en neger, som hadde tjent seg en formue på 15 til 20 tusind Speciedaler, av hans kone, en tykk, stygg mulatinne, og hans tre hesslige døtre. Disse damene bar til daglig blinkende diamanthalsbånd, armbånd og kostbare ringer. De var flinke til alt slags fint broderiarbeid, men spaserte omkring barfotet og med blottet bryst og barm. De skal være noen vevillige skapninger, efter hva schlesvigeren sa. Denne negeren solgte mange av sine sorte brødre som slaver. Den stakkars unge mannnen (også selv et offer for de schlesvig-holstenske planene) sto i et visst forhold til denne familien, noe som forekom mig meget uheldigt. Det virket som om han var trukket inn i et nett og han lod falle bemerkninger om at ekte en av disse hesslige damene. Husherren, den rå og upolerte negeren førte en slags kommando over den unge og dannede europeren og som fikk ham til å grøsse..

Overhovedet fandt jeg ingen Europæer i S. Francisco, der kunde siges at före et behageligt Liv. Jeg gjorde tilfældigvis Bekjendtskab med en fransk Læge, som boede der, og hvis Hustru, en ung smuk, dannet Pariserinde, som med megen Artighed besørgede mit Töi vasket og selv reparerede og strøg det. De boede i et Hus, som ikke var meget bedre end en Hytte, og det gjorde mig ondt at se saa gode og dannede Mennesker i en saa daarlig Stilling. Men det var ikke saa let at komme igjennem i Brazilien.

Omsider kom Dampskibet. Ved Middagstider i en Hede, som bragte alle levende Væsener til at svede, gik jeg ombord. Det var en katolsk Festdag og Klokkerne i Sao Francisco kimede deres besynderlige Klokkekoncert. Her i Landet, som formodentlig overalt i de katolske Lande, svinger man ikke meget med Kirkeklokkerne, men man kimer derimod med stor Færdighed. I en stor By med mange Kirker er denne Kimen ganske bedøvende. Den har noget lystigt ved sig, næsten som en Dans, saa det forekom mig, som jeg saa en Hoben Munke i korte Kutter og med nøgne Ben gjøre mange Trin efter Takten af denne besynderlige Musik. Men forinden jeg tager Afsked med Sao Francisco, maa jeg endnu med etpar Ord omtale Tyskeren, som med saa megen Møie og Bekostning havde søgt at tage Revanche mod mig.

Jeg skulde have mit Pas visiteret i S. Francisco og gik derfor til Konsulen sammesteds. Denne viste mig af Grunde, som kun han og Tyskeren kjendte, til denne. Han var nu bleven Ærbødigheden selv, tilböd sig, da jeg ikke forstod portugisisk, at arrangere det nødvendige. Han fulgte mig til de Personer, som havde med den Sag at gjøre, og hjalp mig saaledes til meget snart at bringe alt iorden.

Da dette var gjort, skiltes vi, som om aldeles intet Fiendskab havde fundet sted mellem os. At han nu var en fuldblods Nar, maatte jeg fremdeles antage. Dampskibets Kommandant var en stor, tyk Nordamerikaner med en Tordenrøst. Paa de brazilianske Dampskibe bliver man godt beværtet; men der er og bandsat dyrt. Reisen fra Sao Francisco til Rio Janeiro kostede mig 25 Speciedaler, norsk. ($ 30.50) Passagererne bestod af en Kone med to Børn, en katholsk Præst, ansat i Montevideo, Irlænder af Fødsel, en Farmaceut fra Turin, en gammel Mand fra Spanien og jeg.

Vor Skipper var en godlidende, jævn dansk Mand med hvem man godt kunde komme tilrette. Vi talte meget med hverandre om Norden. Han havde ogsaa faret paa Norges Kyst og været kjendt(...) han kommen hertil paa sit eget Skib, men havde været uheldig og mistet alt hvad han eiede.
-Han længtes til Danmark, men vilde ikke reise hjem i ringe Kaar.
Saaledes gaar det mange, som reiser hid til disse Lande i den Tanke at gjøre sin Lykke. De möder mange Hindringer, kommer i Forholde, hvorfra de ikke kan fri sig, skjønt al deres Hu staar til Fædrehjemmet. (...) om at Katholikerne kunde være hævngjerrige, og at de hertillands har let for at udføre sin Hevn. Da svarede han: "Ja, det kan let hænde, at det(...)-ter i Byen da jeg var der, og disse havde besat alle befæstede Punkter.

Jeg havde glædet mig til det Selskab jeg skulde finde i den katholske Præst, men den Glæde blev kun ringe. Han var en meget uvidende Person. Da han hørte at jeg var fra Norge spurgte han om Norge laa i Middelhavet. Jeg hørte ham en Aften synge et Par Vers af "Stabat Mater", hvilket han gjorde rett godt, da han havde en smuk Stemme. Dagen efter bad jeg ham synge denne deilige latinske Hymne, han begyndte derpaa, men kom ikke videre end et Par Strofer, da huskede han eller vidste han ikke mere. "Naar jeg messer gaar det bedre", sa han, men det gik heller ikke bedre da. Med Skipperen förte han en idelig Disput om Religion, hvilket tilsist gjorde dem begge hed i Hovedet og næsten til Fiender.

Naar Skipperen talte til mig om ham, kaldte han ham: Dette Fæ(...) dette Bæst faar isinde at leie en Neger eller Mulat at jage mig en Kniv i Livet, naar jeg en Dag er i Land." En Dag sad Skipperen og læste i Humes "Englands Historie". Han var kommen ind i Kong Johans Begivenheder og læste om den pavelige Legats Overmod, da Kongen blev nødt til at nedlægge en Pose med Penge for Legatens Fødder, som denne derpaa trampede paa med Foragt. Dette gav Vand paa Skipperens Mølle. Han nølede heller ikke længe med at gjøre Pastoren opmærksom paa denne Tildragelse.

I Begyndelsen spidsede Pastoren Øren, thi han kjendte vist ligesaa lidt til Humes Historie, som til Snorre Sturlasons. "Hvem fortæller sligt"? spurgte han. Skipperen nævnte Hume og viste ham Bogen. "Aa, Hume lyver", sa Præsten. Det var interessant at se det Ansigt Skipperen satte op ved dette Svar, han syntes nok at Dumheden var vel tyk. Paa denne Reise, som varede i 14 Dage passerede vi et stort Land, der er beliggende mellem Brazilien og BandaOriental og hvorom man fortalte at det ingen Eier har. Hvem som vil kan ta det i Besiddelse.

Et Stykke ind i Landet er en stor fiskerig Indsjø og vildt Kvæg farer alle Vegne omkring. Omsider ankom vil til Montevideo. Denne Stad ligger paa en Odde eller Halvø, som er aldeles overbygget. Paa Nordsiden er Havnen, som udgjør en meget stor Bugt og paa den anden Side ligeoverfor Byen i Nord kneiser en Fæstning paa Toppen af en meget stor rund Haug. Denne Fæstning tager sig meget godt ud den blev heller ikke indtagen i den sidste Krig.

Naar man kommer ind paa Havnen, tiltrækker Stadens store og skjønne Toldpakhus sig ens Opmærksomhed. Jeg gjorde den Bemærkning straks jeg fik vide, det var Toldhuset, og saa, at det overgik alle de andre Bygninger i Størrelse og Skjønhed, - at denne Stat maatte være en Republik, - thi ellers vilde denne Bygning være bleven benyttet til Residentsslot. Det var nu atter en Lise at faa komme i Land. Denne Gang befandt jeg mig blandt Spaniere og jeg syntes bedre om Tonen her end i de brazilianske Byer.

Her var mere Liv blandt Folket og - det forekom mig - mere Karakter. Her er vel ogsaa Sorte, men ingen Slaver. De Sorte har egen Monark, som bor i Byen. Hans Gage betales ved Sammenskud af hans sorte Brødre, og paa en vis Tid af Aaret gjør han med megen Pomp, ledsaget af en Æreseskorte og iført en Uniform med Epauletter, Chapaubas med Fjærbusk og Sabel ved Siden, en Promenade gjennem Byen.

I Montevideo er en Frugtbazar hvor man kan faa mange Slags skjøn Frugt, f.eks. Figen, som i store Las føres fra Landet til Byen, ligeledes Apelsiner, Æbler, deilige Druer; Meloner m. m., den hede Zones fine Frugter har man dog ikke, saavidt yttrer sig allerede Forandringen i Klimatet, - her er betydelig koldere eller mere tempereret end i Rio.

