Erindringer af mit liv indtil ankomsten til Throndhjem
av ↳ Conrad Nicolai Schwach (1793-1860)
Forfattet: 1848
Utgitt: 1992
Utdrag som omhandler Jonas Wessel Crøger (1807-1867):
Sorenskriver Jonas Wessel var en Søstersøn af Digteren Wessel og var født Olsen men døbt Jonas Wessel, hvilket navn han antog med Bortkastelse af Faderens Navn.
Han var en meget ung Mand og nys bleven Auditeur, da hans Morbroder, den rige Generalauditeur Ole Christoffer Wessel, som ved Giftermall var bleven Eier af Hafslund og Borregaard, skaffede ham det store Embede, han endnu beklæder som Sorenskriver i nedre Thelemarken og Tind, ved under den Betingelse at hans Søstersøn fik det da ledige Embede, gav han 5000 Rd. til det da oprettede Landcadetacademie.
Da Faer kom til Solum boede han paa sin Eiendom Bjørnedalen i Solum tæt ved Porsgrund, og gjaldt i hele Omegnen som et juridisk Orakel.
Efter mit senere Bekjendtskab med Manden var han hverken i intellectuel eller moralsk Henseende noget Lys.
Imidlertid blev han meget snart min Faders Ven og viste sig unægtelig ved mange Leiligheder som en for min Faders Tarv vigilante Mand; og han var ofte Gjæst paa Præstegaarden ligesom mine Forældre ofte vare i hans gjæstfrie og muntre Huus, hvor der næsten bestandig vare Fremmede, og hvor jeg i mine solumske Aar tilbragte mange høist behagelig Dage.
Ved Faers Komme til Solum (1805) var han Enkemand med 3 børn, en Søn af udmærkede Anlæg, der døde meget ung 1810 og over hvem jeg skrev mit første Digt af den Art, samt 2 Døtre, Maren og Gjertrud, som vare gebrækkelige og døde noget senere i en Alder af omkring 15 Aar.
I hans Huus vare desuden to gamle Søstre af Digteren Wessel, Johanne og Karen, som i hele Egnen aldrig nævntes anderledes end "Tante J" og "Tanje K." baade i Tiltale og Omtale.
Karen var en kvik Dame, begavet med en god Portion af Broderens Humor og stedse munter; Johanne derimod var ubegavet og en Suurmule.
Begge vare pukkelryggede og halte paa een Fod, men den ene paa høire den anden paa venstre Fod, hvilket frembragte et meget komisk Syn, naar de ved Siden af hinanden kom hinkende.Desuden var i hans Huus som Volonteur paa hans Contoire en Søn af digteren Wessel, Candidatus juris Jonas Wessel.
Denne havde arvet noget en Deel af Faderens Humor, men en endnu større Deel af Dennes Kjærlighed til far niente og til spiritueus Exaltation. Han blev siden Procurator og boede som saadan i vestre Porsgrund, men havde liden Tiltroe og lidet at bestille.
I en stiv Perial gled han en Aften ud i den lille Elv der gjennemskjærer vestre Porsgrund og druknede der i Aaret 1836.En Anekdote, jeg selv har oplevet med denne Mand, vil jeg her anføre.
Da jeg som Sagfører var i Forretninger i Kragerøe 1822 indtraf just Kongens Fødselsdag under mit Ophold der, og paa Stedets Klub var der Middagsselskab og Bal, hvori saavel jeg deeltog som Wessel, der netop om Morgenen den 26de Januar var kommen til Byen fra et Bygdething, hvor han havde havt Sagførerforretninger.
Da jeg havde dandset et Par Dandse, ennuyerede jeg mig, da jeg var fremmed paa Stedet og Oplysning om Musik var slet og Localet var trangt, og begav mig til mit Logis hos en Apotheker og Herbergeur Eeg, og gik tilsengs.
Wessel blev paa Ballet og poculerede.
Over Midnat vækkedes jeg ved en stærk Ringen paa Gadedøren lige under det Værelse, hvor jeg aae.
Jeg hørte da, at Wessel med stammende Tunge spurgte den Døren aabnende Pige om han kunne faae Logis i Huuset.
