Det var en søndagsmorgen i juli. Hun vaagnede saa lykkelig, den unge pike. Livet laa saa lyst for hende; ti han, som hun elskede, var kommen tilbage.
Hun aabnede vinduet ud til haven, det hadde regnet, men nu brød solen frem og kyssede bort alle blomsternes taarer.
Hele naturen var fornyet, og det var som den tilropte hende: elsk og vær lykkelig! Iført en let hvid dragt, ilede hun afsted til kapellet for at høre den mand, der for hende var indbegrebet om alt stort og ædelt prædike om Jesus.
Det hele kapel var fyldt til trængsel for at høre den for sin hellighed, veltalenhed og trofasthed som meget roste "pastor" Mørk prædike. Han som valgte til tekst: "Hvo som ser en kvinde for at begære hende har allerede bedrevet utugt med hende i sit hjærte."
Alle tilhørerne sad der med tilbageholdt aandedræt, dybt grebne av den hellige kyskhed som beaandede hele foredraget.
Thea (saa hed hun) græd. Hun hadde lovet at bli en andens hustru, og hun elskede pastor Mørk, men hun ønskede, han aldrig maatte faa det at vide, derfor gik hun først av alle, da foredraget var slut.
Ude paa gaden hørte hun nogen rope:
"Thea!"
Glad overrasket vendte hun sig om og saa "pastor" Mørk komme imot sig.
Solen faldt netop som en helgenglorie om hans hode; dette mørke jødiske fysiognomi der altid mindede hende om Jesus."Skal vi gaa en tur", spurte han.
"Ja, gjerne det!", svarede hun.
Det var i middagstiden.
Solen brændte,ingen mennesker var at se.
Haand i haand gik de opad veien.
Trærne dannede et tæt tag over deres hoder.
Nedenfor til højre side laa kirkegaarden den med alle de blomstersmykkede grave og de mange hvide guldforsirede marmorkors blændende og blinkende i sollyset.
Saa mange minder, saa mange taarer!
Det stemte nesten vemodigt.
Længere nede laa der deilige blaa Lungegaards vand, saa stille; solen legede glemsel i dets skød!
Over hele naturen laa søndagsfred og de to, som gik der, vovede ikke at forstyrre freden med ord.
Til venstre laa en gren av Fløjfjeldet tæt bevokset med trær.
Did gik de, haand i haand opad de ujævne ziksakskraanende stier, imellem de tæt voksende trær, over den vildt brusende Storfos og over de frodige blomsterduftende marker; stadig opad hurtigere og hurtigere til de aandløse kastede sig i græsset.
Han tog hende i sine arme, bedækkede hendes ansigt med kys.
Hun lod det ske fordi - ja, fordi hun elskede ham.
"Tror du Gud har noget imod, at jeg elsker dig, Thea!", spurte han.
"Jeg ved ikke, tror du?"
"Nej, Gud er jo selv kjærlighed."
De mærkede ikke, at tiden gik, de elskede hinanden.
Pludselig sprang Thea op, ropende angst:
"Mørk, rør mig ikke!
Jeg dør om du rører mig!"
"Rop ikke mit navn saa højt! nogen kunde høre det.
Sæt dig da!
Jeg elsker dig for meget til at ville gjøre dig noget ondt.
"Nej, nu vil vi gaa", svarte hun gjennemisnet av rædsel.
Han rejste sig med et forlegent smil, idet han sa:
"Er der nogen synd som bør undskyldes er det synden mot det 6te bud."
De skildtes.
Han for at plukke glædens blomster i solskin og søndagsstemning, hun for at leve et liv i pligt med dene tunge erindring om "pastor" Mørk der hvilede som en mare over hendes liv.
9 aar gik, saa hændte det at hun en dag fik et brev fra sin beste veninde hvor det blandt andet stod: "Vet du at "pastor" Mørk pludselig er forsvunden!"
Man sier han er rømt Grunden er nok den at han har faat en søn med Fru S.
Her gaar ogsaa en del unge piker omkring med sønderknust hjærte og ødelagt rygte.
Beviserne er saa graverende mot ham at han har maattet opgi sin stilling som pastor ja, saaledes er mange av disse sektprædikenter!
De opkaster sig til kyskhedens vokter.
De prædiker for den lettroende masse bibelens moral, men praktiserer i smug Hans Jægers teorier.
Mellem os sagt, synes jeg: Hans Jæger er langt mere ærlig og langt mere konsekvent end disse skinhellige "pastorer".
Tænk man paastaar ogsaa at han rømte med menighedens kasse.
Synes du ikke nu at pastor Mørk var en net fører paa vejen til himlen"
Thea syntes det blev nat, men i denne nat døde hendes kjærlighedHelle Devold.
Hr. redaktør!