I Montevideo hører man Guitarspil om Natten paa Gaden udenfor Senoraernes Vinduer; her danser halvvoksne nette Piger Fandango paa Gaderne om Dagen, hvilket virkelig var et fortryllende Skuespil; og her ser man beundringsværdig skjönne Mulatinder (...) (...)Knebelsbarter, - hvilket klæder dem særdeles godt. Om det Indre svarer til der Ydre, har jeg ikke bragt i Erfaring, men man maa tage sig i Agt at man i Betragtning af alle disse Skjønheder ikke glemmer at gaa paa Ydersiden af Gaden, saa Senora kan gaa nærmest Husvæggen, for ellers blir man kaldt en Gringo: En uopdragen Fremmed. I Montevideo traf jeg en Landsmand, den unge Ebeke, som allerede er en betydelig Kjøbmand. Jeg gjorde ham straks bekjendt med mit Önske om at ansættes som Præst ved den vordende Menighed og for det første at faa en Skole istand for tyske Børn. Hr. Ebeke gjorde sig som Landsmand megen Umage for at fremme min Plan, men den imødesaa mange Hindringer. Da hørte jeg tale om en meget rig Englænder, Lafon, der kommanderede Millioner vel ikke Mennesker, men "Patagoner": Dalere. Hr. Ebeke troede, at denne Mand kunde maaske bringes til at interessere sig for vort Forehavende.

Jeg gik altsaa til hans Kontor. Ved Indgangen allerede hörte jeg Lyden af klingende Dubloner eller Guldpenge (hver paa 15 Spdlr.) og da jeg kom ind, laa der flere Stabler af dem paa et Bord. Jeg blev spurgt, hvad jeg vilde. Jeg svarede, at jeg ønskede at hilse paa Hr. Lafon. Jeg blev straks indført til ham. Han er en Mand paa 50 Aar, velskabt, elegant og med et aldeles spansk Ansigt.

Han modtog mig meget artigt. Hans første Spörgsmaal var om jeg talte Engelsk, men da jeg ikke talte Engelsk fuldkommen korrekt, svarte jeg ham paa Fransk; han kaldte paa en Betjent, som straks indfandt sig og gjennem denne underrettede jeg ham om mit Forehavende. Atter kaldte han paa en anden Betjent og lod mig sige, at denne vilde føre mig til en Nordmand, hvorpaa han bad mig komme igjen den næste Dag. Betjenten fulgte mig til den franske (ikke norske) Mægler Vilner, en særdeles artig og venlig Mand med hvem jeg snart blev vel kjendt.

Da Vilner og jeg den næste Dag indfandt os hos Lafon, var han reist til Uruguay. Lafon har Republikens Skjæbne i sine Hænder og skal flere Gange have reddet den fra Undergang. Lafon har enorme Besiddelser, har en(...) Reisebeskrivelser saa meget omtalte Gauchos eller galante ridende Spaniere. Det er vævre Folk. De bærer meget vide Bukser af hvidt eller mangefarvet Tøi, nedentil kantede med Kniplinger; Støvler med uhyre lange Sporer, en rød eller mangefarvet Kappe af en egen Facon, den bestaar af et stort Stykke Klæde, ligesom et Sengeteppe, i hvis Midte er et Hul, derigjennem stikker Gauchoen sit Hoved og saa en Kappen paa. Hovedet bedækkes af en fransk Hat. Undertiden har Gauchoen istedetfor Kappe, et stort Stykke Tøi, der paa en egen Maade er viklet om Benene. En Gaucho tilhest er et interessant Syn. Han sidder som han er sammenvokset med Hesten, og Heste har han, som neppe har sin Lige i den ganske Verden. De galoperer i Stræk og man siger, de kan galopere 25 norske Mil paa en Dag uden at overanstrenge dem. Men (...) Gauchoerne er farlige Folk. De er lidenskabelige og kommer øieblikkelig i Raseri. Da flyder straks Blod.

Jeg saa en Gaucho sprænge henover Gaden hvor han fik Øie paa sin Modstander hvem han jog sin Kniv i Struben - derpaa fòr han som en Pil ud af Byen. Saadanne Scener forefaldt daglig i Montevideo, uden at man tog synderlig Notis af dem. Jeg tilbragte en Maaneds Tid i Montevideo, og det var hyggeligt, men uden Indtægter vilde det i Længden ikke gaa an. Hr. Lafon sendte mig et Brev, hvori han lovede at interessere sig for mit Forehavende dersom jeg kunde opholde mig i Montevideo en Tid. Men Opholdet var overmaade kostbar () følte jeg ikke videre Lyst til at at bli der paa det uvisse.

Jeg havde gjort Bekjendtskab med en Kunstmaler fra Kjøbenhavn, en dannet og blid Mand; han havde sin Familie med sig - og maatte her ernære sig som almindelig Husmaler. Denne Mand kjendte Forholdene og han sagde mig rent ud, at jeg burde reise tilbage til Europa da det næsten var en Umulighed for Folk med akademisk Uddannelse at finde en for dem passende Ansættelse her. Efter nøie Overveielse fandt jeg, han havde Ret; - thi hvilken Vei skulde jeg egentlig slaa ind paa, om jeg ikke kunde bli ansat som Præst eller Lærer? Den Omstændighed at jeg ikke var det spanske og portugisiske Sprog fuldt mægtig, var ogsaa en væsentlig Hindring. Rigtignok ønskede jeg at se noget mere af Amerika og var derfor ikke ret tilsinds at vende tilbage, men jeg kunde paa den anden Side ikke negte at jeg ingen Lyst følte at bli Resten af mit Liv i Amerika. Jeg var desuden for gammel til at bryde mig en ny Bane i den Verden eller til at begive mig ud paa nye Eventyr.

Vel tænkte jeg paa at gaa op til Buenos Ayres, som jeg havde stor Lyst til at se, men den Skildring, man gav mig af Forholdene der, var meget afskrækkende. Vistnok var Rosas Rædselsregjering forbi, men Tilstanden var lovløs, og den ene Revolution fulgte hurtig paa den anden. Liv og Eiendom var ikke i Sikkerhed og Partierne slogs i Gaderne. I de övrige Provinser stod Urbvisa med sine Bander, hvor han, dog forresten sagdes at holde god Justits.

I alle Viger og Bugter, i Parana og Uruguay laa Sjørövere og ikke mange Mile fra Buenos Ayres By var man idelig udsat for de Vildes Anfald, som ikke længere havde at frygte for Rosas Kanoner. Hvad man fortalte om Rosas Rædselsregjering var forfærdelig, men sandt. I den sidste Tid sendte han sine leiede Bødler ud ved høilys Dag, hvilke gik ind i Husene, slæbte Beboerne ud paa Gaden, hvor de myrdede dem, og derpaa hængte de Ligene op paa Lygtepælene paa Statens Torv. Forsømte nogen at fæste et rødt Baand, Rosas Farve i Knaphullet paa sin Kjole, var det nok at bringe hans Liv i Fare. Havde Forholdene været bedre vilde jeg have gaaet fra Buenos Ayres mod Norden gjennem Bolivia og Peru til Panama, men saa som Tingene nu stod, vilde det være et altfor stort Vovestykke, for ikke at si en Umulighed.

Da det saaledes blev mig klart at der ikke var noget at gjøre for mig i Amerika, besluttede jeg at gaa tilbage til Rio og derfra til Europa. Hr. Vilner skaffede mig Plads paa et Hamburgerskib og det paa meget billige Vilkaar; thi da jeg vilde betale Skipperen, var han ikke til at bevæge til at modtage noget. Denne Reise varede i 16 Dage. Buenos eller Uruguay som strækker sig gjennem 6 Breddegrader og ligemange Længdegrader, er for det meste fladt Land afvexlende med Dale og Høie og kun tyndt befolket. Det er saa aldeles blottet for Skov, at jeg hørte Folk sige, at det vilde lønne sig at lade en Ladning Tømmer komme til Montevideo fra Norge. Landets Tilstand er saa godt som lovløs. Præsidenten, Ganos el Flores, sagdes at være en raa Kriger, der har tjent sig op fra Soldat. Heller ikke saa jeg Senatoren Bustamente, om hvis Dygtighed man heller ikke yttrede sig videre fordelagtigt. Buenos er et frugtbart Land og et vidt Feldt for Kolonisation.
-Kvæget farer vildt paa de uhyre Strækninger og der vrimler af Millioner Agerhøns, som man ikke behøver at skyde, men kan tage med Hænderne.
(Fortsettes)
Avskrift av GÅ PÅ og FOLKETS RØST 1918-1919 (Minneapolis, Minnesota, U.S.A.)