Da Pigen svarede at alle Værelser var optagne, sagde Wessel, at han nok fik dele Seng med Procurator Schwach, som han vidste logerede der.
Han kom da ind i Huuset og ravede stærk betynget af Perialen op ad Trappen.
Jeg vendte mig mod Væggen og lod som jeg sov.
Ind kom Wessel, ruskede i mig og spurgte om han maatte dele Seng med mig, hvortil jeg maatte svare Ja, hvorefter jeg lod som om jeg strax igjen indsov.
Han gik da ravende paa Gulvet og holdt følgende Monolog, medens jeg for ei at briste i Latter, stoppede Lagenet i Munden.
"Nu er Du da fuld igjen, Jonas, ja Du er pærefuld; og det er ikke sjeldent i den senere Tid.
Det er skidt med Dig, Jonas reent forbandet skidt..."
Dermed faldt han under et Forsøg paa at trække en Støvle af sig overende.
Jeg stod da op, hjalp ham paa Benene og af Klæderne, samt i Sengen, hvor han kort derefter fik en stærk Brækning og tilsidst sov ind.
Dagen derpaa reiste jeg inden han vaagnede.Enten kort før eller kort efter denne Tid havde han købt en Hest, der nys var kommende fra Holden Sogn.
Da han med denne en vinteraften i Snefog skulde kjøre hjem til Porsgrund fra Skien, hvor han havde faaet et sært Ruus, sovnede han strax i sleden; og den til sig selv overladte Hest gik ei til Porsgrund, men til sin Fødebygd Holden, hvor Wessel befandt sig da han om Morgenen vaagnede.Sorenskriver Wessel (den Eldre) giftede sig ikke længe efter Faers Komme til Solum (Mai 1805) med en Frøken Sofie Hvidtfeldt, og havde med hende flere Børn, der opvoxede efterat jeg var kommen ud i Verden, og hvis Historie jeg ikke kjender videre til, end at een Søn Hans, er Sagfører og Propietair i Solum, en anden, Cornelius, er Kjøbmand i Christiania, og en Datter er gift med en Procurator Søren Blom, der boer paa sin Gaard Falkum i Gjerpen, nu Byfoged i Brevig, og der boende. En anden Datter er gift med (en) Foged i nedre Thelemarken, Borchsenius.
Efter denne Kones Død giftede Wessel (sig) tredie Gang med hendes Søster Severine Alethe Hvidtfeldt ("Moster Severine"); og med denne Kone, der var noget hengiven til Drik, havde han ingen Børn.
Hun døde efter min Ansættelse i Trondhjem (Januar 1830).
Som en Person, der kom i forbindelse med det Wesselske Huus, maa jeg dernæst nævne en Madam Anne....Denne Datter havde hun taget til sig som eget Barn; og denne tilligemed en Pige, Anne Serine, der senere blev gift med min Faders Naboe, Bonden Hans Findal, vare i Madame Norss Huus, da Faer kom til Solum.
Hun havde efter Manden en god Samling Bøger, af hvilke jeg laante og læste mange, ja endog fik nogle til Foræring.
Hun...leide sig med Pleiedatteren og den nævnte Anne Serine ind paa Bjørndalen.
Der døde hun i Slutningen af Aaret 1813 just som jeg var kommende tilbage fra Kjøbenhavn; og det første under mit Navn offentliggjorte Digt skrev jeg over hende.
Anne Serine forblev paa Bjørndalen indtil hun blev gift og Anne Rosine Coch ligesaa.I Hitterdal, Provstiets øverste Præstegjeld var Johannes Crøger Præst.
Dette var en høi, munter Mand med mangesidige Kundskaber; han var saaledes sin Menigheds baade Læge og Consulent i mange Tilfælde og stod derfor i stor Agtelse hos Menigheden.
Men han var derhos en yderst original Person, og jeg maa fortælle nogle Træk af hans Underligheder.Naar Reisende kom i Kirken, standsede han midt i sin prædiken og apostroferede dem med et: "Sie essen Mittag bei mir; det forstaaer I, Graalover (til Menigheden rettet) ikke."