Da jeg i forrige nr. av deres ærede blad til min forundring læste, at Den socialdemokratiske forening havde valgt til diskussjonsemne: "Er det arbejderne, der opretholder luksusen", kan jeg ikke sige andet end at jeg blev skuffet, ti, er ikke det at sætte arbejderne vel lavt, at tro, at de ikke er sig bevidst, at det dog er dem, der opretholder hele det virkelig bestaaende, altsaa ogsaa luksusen!
Men, er det virkelig saa, at der endnu er arbejdende mennesker, der ikke er sig bevidst sin betydning for samfundet, skal jeg tillade mig at bede om plads for følgende: De arbejdende mænd eller kvinder, der ikke er bevidste om, at det er dem, der opretholder luksusen, tillader, at der tages nogle uddrag for historien forat belyse dette:Enhver, der har læst en smule historie vet jo, hvordan det saa ut i Frankrig i det 17de aarhundrede under Ludvig den 14de. Denne konge tilranet sig al magt:
"Staten, det er mig", sa han og derefter handlede han.
Man vet jo, hvilke uhyre summer han bortødslede i sine store krige mod det halve Europa, og hvilken grændseløs luksus der herskede ved denne konges hof!
Hvorfra fik han penge til al denne luksus?
Fra arbejderne eller 3die-stander, som det dengang hed, og saa slaviske var folket, at det ærede denne tyran, der kastede deres lige i fængsel uden lov og dom, som en halvgud. -
Vi ser ogsaa av historien, at man i det fleste lande rundt om i Europa søgte at efterligne denne letsindige konges levevis, og det lykkedes ogsaa tildels, undtagen i England, hvor det mødte bestemt modstand hos folket, der var vandt til at styre sit lands anliggender ved sit parlament.
Lad os hente et andet eksempel i Ludvig den 15de!
Ogsaa han holdt et lukseriøst hof.
Man vet hvilke enorme summer han bortødslede paa sine elskerinder og sine ødelæggende krige, hvordan han tilsidesatte ethvert krav paa retfærdighed og hvordan arbejderne underholdt denne luksus, ikke alene ved at lade sig behandle som trælle, men ogsaa ved at betale enorme skatte.
Endelig da tilstanden, blev værre og værre og statskassen (under Ludvig den 16) holdt paa at spille bankerot, fik folket øjnene op for at de dog selv maatte her ved lag have noget at sige.
De spurgte: Hvad er vi?
Intet!
Hvad bør vi være, som opretholder samfundet?
Nu - Hvad forlanger vi at være?
Noget!
Vi ved ogsaa, at disse tanker, gav stødet til den store franske revolution, der satte den hidtil priviligerede klasse av røvere i saadan skræk, at de over hals og hode rømte ud av landet.
Ogsaa i vor tid er det fremdeles arbejderne, der opretholder luksusen, fordi det er det samme system som gjøres gjældende under form av kapital.
Ved arbejdet dannes kapital.
Ved kapitalen erhverver kapitalisterne sig luksus for sin egen mund paa arbejdernes bekostning.
Arbejderne underholder altsaa luksusen ved at andre bestjæler dem.
Men, hvorfor ikke gjøre kort proces med et saadant system?
Hvorfor skal man opretholde kongers, gejstlighedens og andre unyttige klassers luksus ved selv at sulte?
Hvorfor skal man lade en priviligeret klasse av røvere sidde inde med alle materielle fordele, medens ens familie maa lide nød og tugthuset fyldes med ens børn?
Fordi om man her ladet sig bestjæle i forgaars, i gaar og i dag, fordi om man har bøjet sig under et uretfærdigt lovsystem, forfattet av udplyndrere i deres egen interesse, skal man derfor vedbli at bøje sig?
Nej!
Tusende gange, nej!
Raabet om at ogsaa vi vil have vor retfærdige del av luksusen og velværet bør bli højlydt, som i den franske revulotions dage, men det sker vel neppe førend det norske folk enstemmigt fra Nordkap til Lindenæs har sat sin vilje igjennem med hensyn til stemmeret.Helle Devold
Man lurer jo veldig på om det her kan ligge bak selvbiografiske trekk, bevidst eller ubevidst. propagandistisk, men passe seg å ikke legge altfor mye inn ønsketenking.
Budskabet er ellers klart nok.
Thea føler etter hvert som hun lærer Mørk bedre å kjenne at Mørks Gud på et vis står mellom dem.
Den autoritære Mørk viser seg ikke å kunne ta en egen selvstendig beslutning.
Han må først spørre sin Gud om råd.
Dobbeltmoralen.
Hykleriet.
Tanken streifer i denne spesielle forbindelsen hva Helle selv skriver om Devold-familien i et av brevene sine:
Hvor de hader mig! De har aldrig hjulpet mig til at sørge for Børnene; det har jeg gjort selv lige til jeg blev gift med Mengshoel. Jeg lo af Deres gammeldagse Moral, hykleriske Gudsfrykt og Pengehungeren deres bad jeg dem beholde selv.