Rio de Janeiro

Det var allerede mörkt da vi kastede Anker. Keiserens Palads ved Søen, en meget lang toetages Bygning, var illumineret og tog sig ud som et Feslot i al sin Straaleglands. Fra alle Kanter fo'r Raketter og Fyrværkeri i Luften, og Gasbelysningen paa den lange Strækning fra Statens østlige Side ligetil Botafoga, gav det hele et særdeles livligt og skjønt Udseende. Paaskedagsmorgen gik jeg i Land og fik Logi hos en tysk Enke, Fetcheteler, i Rua d' Assemble, hvor jeg forblev hele den Tid jeg opholdt mig i Rio, og betalte for Kost og Logi 3 Spdlr. (norsk) pr. Dag. Jeg nølede nu ikke længe med at opsöge en Leilighed til Europa og fandt ogsaa snart en dansk Skipper, som om 8 Dage skulde afgaa til Kjøbenhavn, jeg blev enig med ham om Betalingen og besluttede at anvende 8 dage at se mig om i Rio.

I Paaskedagene gjorde Kirke (...) betragte den der forsamlede, svedende og viftende Mængde. I en Halle bagenfor Kirkens Kor var Præsternes Paaklædningsværelse for Kirkens Lys og Kor. Her stod Sognepræsten, en meget fed Mand med et i høiste Grad ubehageligt Udseende. Han lo og talte med adskillige Personer, som kom og gik. En anden skaldet yderlig mager, lang og tandløs Præst, sad paa en Forhøining. Den tykke Præst gik hen til ham, hviskede nogle Ord, der havde en saa elektrisk Virkning, at han under høi Latter sprang op af sin Stol og gjorde et høit Hop. Derefter gik Sognepræsten ind i et tilstödende Kapel og afholdt Kommunion. Dette Kapel var meget vakkert, smagfuldt og rigt dekoreret. Gulvet var bedækket med smukke Tæpper, Tag og Vægger prydet med Forgyldninger og værdifulde Malerier. Alteret var udstaferet med Guld, Sølv, Blomster og Lys. En behagelig Duft af Røgelse opfyldte det hele Rum. Ceremonien, som jeg dog ikke fik se fra Begyndelsen var meget smuk.

To unge Piger, som gjorde Tjeneste ved Alteret, gik senere hen og kyssede de Kvinder, som havde kommunikeret og Præsten, som var festligt klædt omfavnede Mændene. Nu skulde Konserten begynde. Det var kun tarvelig Musik og jeg gik derfor min Vei. Kirkerne staar aabne hele Dagen forat enhver kan gaa derind. Da de er kjölige, gik jeg gjerne derind og satte mig en Stund.

En Dag medens jeg sad i en Kirke ganske alene, thi jeg kunde ingen se, enskjønt der uden Tvil nok var Øine hist og her, som hemmelig iagttog hvad er foregik - saa jeg en gammel Matrone, iført fra (...) (...) fik en særdeles dyb, blid og tillidsfuld Kompliment, andre en mindre. Nogle værdigedes kun et Blik, der udtrykte saa omtrent: "Du? aa ja, du ogsaa da!" Saa gik Matronen ud, vistnok med lettet Hjærte. Lidt efter kom to Negerinder, sjuskede, fede og skidne. De vovede sig ikke op i Kirken, men satte sig ved Vievandskarret ved Døren.

Efter at have gjort et dybt Nik op mod Alteret fo'r de med Haanden ned i Vievandet og bestænkede Ansikt, Barm og Nakke med Haanden. Ganske vaade og dryppende af Vievand vendte de sig atter med smilende Fjæs mod Alteret, gjorde igjen en livlig Kompliment og fo'r paa Dør. Straks efter kom en Mulatgut. Han saa sig om til alle Sider, bestænkte ikke alene sig selv med Vievand men ogsaa en Almissekasse som hængte paa Væggen dermed og forsvandt. Saa gik ogsaa jeg min Vei.

Ligeoverfor det keiserlige Palads paa en Høide staar et Kapucinerkloster. Det havde den skjønneste Beliggenhed i Verden. Jeg gik gjerne derop for Udsigtens og den skjønne Luftnings Skyld. En Dag gik jeg derind forat besöge Munkene. Jeg blev meget venlig modtaget af Prioren, som førte mig om i Klosteret og ind i sin Celle. Denne var et lidet Værelse indrettet paa Ungkarlsvis. Han havde her sin egen Bogsamling, som han gjerne tillod mig at gjennemse, og hvori jeg fandt Vulgata og en del engelske og italienske Bøger. Han talte lidt Fransk og Latin og paa det sidste Sprog fortalte ham mig, at Klosterbrødrene for det meste var paa Reiser som Missionærer i det Indre. De levede ellers ganske ubekymret og godt. Jeg havde meget ønsket at erholde en Oversigt over Missionsvæsnet i Brazilien, men en saadan kunde ikke uden store Vanskeligheder være at bekomme.

I Klosterets Kirke var jeg flere Gange, thi dens Simpelhed og den Stilhed som herskede der, behagede mig. Jeg gik derind en Søndagsmorgen. Der var et Par Negerinder, som iført et sort Gevant, knælte ubevægelige paa Gulvet med sammenlagte hævede Hænder og Ansigtet vendt mod Alteret. De læste ganske sagte sine Bønner.
-Foruden disse var der en aldrende Dame og to yngre hvidklædte som knælede ved hinandens Side.
De bad og var ganske fordybede i Andagt.

En gammel Mand kom ind, lagde sig paa Knæ lige bag mig, strakte sine Arme helt ud og forblev i denne Stilling indtil han havde læst sine Bønner, stod op og gik lige saa stille ud som han var kommen ind. Ogsaa jeg følte mig andagtsfuldt stemt, læste mit Fadervor og frembar min Bøn for den Høiestes Trone og følte mig oplivet. Efter en Tids Forløb kom en af Klosterbrødrene, meget simpelt klædt, i en grønbrun Kappe, som var sammenholdt om Livet med hvide Snore. Om sine bare Fødder havde han bundet Sandaler og paa Hovedet havde han bundet en simpel Kalot.
-Han gik op til Alteret.
Kvinderne knælede stille paa Alterets Knæfald og modtog Sakramentet, det vil sige kun Brødet. En Betjent bød dem Vand af en Vase.

Det hele foregik med en Rolighed, Værdighed og Andagt, som virkelig var opbyggende. Jeg havde i Billes Beskrivelse over hans Reise omkring Jorden paa Korvetten "Galathea" læst om det underskjønne Skue, som man kan have fra Coronado og besluttede at gaa derop. Jeg gik altsaa en Morgen fra Rua d' Assemble hen til den berømte Vandledning og derfra op til Theresia Klosteret.

Da dette Kloster ser meget vakkert ud, og man derfra kan se ud over hele Rio, Havne og Omegn gik jeg derind. I Indgangen til Klosteret sad nogle halvnøgne Negerbørn. En af Negerpigerne gik til Gitteret og ringte paa en Klokke. Kort efter kom en Nonne til Gitteret. Jeg kunde høre, at hun var meget gammel paa hendes hæse, skrattende Stemme. Jeg kunde ikke se hende og hun kunde ikke forstaa mig. Den lille Pige blev altsaa sendt til Kapellanen som straks kom. Jeg fortalte ham hvem og hvorfra jeg var, og at jeg ønskede at bese Klosteret. Han førte mig ind i Kirken som var ganske tarvelig. Her hang Formen af den hellige Jomfru Marias Haand og Fod.
-Hun maa ha været et meget spædt Fruentimmer.
Derefter førte Pateren mig til sin Bolig, en ret net Bygning tæt ved Klosteret. Jeg betragtede herfra gjennem Kikkert Havnens mange Fæstninge og Skibe saavel som Coronados stolte Masser, der tronede paa den østlige Horisont. Derefter fortsatte jeg min Vandring opad langs Vandledningen.