Naar det om Somren var varmt, tog han stundom midt under Prædiken sin røde Paryk af, lagde den foran sig paa Cantselen og førte med forskjellige Personer i Kirken en lang Samtale om alskens Gjenstande.
Naar han var færdig dermed, satte han Parykken paa, slog i Prækestolen og sagde: "Nu faaer vi kile paa med Gudsord igjen.", og fortsatte saa sin prædiken.
En Gang da Biskop (Wilhelm) Bech havde Visitats der, frygtede Crøger maaskee ubehagelige Bemærkninger over nogen Deel af sin Embedsførelse...(Om hester)Naar Sorenskriver Wessel, der var hans (Johannes Crøgers) gode Ven, og den føromtalte Malthe enten som Foged eller forhen som Tilsynsmand ved Cappelens Affairer vare i Hitterdal paa Thingene, dreves de grueligste Spektakler i Præstegaarden.
De stængte hverandre ind (eengang maatte Præsten krybe ud af et Vindue i Overetagen og hoppe ned i Sneen for at komme i Kirken, hvor Menigheden ventede) de brændte Hatte, Parykker m.m. op for hverandre, bankede hverandre saa at de vare gule og blaae, overøste hverandre snart med Vand snart med ophedede Hagl, alt for Spøg og Løier.Crøger var ikke ofte hos mine Forældre, og de, saavidt jeg veed, kuns eengang hos ham.
Jeg var da ikke med, men har senere et Par Gange været hos ham i Hitterdals Præstegaard, men baade han og hans Familie vare ofte paa Bjørnedalen, hvor jeg saae dem.
Han havde mange Børn, deriblandt den fornævnte Petrea Olea, der klippede Silhouetter, og en Søn, Jens (Holst), der blev og maaske endnu er Kjøbmand i Holmestrand, og en yngre Søn, Johan (Wibe von der Osten Fasting), der blev Officer.(1)Fra Hitterdal kom (Johannes) Crøger før min Faders Død til Røgen (1825).
Did valfartede Folk fra Drammen for at høre hans curieuse med alskens Intermezzer blandede Prædikener.
Da hans Kone (Bodil Johanne Holst) var død og hans opvoxne Børn komne bort fra Hjemmet blev han melancolsk, og kastede sig en tidlig Morgen i en Karusdam, hvor man Dagen før forgjæves havde søgt Karusser, men hvor man -saa yttrede han sig - næste Dag vilde finde Fisk, og hvor man ogsaa fandt - hans Lig.(2)I Forbindelse hermed maa jeg omtale en Capitain Oppen, der boede i Hitterdal og var en bestandig Gjenstand for Crøgers og Wessels Drillerier.
Engang, da Oppen skulde excercere nogle Soldater, bad Crøger om at maatte være med og lære Excercitien.
Det bevilgedes under Betingelse af at Præsten lige med Soldaterne skulde tage sine Prygl.
Crøger gik ind derpaa og tog taalmodig mangt et drøit Rap.
Da man nu kom til den Deel af Excercitien der omfatter Geværets Ladning og Affyring med løst Krudt, havde Crøger hemmelig ladet sit Gevær med Tyttebærsaft; og paa Kommandoordet "Fyr"! affyrede han det lige mod Oppens Bry(s)t.
Denne troede, at Saften var hans Blod og faldt besvimet om.Senere da Prinds Fredrik af Hessen var Statholder i Norge, fik Crøger og Wessel sammenmakket en Bestalling, hvorved Oppen var udnævnt til en høi militair Charge, og en Ordre, hvorefter han, saasnart han kunde faae sig eqvipert, skulde komme til Christiania.
Oppen anlagde den nye Uniform og reiste.
Men hans Drillere sendte en Expresse, der indhentede ham et Stykke forbi Holmestrand men havde stor Vanskelighed ved at rive ham ud af Drømmen.
Fra den tid bar han et billigt Nag mod Crøger og Wessel, men kunde dog ei afholde sig fra at besøge den Sidste. Det er saaledes klart at han var baade en Kujon og en taabelig Mand.De (Saxilds) havde tre Døttre; den ældste, Jensine, blev gift med Pavels Hjelm der havde været Contoirist hos Sorenskriver Wessel, blev siden ansat i Didrik Cappelens Tjeneste og tilsidst Procurator, i hvilken Stilling han døde i Skien.