Denne er et Kunstværk, som fører det deiligste Vand i rigelig Mængde høit oppe fra Fjeldene ned til Rio. Den hele Vei ledes Vandet i en meget tyk muret og overbygget Rende. En Fjærding Vei opover er der i visse Mellemrum anbragt svære Messingkraner paa denne Mur; naar man dreier paa disse, udströmmer det klareste og friskeste Vand. Den er overalt beskygget af prægtige Træer. Naa man kommer en halv Mil op, blir Veien smalere, steilere og Landet er udyrket. Endnu længere op i Nærheden af Basinet er et smukt Landsted og nu har man kun omtrent etpar Skridt igjen opad Coronadotindens egentlige Spids, saa staar man paa Toppen. Paa dette sidste Stykke Vei mødte jeg en prægtig grøn Slange, saa smuk som et Dyr kan være.

Jeg lod den i Fred. Oronados Tinde er meget spids. Arbeidere holdt med stort Besvær paa at mine og grave forat faa Plads for en Telegrafstation, man vil have der.
-Den hvide Mur ligger paa flere Steder udover Tindens Klöfter og giver denne et vakkert Udseende fra det Fjerne.
Hvad Udsigten derfra angaar maa jeg tilstaa at jeg ikke fandt den saa skjøn, som jeg efter Beskrivelsen havde ventet. Den er vistnok vidtstrakt, har saaledes selve Rio med Forstæderne og hele Dalen ved Byen samt Fjældene i det Fjerne, men der er noget meget trist i denne Udsigt. Urskoven er ikke langt borte og hvor der er ryddet Mark har denne langtfra den nordlige Jordbunds friske grønne Udseende. Skjønnest var Udsigten over det ubegrændsede blaa Hav. Jeg var saalænge deroppe, som medens man røger en Cigar. Lidt nedenfor Fjeldtoppen er der en Kilde.

Jeg tog en Skaal som laa der og drak; da jeg lagde Skaalen fra mig, svømmede en Padde over Basinet. Firben fo'r om til alle Sider. Jeg gik en kortere Vei tilbage og kom ned i Rua da Lapa, hvor jeg gik ind i en Venda og holdt et retskaffent Maaltid. Derpaa kom jeg ganske træt til mit Logi og saaledes endte den Dag. Hvem har læst og hørt om Rio og ikke tillige om den botaniske Have? Jeg vilde se dette berømte Sted og gik derhen. Der er Rio Omnibusser nok, som trækkes af Mulæsler, og som farer i alle Retninger - ogsaa til den botaniske Have; men jeg foretrak at gaa, thi jeg havde ofte nok været Vidne til det Barbari hvormed disse arme Dyr blir behandlede. Driveren har en uhyre lang Svöbe, hvormed han idelig manøvrerer. Naar Mulen blir træt standser den. Da regner det med Slag paa den
-da krymper den sig sammen og modtar de frygtelige Prygl, indtil den er saa meget udpustet, at den kan løbe videre eller den styrter.

Veien til den botaniske Have gaar gjennem Botafoga, en smuk Forstad med en prægtig liden Havn bag Sukkertoppene. I Botafoga har Rios Noblesse sine Paladser. Luften er her sundere end i Byen. Fra Rio til den botaniske Have er en stiv Mil og en Spadseretur derhen er en varm Fornøielse, men det lønner Umagen. Desuden mödte man idelig Negerinder med store Kurve fulde af Oranges, der forskaffer den herligste Forfriskning. Den botaniske Have ligger lige under Corsovade og er et herligt Anlæg.

Fra denne Rotunda gaar en bred Alle af Kokuspalmer gjennem Havens hele Længde. Bunden af denne Alle hvor der er Render af rindende Vand paa begge Sider, er aldeles renset for Græs og bestaar af lyserød Lerjord. Palmerne som var meget over 50 Aar gamle, er tykke og høie som Mastetræer og staar i passende Afstand fra hinanden. Stammen er lysegraa og omgivet af mørkegraa Ringer i Barken, hvilket angiver deres Ældre, da de sætter en Ring for hvert Aar. Høiere oppe, omtrent et Par Favne fra Toppen, er Træet omgivet af lysegrøn Bark, fin og glat som tykke Blade og ovenfor denne udbreder sig dens deilige store grønne Bladkrone. Seet fra Indgangen af frembyder denne Alle et Prospekt, som ikke har sin Lige paa hele Jorden. Jeg har aldrig seet noget tilnærmelsesvis lignende, undtagen i de Tegninger man har over de kolosale Kolonader, som findes i Ruinerne af Ægyptens ældgamle Templer, og Ægypterne maa vist ha lært af Naturen at bygge deres Templer, men her er det Naturen selv, som har bygget, og Himmelen, som danner Hvælvinger derover.

I Haven findes en Mængde Buegange, Lyshuse, Grotter, Springvande, smaa rindende Bække med kunstfærdigt byggede Broer og et udsøgt Blomsterflor, hvor Sommerfugle og Colibrier hele Aaret rundt sværmer om. En Beskrivelse over de herværende Planer vilde langt overskride mine Evner. Blandt Træerne fængslede Brødfrugttræet min Opmærksomhed baade paa Grund af dets ædle Skikkelse og formedelst dets Berømthed, Velgjørenhed og Rigdom. Det er helt igjennem et ædelt Træ, som synes at sige til Beskueren: "Se den almægtige Godheds Fylde, kom alle og enhver - tag til Livets Næring - jeg giver det for intet! - Et udvokset Brødfrugttræ kan være meget stort. Dets Vækst er pyramidalsk, men dets stærke Grene udbreder sig i stor Høide om Stammen som store spaltede Blade og bærer en forbausende Rigdom af Frugt. Brødfrugten er grøngul af aflang Form og kan være stor som et Menneskehoved. Havens Forstander forærede mig en Frugt, som jeg lod koge. Den lignede i Smagen melrige Potetes; den kan tilberedes paa mange Maader. Efter at have kvæget mig med Oranger efter at ha beseet mig og indaandet Naturen i dens ubeskrivelige Herlighed paa dette paradisiske Sted, begav jeg mig paa Tilbageveien.

Jeg gik langs Sjøen, det var varmt og jeg havde stor Lyst til at bade mig, men de hæslige Firben kom mig altid i Veien. (Man vil maaske spørge hvorfor jeg ikke medtog Planter og Frø til den botaniske Have i Kristiania. Jeg tænkte virkelig derpaa; men min Vei tog en anden Retning og idelig fremkom den Tanke hos mig: O, kunde jeg bidrage til at mine Landsmænd fik se og nyde dette velsignede Lands Herligheder! De skulde ikke her ha nødig at sörge for Klæder og Föde og Ly imod Vinterens Kulde. Ei heller skulde de her behøve at kjæmpe imod en ufrugtbar Natur forat aftvinge den det fornödne til Livets Ophold, thi her giver Naturen af sig selv det man behøver, her behøves kun at lede og tæmme den.

Det lod også til at dette Önske skulde gaa i Opfyldelse). Siden Storhandelens Ophør har den brazilianske Regering lært mere og mere at indse Nødvendigheden af at fremme Kolonisationen; thi saalænge den sorte Befolkning rekruteredes med Indførsel fra Afrika, havde man Slaver nok til at arbeide; men saaledes er det ikke længere nu. Man klager nu over, at den sorte Befolkning er i stærk Aftagende og Aarsagen angives at være dels den slette Føde, som man giver Negrene paa Plantagerne og det strænge Arbeide som der paalægges dem, dels den Omstændighed at Negerinderne for at ungaa det uudholdelige Besvær som Börneopfostring i Forening med dette haarde Arbeide paafører dem, fordriver deres Foster.

Og hvad Slags Befolkning vilde det være? Brazilianere som aldrig har bestilt noget, men kun levet af deres Slavers Arbeide! deres Underholdning giver Slaverne dem enten saaledes (...) de, naar Eieren har en Plantage (...) arbeider for denne, og da faar (...) almindeligvis kun sin usle Føde og Klædning, om det ellers kan kaldes Klæder; thi deres Kroppe er mere nøgne end paaklædte, - eller saaledes, at de kan skjøtte sig selv og tar fat paa hvad Arbeide han vil og kan, imod at han betaler sin Herre en vis Sum Penge ugentlig, og denne Maade er mest brugelig i Byerne, hvor der gives bedst Anledning til forskjellige Slags Erhverv. Hvad Slaven kan fortjene mere end han skal betale sin Herre, det er hans Eiendom, og det hænder ofte, at han fortjener saa meget, at han kan købe sig fri, men er han en flink og flittig Arbeider, saa blir hans Frihed ogsaa forholdsvis dyrere.

En ung, lydefri og velsindet Slave koster 5 til 600 Speciedaler norsk og undertiden mere. Men den stakkels Negerslave har ingen Rettigheder. Vel har man i den sidste Tid forfattet en hel Del Lovbestemmelser til hans Forsvar imod Mishandling; men hans Stilling er dog altid afhængig af hans Herres gode Hjerte og Lune. Han er sin Herres Eiendom. Han maa fölge ham som et Dyr. Jeg hørte endog meget dannede Folk paastaa, at Slavernes Forfatning slet ikke var saa meget beklagelsesværdig, hvilket næsten klang som Forsvar for Slaveriet. Man sagde: "Han er ogsaa Slave i sit eget Fædreland, og der er han udsat for endnu større Vilkaarligheder end her!" Men kan den Omstændighed berettige den hvide Kristne til at kjöbe eller fange ham, holde ham som Slave eller sælge ham? Fra (...) At slaa en Slave eller paa anden Maade være haard mod ham, forekom mig stedse som en stor Misgjerning; thi Forholdene mellem ham og den hvide Herre er altfor ulige. Overmagten og Uretten er altfor overveiende stor for den sidste. Slaven er berøvet alt! Alt hvad der er ham dyrebart her i Livet, endog Friheden, og dog vil man tillade sig at mishandle ham. Nei, Slave! Vil du begynde at tale om din Ret! din Behandling! dine Forholde! Da (...) maa jeg til. Besynderligt nok, jeg fandt virkelig i Slavernes Manerer, Opförsel og Væsen ofte Lighed med Fjeldfolket i Norge.

De afrikanske Slaver er ranke, vakre og velskabte, undertiden meget smukke, og deres Væsen er den rene Natur; men denne Natur har desværre ofte sine meget mörke Sider, og i denne Henseende straffer Slaveriet sine Tyranner paa det frygteligste. Thi enten har den Sorte ingen Religion, eller ogsaa er han Hedning. Jeg har hørt sige, at Slavebefolkningen aftager med 45 (?) pCt. aarligen. Under saadanne Omstændigheder staar den brazilianske Stat uagtet al sin Naturrigdom, paa svage Fødder. Gaar Slavebefolkningen tabt saa er Maaske? den halve Folkemængde (...) tilkjöbs (...) holde ham (...) som Slave eller sælge ham?

Fra et moralsk Standpunkt bærer den hvide Kristne sig endog værre ad end den hedenske Sorte i Afrika, som undertrykker sin sorte Broder. Jeg har ogsaa hört sige, at mange Slaver har det bedre end mange Tjenestefolk hjemme i Europa. Det kan være muligt undertiden, hvad udvortes Forhold angaar, men han er dog altid Slave. Jeg hørte endog en dansk Mand paastaa, at Slaverne havde det bedre end Husmændene og Dagleierne i Danmark. Dertil svarte jeg kun: "Saa bliver det bedst at faa Rigsdagen til at udstede en Lov, der tillader Slaveriets Indførelse i Danmark; thi naar man kan have det bedre som Slave, hvorfor skal man da være fri?" (...) Væggene var behængt med Tapestrier, der var ikke sparet paa Guld og Sølvflitter, kostbare Vaser og Lys, kort sagt, der var en saadan Pragt og Glands at jeg blev træt af at se paa den. Desuden var der i Kirkerne stor Konsert og tillige Udstilling, det vil sige af Helgenbilleder.

Jeg gik ind i en Kirke, hvor en Mængde Mennesker strømmede sammen, forat se hvad der gik for sig. Her var en Buste af Jomfru Maria placeret paa en flere Trin høi Tribune. Dette Billede var iført kostbare Silkeklær, havde en Krone paa sit Hode, Juveler paa Brystet og en prægtig Kappe af Brokade, over sine Skuldre. Man anslog Værdien af al denne Stas til mere end tusend Spdlr. norsk. Ved Billedets Fod var hensat et stort Sølvfad. Gamle og Unge kom nu hertil, steg under mange dybe Buk opad Tronens Trin, kyssede Bustens Hænder og Fødder og kastede Penge i Fadet. Dette varede i flere Dager saa at der maate være indkommet mange Penge. Opp i Koret stod to kostbart smykkede Ligkister, som havde været benyttede i Processionen de foregaaende Dage. Man gik nu omkring der korsede sig og besaa al denne Stas, ganske som ved en Kunstudstilling.

Næste Dag besøgte jeg en anden Kirke, hvor der skulde være stor Konsert. Trængselen var overordentlig stor. Afdelingen ved Koret var optaget af Kvinder - mest Mulatinder, som her sad i fuld Stas paa Gulvet, smaasnakkende og viftende sig; thi Heden derinde var forfærdelig. De sad der to Timer, der ble ikke holdt hverken Messe eller Prædiken, man ventede. Paa begge Sider af Kirken og under dennes Tag var luftige Haller hvor man kunde afkjøle sig og gjennem Dørene derfra ind i Kirken kunde man betragte den.
(Fortsettes)
Avskrift av GÅ PÅ og FOLKETS RØST 1918-1919 (Minneapolis, Minnesota, U.S.A.)

Inde i Vognen sad Keiseren alene, blond, smuk, blaa-øiet og ungdommelig, med Scepteret i Haanden og iført den keiserlige Kaabe.

Da han var faren forbi, skyndte jeg mig hjem til mit Logis. Jeg havde faaet se mere Stas, end jeg skjøttede om. I sin Throntale havde Keiseren energisk udtalt sig for Kolonisationen, og jeg talte med flere Kolonisations-Entreprenörer, som havde avsluttet meget fordelagtige Kontrakter med Regjeringen.

Iblandt disse var den tyske Doctor Bluhmenau, som jeg ofte traf hos Hr. Rohler, og hvis Skrifter over Sydbrazilien jeg allerede i Kristiania havde læst. Han anlagde Kolonien Blumenau, som grændser til Joinville; men det gaar ham, tror jeg, som saa mange, der har givet sig ifærd, med Kolonisationssagen: de have taget sig Vand over Hovedet.

For at paaskynde et endeligt Svar besluttede jeg at tale med Minister Pedeira. Jeg gik til hans Departement. Ved Indgangen traf jeg Aubè. Medens jeg talte med ham, fik jeg et kraftig Slag paa Skulderen; jeg vendte mig om og saa Herr Blumenau. Han spurgte mig, om jeg vilde tilbage til Europa. Jeg fik neppe svaret, för Aubè tog ham under Armen og trak afsted med ham. Siden saa jeg hverken ham eller Aubè mere.

Jeg gik nu ind i Ministerens Departement, og da jeg fra Norge af er vant til at slide Trapperne i Departementet, fandt jeg let frem her og var snart ligesom hjemme. Jeg saa Kopister med Huller paa Frakkeærmene, hvilket ventelig var for det hede Klimas Skyld, og Venteværelset, som her kaldes "Casa da Paciencia" (Taalmodighedens Hus), sad en Mængde Ansøgere og ventede paa Audiens.

Blandt disse var en ung Militær, blond, med et nordisk, dygtig polisk Ansigt. Da han hörte, at den Mand, som skulde anmelde mig for Ministeren, ikke kunde forstaa mig og endvidere saa, at jeg af Ærgelse stampede i Gulvet, kom han hen og tilbød sig at være Tolk, om jeg kunde tale Tysk. Dette Tilbud var mig inderlig kærkomment, og nu fik jeg da søgt hvad jeg vilde, og fik tillige vide, at Ministeren endnu ikke var kommen; altsaa vente og - "paciencia". Vi ventede først i en, saa i to, saa ind i den 3die Time. Men da var vort Forraad af paciencia opbrugt; og det blev os sagt, at Ministeren ikke kom den Dag i Departementet.