Den yngre Datter Kirsten fik et Barn med sin nysnævnte Svoger Hjelm.
Hun reiste til Danmark..spillede vi mangen Duet sammen (på violin).
Desuden traf jeg hos Saxilds gemeenlig den før nævnte Pavels Hjelm, der var vittig og moersom.
(Gjest hos Saxilds inntil 1809)Jeg tog en Baad med to Mand, der roede mig op ad Frierfjorden til Porsgrund, hvor jeg (...) saaledes kom gaaende til Bjørnedalen, hvor jeg i Sorenskriver Wessels Huus blev saare vel modtagen, og saae mange kjendte og kjære Personer igjen, blandt dem Anne Rosine.
I den sidste halvdeel af Juni 1814 ..(på hjemreise fra Danmark til Norge).. roede jeg op ad Nordsjø til Hitterdal (Johannes Crøger)...
Ved denne Leilighed (ultimo juni 1814) overnattede jeg hos Præsten Crøger paa Hitterdals Præstegaard, hvor det vrimlede saaledes af Myg, at jeg aldrig før eller siden har seet Mage dertil.
Jeg fik ei lukket mine øine til Blund hele Natten.Blandt Lærerne ved den militaire Høiskole var Schjøtt, Oberstlieutenant (dengang Major) i Artilleriet, en meget oplyst, flink og kjæk Officier, men temmelig arrogant og streng Overholder af det militaire Respectforhold.
Han var noget nærsynt, og troede engang, men feilagtigen, at opdage en respectstridig Gebærde hos en af Eleverne, en ung Lieutenant (Johan Wibe von der Osten Fasting) Crøger, Søn af den før omtalte Præst (Johannes) Crøger, hvem han derfor paa Stedet dicterede et Døgns Arrest i Vagten.
Derover blev Crøgers Kammerader forbittrede, og besøgte Crøger i Arresten, medbringende Viin m.m..
Under den derved opkomne Lystighed sang de flere Viser; og blandt disse var, just som Schjøtt passerede Vagten, Abrahamsons bekjendte Vise: "Min Søn, om Du vil i Verden frem, saa buk!" osv.
Om det var Tilfælde, at denne Sang blev sungen idet Schjøtt gik forbi, eller om den, som et velfortjent Drillerie mod ham blev valgt, da man saae ham nærme sig, skal jeg lade være usagt; men vist er det at Schjøtt optog det som en Fynte og en ny Krænkelse af Respecten; thi han gik ind i Vagten, irettesatte alle derværende Officierer og dicterede Crøger en forlænget Arrest.
Dette Misbrug af Magten forbitrede mig, som kjendte Crøger som en fredelig og ingenlunde næseviis Gut, der ikke fornærmede nogen.
Schjøttes Huus laae ved Siden af det, hvori jeg boede; og for at bibringe ham en Forhaanelse, skrev jeg en Sang.
Saasnart Crøger var kommen ud af Arresten gjorde jeg et saa stort Selskab, som jeg kunne rumme, og indbød Crøger og hans Kammerader samt mange af mine.
Vi vare saaledes samlede vel en 50 unge Mennesker, hvoriblandt mange med gode og kraftige Stemmer, og nogle med Instrumenter af forskjellige Slags.
da vi vare blevne ret muntre, aabnede jeg Vinduerne, og nu sang eller rettere brølede vi den nævnte Sang med Accompagnement og Violiner, Clarinetter og Valdhorn m.m. Musikken gjenlød vidt omkring, og sammenkaldte en Mængde Mennesker, maaske nogle Tusinder paa Gaden udenfor Huset og i Nærheden.Den 7de April (1820) reiste jeg i meget slet Føre tilbage ad samme Vei og overnattede hos Præsten Crøger i Hitterdal. (4)
Fotnote 1-4:
Conrad N. Schwach, Erindringer af Mit Liv 1790-1830 (Forlaget Ka, 2008), Noter og Tillegg, Note 1-4, side 485-488.