Imidlertid havde jeg havt en meget interessant Underholdning med den unge Officer. Han var fra Sachsen, havde reist til Brazilien forat søge sin Lykke, var bleven ansat som Ingeniør og havde været baade i det sydlige og det nordlige Brazilien. Nu var han nylig kommen tilbage fra Para, hvor han havde bygget Veie dybt inde i Urskoven. Under dette Arbeide havde han meget omgaaes med Carboklerne eller de Vilde i hine Egne, hvis Gjæstfrihed, Ærlighed og Oprigtighed han roste meget, men hvis Levevis jeg for min Part ikke kan give ubetinget Bifald. Carboklerne lever af Jagt og Fiskeri og driver kun meget Jorddyrkning, at de har den ndøvendige Falinha. Da der i disse Egne er nok af Vildt og Fisk Men jeg som ingen Carboklemave har, og som nu havde ventet i næsten 3 Timer paa Ministeren, længtede efter at komme tilbage til mit Logis for at spise Middag.

Da indbød den artige Sachser mig til Middag i sit Hjem. "Vi vilde da", sagde han, "gå sammen til Ministeren i Eftermiddag." Som sagt, saa gjort. Vi gik Arm i Arm til hans Hus. Her modtog os hans meget unge, vakre og elskværdige Kone, som havde fulgt ham i Carboklernes Skove. Hun var født af tyske Forældre i Rio Grande og havde opholdt sig der i længere Tid. Om Forholdene der var hun altsaa vel underrettet. Blandt andet, som kunde give Forklaring om Tingenes Tilstand dersteds, fortalte hun mig følgende: Da den tyske Befolkning i Rio Grande er meget betydelig, men der blandt de indvandrede kun findes faa Prester, opstod en Tysker, der havde tjent som Sergeant i den schleswig-holsteinske Arme, som Prædikant. Han prædikede til alle sine Tilhøreres Tilfredshed, og alle vare enige om at antage ham til Prest. Der blev da udfærdiget et Andragende til provinsens Præsident om at faa Sergeanten ansat. Præsidenten havde intet derimod, opfordrede ham til at indsende sine Legimitationer. Han sendte sin Bestalling som Sergeant i den schleswig-holsteinske Hær; anden Legimitation havde han ikke; men denne vilde man ikke tage for god - derimod blev det betydet ham, at han ogsaa skulde afholde sig fra videre Prædiken. Dette Forbud vilde han imidlertid ikke rette sig efter. En Aftenstund var han kommen i Selskab med en hel Del unge, lystige Officerer. Der blev drukket, sjunget, talt, og endelig fandt en Galning paa, at Sergeanten skulde holde en Prædiken. Han vægrede sig længe; men man slap ham ikke, før han maatte indvilge. Stole og Borde blev arrangerede og en Prædikestol improviseret. Han steg op og begyndte at tale. I Førstningen blev han afbrudt af mangfoldige Ytringer: Bravoraab, Hosten og Trampen; men da han nu en Gang var begyndt, var han ikke saa let at bringe til Taushed. Han citerede baade Profeter og Ægyptere, og det lykkedes ham tilsidst at fastholde Tilhørernes Opmærksomhed og endelig ombestemme dem saa de () endelig gav ham et uskrømtet Bifald. Men alt hans Talent kunde dog (ikke) fri ham for Tiltale fra Övrigheden, og han blev transporteret til Fort Allyre og sat i Forvaring. Nogen Tid efter kom Sachseren og hans Frue ogsaa derhen. En Dag møder de en elegant klædt Mand, som gaar hen til dem, omfavner Sachseren og kalder ham sin kjære Ven og fortæller, at han nu er det lykkeligste Menneske. Hvem skulde det vel være uden den talentfulde Sergeant. Han var () alene ()...

Om Eftermiddagen begav vi os på Veien til Minister Pedeira; men da det var langt derhen og det var sent, maatte vi udsætte det til næste Dag. Vi skulde da mødes paa et bestemt Sted, dersom det ikke regnede. Men det regnede, og Sachseren udeblev. Saa gik jeg alene. Da det regnede sterkt, blev mine Klæder smudsige. Mens jeg udenfor et Hus, som laa i Nærheden af Ministerens Bolig var ifærd med at børste endel af Smudset af mig kom Husværten til det aabne Vindu og spurgte mig, om jeg vilde gaa ind til ham at gjøre mit Toilette.

Dette Tilbud modtog jeg, og da alt var i Orden, spurgte jeg ham, om han vilde fölge mig til Ministeren, da jeg maaske vilde komme til at behøve en Tolk. Dertil var han straks villig. Denne Mand var Kjøbmand i Rio, födt af engelske Forældre. Han havde bereist Tyskland og Norden, havde ogsaa været i Kristiania.

Vi gik. I Senhor Pedeiras Hus var Damerne, beskjæftigede med Haandarbeide, hvilket er en Sjeldenhed blandt Brazilianerinderne der i Almindelighed intet bestille. Ministeren kom straks. Da han hørte mit Navn, tog han mig først hen til Vinduet, og derpaa gik vi ind i hans Arbeidsværelse. Jeg gjorde ham opmærksom paa, at det sandsynligvis vilde bli nödvendigt at have en Tolk, og derfor var hin Herre fulgt mig; men han sagde: Jeg skal nok tale saaledes, at De forstaar mig." Samtalen blev da ført paa Fransk. Vi gik ind paa hans Kontor, hvor han sagde mig, at han, før han kunde gi et bestemt Svar maatte tale med adskillige Personer.

Jeg bad om et bestemt Svar snarest mulig. Han lovede da, at jeg skulde faa et defintivt Svar inden 8 Dage. Dette var atter en Udsættelse. De 8 Dage gik. Jeg indfandt mig atter i Ministerens Hus til aftalt Tid, Kl. 8 om Morgenen. Han var dog ikke saa tidlig oppe. Medens jeg ventede, kunde jeg fornøie (mig) med at höre paa alle Papegøierne og betragte den skjønne Have og en Mængde Mennesker, som havde Tjeneste i Huset: Negre, Mulatter og Carbokler. Disse siste er rødhudede og har langt, stridt sort Haar, som dog er mere solkeligt (?) ud end Negrenes Uldparykker. Ogsaa syntes mig Formen af Rødhudernes Hoved mere intelligent end Negrenes.

Endelig kom da Ministeren; men jeg kunde ingen anden Besked erholde, end at han vilde tale med en Mand, som hed Felizardo, som forestaar Landuddelingen, og som skulde komme til ham denne Dag. Felizardos Adresse gav han mig, og hos denne skulde jeg faa det endelige Svar. Jeg opgav nu Haabet; thi jeg indsaa, at mit Anliggende gik den skjæve Gang. den fölgende Dag opsögte jeg dog Felizardo; men han var endnu ikke hjemkommen fra en Reise og ventedes ikke før om 2 Maaneder.

Af hvad jeg havde hørt og læst om Rio de Janeiro, havde jeg dannet mig de skjønneste Forestillinger om denne By. Disse forestillinger blev ikke overtrufne i Virkeligheden hvad selve Byen angik. Den er meget stor; den mangler heller ikke store og skjönne Bygninger, saasom Hoteller, Kirker, og Klostre, og dens Beliggenhed er saa skjøn som nogen By kan være; men der er noget eiendommelig trist og mørkt udbredt over denne By, som dels har sin Grund i Folkekarakteren og Skikkene, dels i Husenes Udseende.

Paa Gaden er der travelt Liv; der vrimler af Mennesker, mest af Sorte og Mulatter. Disse bliver man snart kjed af at se, men enda snarere kjed af at lugte. Den Sorte har en meget tynd Hud og en meget sterk Uddunstning. De trave om i alle Gader med meget store Byrder paa deres Hoveder, idet de idelig synge en eller anden monoton og traurig Sang som de for det meste improviserer. Mulatten er den ækleste Menneskerace, som jeg har seet. Han er gul og har uldagtigt kruset Haar. Jeg har ikke seet en eneste smuk Mulat-Mandsperson; hans hele Væsen er eiendommeligt. Han ved ikke selv, hvordan han skal gebærde sig. Naar Mulatten gaar, saa vrikker han med hele sit Legeme og figurerer med Arme, rider han saa er det immer Dilt, og baade han og Hesten dilter væk; han passer bedst for Mulæslet, der i mange Henseender ligner ham; sidder han saa han kan ikke holde sig rolig, men gestikulerer med sin Stok; thi jeg har aldrig seet en Mulat uden Stok. Han bliver ikke let taalt i godt Selskab.

Jeg var tilstede en Gang paa en Restauration; man spillede Billard og underholdt sig som sædvanlig; der var ogsaa en Mulat, som var baade rent og pænt klædt; han saa ud som slikket. I nogen Tid gik det godt. Mulatten holdt sig rolig og for sig selv; men omsider begyndte han at manøvrere med sin Stok, og straks blev han kastet paa Dør, hvilket var meget let iværksat; thi Mulatterne er i Regelen tynde og lette Personer. En fed Mulat er en Vederstyggelighed, men ikke en Sjeldenhed. Af fede gamle Negerinder findes der i Rio en hel del, og disse er saare hæslige Skabninger. (...) Endelig fik jeg da høre, at Felixardo skulde ankomme paa Onsdag.

Samme Dag besøgte jeg ham. Det første Spørgsmaal, han spurgte mig, var: Hvad er Deres Ærinde?" Jeg blev lidt perplex; thi jeg troede, Ministeren var underrettet om alt. Han fortalte mig da, at han endnu ikke havde havt Tid til at se igjennem sin Korrespondance, da han netop var hjemkommen. Jeg fortalte ham da det fornødne, hvorpaa han svarede, at der ikke var mere Land at erholde paa de Betingelser, jeg ønskede, et Svar hvis Paalidelighed jeg selvfølgelig betvivlede, men hvormed jeg jo maatte lade mig nøie.

Jeg havde ved det lange Ophold i Rio sat en god Del Penge til, og at reise derfra uden at opnaa noget ærgrede mig. Mine Venner raadede mig til endnu engang at opsøge Keiseren. Jeg gik da for sidste Gang ud til Botafoga forat finde Keiseren. Han var ikke vanskelig at finde Kl. 8 om Morgenen. Jeg stod ved Indgangen til Paladset.

Da kom Keiseren, Keiserinden og deres to smaa Døtre og et Følge af Damer og Herrer m. m. Han saa dennegang ikke saa venlig ud, men da de alle var gaaede ud, kom han tilbage, hvor alle Hofherrerne stode, kom hen og vinkede paa mig. Jeg gik hen til ham og gjorde en dyb Kompliment, men kyssede dog ikke hans Haand (hvilket jeg maaske burde have gjort da jeg saa de store Herrer gjøre saa).

Jeg fulgte ham ind i et tilstødende Værelse, hvor jeg nøie fortalte ham alt, hvad der var passeret siden min sidste Samtale med ham. "Jeg har dog sendt Deres Ansøgning til Ministeren og stod i den Formening, at Deres Andragende var bevilget!" sagde Keiseren. Jeg fortalte ham saa Felizardos Svar, og at den lange Venten og Udsættelse næsten havde udtømt min Pengepung, og at jeg nu ikke saa nogen anden Udvei end at reise uden at have opnaaet noget, hvilket ærgrede mig. Keiseren reiste sig, saa længe paa mig med sine smukke blaa Øine og sagde: "Jeg har forstaaet alt, hvad De har sagt. De behøver altsaa Penge til Deres Foretagende. Vent et Øieblik." Derpaa gik han hurtig bort.

Idetsamme gik ogsaa hele Hoffet. Jeg havde hele Tiden talt Tysk og H. M. havde svaret paa Fransk. Jeg ventede i over ti Minutter, og spurgte saa en Kammerherre, om han troede, Keiseren kom tilbage. Men han svarede: "Jeg ved ikke". Nu paatrængende vilde jeg ikke være; altsaa gik jeg. Jeg havde mine Planer i det Tilfælde, at min Ansøgning ikke blev bevilget. Iblandt disse var og den at gaa til Maranhon ved Amazonfloden: det var egentlig Generalkonsul Morseng, som havde sat mig paa den Ide, idet han underrettede mig om, at der i Rio havde dannet sig et Selskab for Guldgravning i Maranhon som skal være det guldrigeste Land paa Jorden. Rigtignok ligger dette Land under Ækvator og Guldgravningen foregaar i et vildt Distrikt hvor man idelig er udsat for Mord og Drab eller Overfald; men jeg foretrak dog at gaa derhen fremfor at blive længer i Rio, hvor jeg havde seet saa mange ulykkelige Europæere henslæbe deres Liv i Elendighed.

Jeg gjorde altsaa Bekjendtskab med Senhor mendes mendova, Deputeret for Maranhon og Agent for et Guldgravningsselskab, en baade dannet og velvillig Mand. Han raadede mig til ikke at reise derhen, da han mente, at jeg ikke kunde udholde det haarde Arbeide; men da han hørte, at det var min bedste Vilje, gav ham mig et Anbefalingsbrev til Forstanderen for Kompagniet, og vi skiltes.

Dagen efter gik jeg ombord paa Dampskibet San Salvador, hvilket farer mellem Rio og Para, og drog mod Norden. Da der paa de brazilianske Dampere kun er to Pladser, og 1ste Plads er overordentlig dyr, tog jeg 2den Plads og betalte 20 Spd. norsk, men en Reise paa 2den P. paa disse Skibe er meget ubehagelig. Man har ikke Tag over Hovedet, og naar der indtræffer Regnveir, hvilket var Tilfældet paa denne Reise, er man mere end slemt deran.

Den første Nat skyllede det ned. Jeg svøbte mig ind i min Kappe, som ogsaa i Finmarken havde beskyttet mig mod Frost og Væde, og trodsede Uveiret. Den følgende Nat regnede og stormede det endnu værre. Da kom Kapteinen og tilbød mig at gaa ind i Salonen paa 1ste Plads, og dette Tilbud modtog jeg med Glæde. Men her blev jeg indlaast. Jeg saa ikke et levende Væsen derinde undtagen en Papegøie, som sad paa en Pinde og ikke mælede et Muk. Jeg lagde mig paa Madrassen der og sov ind.

Men det varede ikke længe, førend jeg vaagnede ved, at det puslede rundt mig; Men da det var mørkt, kunde jeg intet se. Træt som jeg var, sovnede jeg ind igjen men blev atter vækket og dennegang ved at noget løb over mig. Da jeg greb efter det, fik jeg fat i en Rotte, som jeg slængte lang Vei. Men dermed var jeg ikke befriet - der var talløse Skarer af dem. De var hungrige og vilde slet ikke lade mig i Ro. Jeg tror, de vilde æde mig levende. I dette Selskab maatte jeg holde ud til om Morgenen. Da jeg saa skulde tage min Frakke paa, som jeg havde lagt fra mig paa en Krak ved Siden af min Køie, viste det sig, at den var forsvunden og med den det væsentligste af min Kassebeholdning - nogle hundrede Speciedaler. Jeg sagde til Kapteinen at han burde foretage en Undersøgelse forat finde Tyven, hvilket han ikke vilde gjøre, han paastod at Rotterne havde spist op det hele. Jeg vilde naturligvis ikke sove derinde mere og tilbragte altsaa Dage og Nætter i Selskab med Negre og Mulatter.

Men dette Selskab var slet ikke bedre end Rotternes og jeg følte nu ret hvor vanskeligt det er at komme ud af det i et fremmed Land naar man ikke til gangs forstaar Landets Sprog. I Maranhon tales kun portugisisk, sagde man mig og der finder man kun faa Europæere, men desto flere Negre og Mulatter og saadanne Folk, som ikke tar i Betænkning at jage en Kniven i Struben naar de faar Lyst dertil. Disse Omstændigheder i Forbindelse med Tyveriet ombord fremkaldte mange Betænkeligheder hos mig. Vel vilde det være herligt at leve Resten af sit Liv i Fryd og Glæde ved det Guld, man i et Aars Tid havde gravet op af Jorden, men for mit Vedkommende var der nu mere Udsigt til at bekomme et sygeligt Legeme og ende mit Liv paa en ganske kort Tid. Jeg ankom altsaa til Bahia for ogsaa her at indhente Underretning om Forholdene i Moranhon og derefter tage en Beslutning.

I Bahia traf jeg straks min Landsmand Hr. Hvistendahl fra Tønsberg, en meget agtet og talentfuld ung Mand, som straks gik med mig til de Mænd, der kunde give de bedste Oplysninger. Disse Personer talte ikke videre lovende om Forholdene der. Derimod anmodedes jeg af den tysk-protestantiske Befolkning om at nedsætte mig der som Præst da de Unge ikke havde almindelig Skoleuddannelse og hverken var døbt eller konfirmeret til Forældrenes store Sorg. Jeg lod mig da overtale til at gjøre et Forsøg. Bahia, som før var Hovedstaden i Brazilien, er en meget stor Stad med en saare skjøn Beliggenhed lige ved den store Bugt af San Salvador, den rivaliserer med selve Rio.

Men Situationen er aldeles forskjelligt fra Rios, her er Landet flat. Fjernere mod Nord hæver Bjærgene sig. - Skjønt kun 14 Gr. fra Ekvator er Temperaturen i Bahia baade kjøligere og behageligere end i Rio og Klimatet i det hele sundere. Smaa Elve rinder nedover de fjerntliggende Fjelde og udover Landet. Byen ligger i en Halvcirkel fra Fyrtaarnet i Vest til Kirken Bomfim i Øst; en Strækning paa nærved en norsk Mil. Her er vakkert overalt ja, saa skjønt, at jeg ikke ved at have seet et skjønnere Syn. Naturrigets Frembringelser er alle tropiske. Her vokser Kokus og Brødfrugttræet i store Mængder, og her findes den rigtige Sort Banana, den vigtigste Udførselsartikel i Bahia er Sukker.

En Mærkværdighed ved denne Stad og som for mig var af stor Interesse er, at man her har fundet Bautastene med Runeindskription, hvilket unegtelig er et Bevis for, at Nordens Vikinger i den graa Oldtid har fundet Veien hid. Jeg ønsker af Hjærtet, at ogsaa Nutidens Nordmænd maa faa Lyst at se sig om her og at stille et Forsøg, om de ikke kunde leve ligesaavel her som i Norden.

Den sorte Befolkning i Bahia er meget større end den hvide, saa det vilde komme til at se frygtelig ud, dersom de Sorte kjendte og brugte sin Magt til en Opstand. For 20 Aar siden gjorde de et meget alvorligt Forsøg paa at befri sig, men uden duelig Anförsel og tildels uden Vaaben: De blev slagne, jagede paa Flugt og omringede paa en Plads nær Søen. Da de ikke vilde være Fanger, sprang de fleste i Havet og omkom. De tiloversblevne blev paa det frygteligste straffede.

Den 21de August indskibede jeg mig paa et oldenburgsk Fartøi som gik til Falmouth. Vi var 11 Uger paa Overfarten, gik vestenfor Azorerne, hvor vi fik en Storm og krydsede lang Tid mellem de derværende Skjær og Banker. Flere Gange var vi i Livsfare, og da vi kom op under 46 Gr. n. Br., rasede en Orkan i flere Dage. Hertil kom, at vi om Natten stod i Fare for at paaseile Fartøier, som kom fra Norden.

En Nat mødte vi et Dampskib, som havde sine 3 Lanterner brændende; men vi havde ingen. Den holdt lige imod os, men slingrede, idet den snart vilde passere os paa Styrbords, snart paa Bagbords Side. Endelig holdt den til Bagbords, og vi havde nu ogsaa faaet etpar Lanterner op. Vi var kun et Stenkast fra hinanden, idet vi passerede, og vi saa nu, at det vilde være en Umulighed at undgaa Sammenstød. De store Maskiner manøvrerede mod hinanden, og vort hele Mandskab var forsamlede paa Bakken, hvor de opløftede et forfærdeligt Skrig. Pludselig resolverede Damperen at drive af og tværs forbi os. Sagen var nu, om den kunde vinde Tid til denne Manøvre. Thi vort Skib gik for fuld Fart. Dette var et pinligt Øieblik: den kom os uden Skade forbi. Fra Falmouth gik jeg over Plymouth og Southampton til London, hvor jeg opholdt mig i nogle Dage.

I denne Tid gjorde jeg en Udflugt til Sydenham for at se Krystalpaladset og havde derved den bedste Anledning at sammenligne Naturens og Kunstens Frembringelser, men jeg maa tilstaa, at af alt det beundringsværdige, som Krystalpaladset har, er dog intet efter min Anskuelse saa storartet og saa skjønt som f. Eks, dette ene fra Naturens Hænder; Alleerne i den botaniske Have ved Rio. Fra London gik jeg til Hamburg. Her fik jeg høre, at min Klage over Kaptein Vickmann ikke var hidsendt af den hamburgske Konsul i Rio. Jeg talte med Hamburgs Udenrigsminister om Sagen, og han lovede at lade Handelsselskabets Trafik nøie undersøge. Herfra indskibede jeg mig paa et norsk Fartøi forat afgaa til mit elskede Fædreland i Norge.

Finis

- Ved Fars Ankomst til Norge maatte han paa Grund af økonomiske Vanskeligheder - ansøge om at bli indsat i den "hellige Præstestand" - men Kirkedepartementet saa i den Tid meget mistænksomt paa en Præst, som offentligt erklærede, at der var en Mulighed for at Darwins Theorier var berettigede og derfor fik han kun Ansættelse som Personel Capellan. Men nu hændte det, at Almuen ofte syntes bedre om Capelanen end om Sognepræsten - og da Almuen viste sin Erkjentlighed i Form af store Gaver - blev Fars Stilling overfor Sognepræsten - ganske penibel. I Aurland (Sogn) forærte en Gaardbruger ham saaledes en smuk Ridehest, andre Steder Bægre af Sølv m. m. dette vakte Misundelse. - Fader lod sig dog ikke anfegte; - ved Barnedaab, negtede han saaledes at fölge den Tids Kirkeritual i hvilket det var paabudt, at man over Barnet skulle gjöre Korsets Tegn og udtale følgende Ord: "I Gud Fader. Guds Söns og Gud den Hellige Aands Navn, befaler jeg dig du Djævelens Aand, at fare ud af dette Barns Legeme og Sjæl". Han menede desuden, at kirkelig Vielse ikke var en nødvendig Betingelse for Ægteskab. - "Naar to Mennesker virkelig elsker hinanden og lover at leve Livet trofast sammen, var dette det, som udgjorde Betingelsen for et sandt og ideelt Ægteskab" udtalte han. Blandt andre Vedtægter Far søgte afskaffet var ogsaa den, at Koner 6 Uger efter Barselssengen ikke maatte vise sig i Kirken eller gaa ud af Huset uden at "viksle sig" - tage en Ildsnert af Gruven og svinge den tre Gange rundt Hovedet, samt i lige saa lang Tid bære Staal paa sig. Kort sagt, Far havde ingen Respekt for gammelmodige kirkelige Vedtægter og dette i Forbindelse med de gamle Præsters Misundelse, gjorde at han en god Dag blev sat under Provsteret uden at kunde frata ham Levebrödet; men fra den Dag, kunde han ikke opnaa at faa et godt lönnet Præstekald. Kirkedepartementet vilde derimod give ham et Kald i Finmarken blandt Kautokainoerne, hvilket han afslog. I en høi Alder giftede han sig med Frk. Johanne Lodtz og forrettede siden som Præst i Hospitalskirken, samt holdt tyske Prækener for den tyske Menighed i Bergen i St. Maria Kirke. Far udgav adskillige literære Værker blandt andet oversatte han "Jödernes Krig" af Jasefus fra Hebraisk. Da første Bind var trykt færdig, gik Far til den evige Freds Hvile. Han ansaa nok sit Livs Virke for lidet værdt og lidet frugtbringende, men havde Far levet i dag, vilde hans deilige Ansigt ha lyst af haabfuld Glæde - for - Anlæg, Anskuelser og Tilbøiligheder gaar i Arv - den samme Frihedsaand, som besjælede min Far, gaar igjen i min Søn A. O. Devold, der nu staar som eneste Socialist i Overhuset og som Talsmand for Arbeidernes Interesser. Det er en lang Linie af frisindede Præster paa Mödrene Side som O. A. Devold stammer fra. Hans Tipoldefar Peder Crøger, var født i det 17de Aarhundrede og forrettede i Hitterdals gamle Kirke som Sognepræst.[^1] Hans Søn, Johannes Crøger, blev ogsaa Sognepræst der efter sin Far og der er O. A. Devolds Bedstefar ogsaa født. Tilslut takker jeg Læserne for den Interesse de har vist ved Læsningen af min afdøde Fars Dagbogsoptegnelser, de staar for mig som de dyrebareste og bedste af mit Livs Erindringer. Alle gaar Stövets Vei, men vi kan gaa med stort Haab for de Ideer vi har offret vort Liv og Virke, dør aldrig. Det socialistiske Samfund holder allerede nu paa at realiseres - - Og i Tidens Fylde kommer det forpinte Proletariat til Magten. - Ve! da over Plutokratiet! Ve!!.
Helle Mengshoel)

[^1]: Peder Crøger var prest i Andebo, ikke i Hitterdal. Dom Pedro II.